Evaluering af teamorganisering i gymnasiet

Med gymnasiereformen fra 2005 er lærernes samarbejde om undervisningen af eleverne blevet en formaliseret del af skolernes hverdag. Reformen gør op med den traditionelle opfattelse at lærergerningen er et privat forhold, og betyder at lærerne sammen i team skal tilrettelægge undervisningen, bl.a. i de flerfaglige studieretninger. Denne organisering og samarbejdet i lærerteamene er noget som i sig selv skal læres og tager tid. EVA ser på hvordan skolerne griber opgaven an, og hvordan lærernes erfaringer og vurderinger af teamsamabejdet tegner sig.

Formålet med evalueringen er at undersøge hvordan teamsamarbejdet er organiseret på de treårige gymnasieuddannelser hhx, htx og stx, hvilken betydning skolernes forskellige tilgange til teamarbejdet har, og hvordan lærerne vurderer udbyttet af samarbejdet.

Evalueringen har fem fokuspunkter:

  • Skolernes mål og visioner for teamsamarbejdet
  • Lokale rammer for teamsamarbejdet som fx ressourcer og ledelse
  • Organiseringen af teams samt teamkoordinatorers/teamlederes roller
  • Teamets arbejde og hvordan lærerne forvalter teamsamarbejdet
  • Lærernes udbytte af teamsamarbejdet og forhold der har betydning for det.

Metode og ekspertviden

Datagrundlaget for evalueringen er kvantitativt og kvalitativt og består af spørgeskemaundersøgelser, casestudier og perspektiverende workshops.

Casestudierne foregår på seks skoler der er forskellige mht. organiseringsformer og erfaringer, og dækker hhx, stx og htx.

En ekspertgruppe deltager i evalueringens første og afsluttende fase for at kvalificere undersøgelsen. Ekspertgruppen består af personer med forskningsbaseret og praktisk viden om teamsamarbejde.

EVA har tidligere undersøgt dele af gymnasiereformen. Her finder du en liste over EVA's gymnasiereformundersøgelser.

Vi offentliggør evalueringen 1. marts 2012.

Arkiveret under
Projektleder
Gitte Grønkær Svendsen
Evalueringskonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 53
E-mail
Hent udgivelse
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion