Projektbeskrivelse
Baggrunden for evalueringen
Københavns Kommunes Ungdomsskole tilbyder undervisning inden for boglige fag, kreative fag og fritidsfag. Tilbuddene udbydes i forskelligt omfang på Amager (Vestamager, Sundbyvester, Sundbyøster), Nord (Bispebjerg, Vanløse, Tingbjerg, Brønshøj-Husum), Nørrebro, Vesterbro/Valby (Christianshavn, Indre by, Kgs. Enghave, Valby, Vesterbro) og Østerbro.
Rekrutteringen af målgruppen sker i dag primært gennem et årligt udsendt katalog der in-formerer målgruppen om de forskellige typer af undervisning og hold der oprettes. Udvæl-gelsen af fag og tilbud sker på baggrund af Københavns Kommunes Ungdomsskoles viden om målgruppen og deres ønsker og på baggrund af henvendelser fra målgruppen og antallet af tilmeldte på de enkelte hold.
Ungdomsskolens målgruppe er unge mellem 13 og 18 år. I perioden 2005-2008 steg antallet af unge i målgruppen fra 17.625 til 19.974, mens den udmeldte timeramme til almenundervisningen i samme periode var konstant. I samme periode faldt antallet af indmeldte unge i almenundervisningen fra 5.877 til 5.506, mens antallet af holdelever steg fra 9.297 til 11.056.
Ungdomsskolen i Københavns Kommune gennemførte i 2004 i samarbejde med Ungdomsskolernes Udviklingscenter en tilfredshedsundersøgelse blandt unge som benyttede sig af ungdomsskolens almenundervisningstilbud. Denne undersøgelse viste en høj grad af tilfredshed blandt almenundervisningens brugere. Ungdomsskolen i Københavns Kommune ønsker dog at sikre sig at ungdomsskolens almenundervisningstilbud fortsat udvikler sig i takt med målgruppens behov og har derfor bedt EVA gennemføre denne opfølgende evaluering af i hvor høj grad ungdomsskolens almenundervisning i dag stemmer overens med målgruppens behov og ønsker.
Formålet med evalueringen
Det overordnede formål med evalueringen er at analysere hvilke behov og ønsker unge mellem 13 og 16 år har til ungdomsskolens almenundervisning. Evalueringen vil afdække om ungdomsskolen tilbyder det unge mellem 13 og 16 år efterspørger, og i hvilken grad brugere af ungdomsskolens almenundervisning er tilfredse med almenundervisningens kvalitet forstået som tilfredshed med fagenes opbygning, længde, indhold og pædagogiske metoder og udbudssted. Da det ikke er samtlige unge i målgruppen som benytter sig af ungdomsskolens almenundervisning, vil evalueringen belyse den samlede målgruppes behov og ønsker til almenundervisningen. Evalueringen vil give svar på følgende spørgsmål:
- Dækker ungdomsskolens tilbud målgruppens behov og ønsker til almenun-dervisning? Evalueringen vil kortlægge hvilke ønsker nuværende og potentielle brugere af ungdomsskolen har til almenundervisningen. Her vil der være fokus på fag, indhold, placering, pædagogiske arbejdsformer etc.
- Hvad er målgruppens primære udbytte af at deltage i almenundervisningen?
Evalueringen vil kortlægge hvad nuværende og potentielle brugere af ungdomsskolen oplever som det primære udbytte af almenundervisningen. Her vil der være fokus på om de oplever ungdomsskolen som et sted hvor de forbedrer faglige færdigheder, hvor de opbygger og fastholder venskaber etc. - Hvad er afgørende for at målgruppen vælger at benytte sig af ungdomsskolens almenundervisningstilbud? Evalueringen vil kortlægge hvad nuværende og potentielle brugere af ungdomsskolen oplever er afgørende for at de vælger at benytte sig af ungdomsskolens almenundervisning. Evalueringen vil blandt andet afdække om fagrækken er afgørende for nuværende og/eller potentielle brugeres valg af tilbud, eller om der er andre årsager til valg eller fravalg af ungdomsskolens almenundervisningstilbud. Fx hvilken betydning det har at man kender læreren, at man kender holdets øvrige elever, og at tilbuddet er gratis.
- Hvordan kan Københavns Kommunes Ungdomsskole bedst få kontakt til målgruppen og rekruttere dem til almenundervisningen? Evalueringen vil kortlægge hvilke rekrutteringskanaler nuværende og potentielle brugere af ungdomsskolen oplever som de mest effektfulde. Denne del af evalueringen vil således have fokus på om nuværende og/eller potentielle brugere opfatter udsendelse af et årligt magasin som den rette rekrutteringsvej, eller om de peger på andre relevante rekrutteringskanaler.
Metode
Evalueringen vil basere sig på deskresearch og seks fokusgruppeinterview. Først gennemfører vi deskresearch for at afdække hvilke typer af almenundervisningstilbud Københavns Kommunes Ungdomsskole udbyder. Derefter gennemfører vi seks fokusgruppeinterview med unge fra målgruppen. Det er både unge der benytter sig af ungdomsskolens almenundervisningstilbud, og unge der ikke benytter sig af det. Til sidst kobler vi data fra fokusgruppeinterviewene til den indledende deskresearch.
Følgende kriterier vil ligge til grund for udvælgelsen af unge til fokusgruppen:
- Fag/fagområde
- Køn
- Alder
- Ungdomsskoledistrikt.
Deltagerne rekrutteres gennem folkeskoler og ungdomsskoler, og fokusgruppeinterviewene bliver afholdt på de folkeskoler og ungdomsskoler som de unge er rekrutteret igennem for at sikre trygge og kendte rammer og høj deltagelse. Med denne rekrutteringsform undersøges kun aldersgruppen 13-16 år. Fordelen ved denne rekrutteringsmetode er at den vil sikre en høj deltagelse i fokusgrupperne da fokusgrupperne afholdes i frikvarterer eller efter skoletid.
Fokusgruppeinterviewene vil kvalitativt besvare ovenstående evalueringsspørgsmål og vil kunne belyse nuancer og undtagelser i nuværende og potentielle brugeres vurderinger, holdninger og ønsker til almenundervisningen. Fokusgruppeinterviewene vil desuden give mulighed for at formidle brugernes personlige beretninger og erfaringer med almenundervisningen. Dette evalueringsdesign vil dog ikke kunne generaliseres til at gælde for almenundervisningens nuværende og potentielle brugere generelt.
