Projektbeskrivelse

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har med sin handlingsplan for 2010 besluttet at gennemføre en evaluering af kommunernes arbejde med at kvalitetssikre og udvikle dagplejen, bl.a. arbejdet med de lovbundne opgaver. Denne projektbeskrivelse gør rede for projektets formål, organisering og metode.

Dagpleje er en hyppigt anvendt pasningsform i Danmark, særligt til børn i alderen 0-2 år. I 2009 var ca. 62.000 0-2-årige børn indskrevet i en kommunal dagpleje, hvilket svarer til ca. halvdelen af børn i dagtilbud i aldersgruppen. Børn i alderen 3-6 år er meget sjældent indskrevet i dagpleje i forhold til de 0-2-årige. Fx var 635 børn i alderen 3-6 år i 2009 indskrevet i kommunal dagpleje (Danmarks Statistik).

Den offentligt formidlede dagpleje opstod midt i 1960’erne som svar på det pasningsbehov der opstod som følge af kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Fra at blive betragtet som en midlertidig pasningsform der skulle udfases efterhånden som der blev bygget tilstrækkeligt mange daginstitutioner, skiftede perspektivet på dagplejen i begyndelsen af 1980’erne til at betragte dagplejen som et supplement til daginstitutionerne, mens dagpleje og daginstitutioner blev sidestillet som ligeværdige pasningsformer i 1990’erne . I dagtilbudsloven fra 2007 ligestilles dagplejen også med de øvrige dagtilbud i den forstand at det forudsættes at dagplejen, på linje med daginstitutionerne, skal realisere dagtilbudslovens formål, bl.a. gennem arbejdet med pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger, sprogstimulering og børnemiljøvurderinger (dagtilbudsloven, § 1 og § 8-13 ).

Dagplejen og daginstitutionerne er altså underlagt samme lovgivningsmæssige krav, men betingelserne hvorunder disse krav skal opfyldes, er meget forskellige, fx er dagplejen placeret i et privat hjem, børnegruppen er lille, og dagplejeren arbejder størstedelen af tiden alene med børnene. Dagplejeren har desuden typisk en uddannelse inden for et andet område end det pædagogiske (FOA og Udviklingsforum 2003: 51-52).

Dagplejen er en del af det samlede dagtilbudssystem i kommunerne, men ledelse, kvalitetssikring og -udvikling varetages typisk af en selvstændig organisatorisk enhed i forvaltningen. Organiseringsformen varierer fra kommune til kommune, fx har nogle kommuner organiseret dagplejerne i distrikter med ledelsesmæssig tilknytning til daginstitutionerne, mens andre har organiseret sig med dagplejepædagoger der er ansat i forvaltningen og har det ledelsesmæssige ansvar for dagplejerne. Det er en antagelse i evalueringen at den måde dagplejen er organiseret på, er en vigtig faktor i forhold til både kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af dagplejen fordi organiseringsformen er bestemmende for hvilke aktører der involveres i arbejdet med kvaliteten og på hvilken måde.

Evalueringens formål og evalueringsspørgsmål

Evalueringens formål er at vurdere kommunernes arbejde med at kvalitetsudvikle og kvalitetssikre dagplejen og at afdække de muligheder og udfordringer der er i forskellige organisatoriske kontekster. Ad den vej vil evalueringen bidrage til at styrke kommunernes arbejde med at sikre og udvikle kvalitet i dagplejen.

Evalueringsspørgsmål

Evalueringen beskæftiger sig med fire overordnede spørgsmål, nemlig:

  • Hvordan arbejder den kommunale forvaltning med at sikre at dagplejen realiserer dagtilbudslovens formål?
  • Hvordan får den kommunale forvaltning information om kvaliteten i dagplejen, og hvilket arbejde igangsættes på baggrund af denne information?
  • Hvordan arbejder den kommunale forvaltning med at udvikle kvaliteten i dagplejen, herunder arbejdet med de lovbundne opgaver?
  • Hvilke udfordringer knytter der sig til dette arbejde, og hvordan kan de overvindes?

På baggrund af undersøgelsen af disse spørgsmål formuleres en række opmærksomhedspunkter der kan bidrage til udvikling og understøttelse af arbejdet med kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af dagplejen.

Afgrænsning

Evalueringen har kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af den kommunale dagpleje som sit genstandsområde. Imidlertid vil den private dagpleje og privat pasning jf. dagtilbudslovens § 21-22 og kapitel 15  indgå i den kvantitative undersøgelse (jf. nedenstående), da dette område p.t. er underbelyst statistisk. En afdækning af omfanget af disse pasningsformer vil dermed være et element i den generelle vidensudvikling i EVA’s enhed dagtilbud for børn.

Metodiske tilgange

For at kunne besvare evalueringsspørgsmålene er det nødvendigt at undersøge en række temaer som knytter an til den kommunale forvaltnings arbejde med at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle dagplejen, herunder:

  • Dagplejens organisering, herunder ledelsesforhold og organisering af gæstedagpleje
  • Dagplejepædagogernes/daginstitutionsledernes rolle i forhold til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling og initiativer i relation til fx rekruttering og efteruddannelse af dagplejere
  • Det kommunale tilsyns tilrettelæggelse
  • Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af arbejdet med de lovbundne opgaver med særligt fokus på hvordan de pædagogiske læreplaner for dagplejen udarbejdes, implementeres og evalueres
  • Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af dagplejens øvrige opgaver, herunder overgangen til andre pasningstilbud
  • Samarbejde med forældrene i relation til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af dagplejen.

Disse temaer belyses dels gennem en kvantitativ undersøgelse blandt alle landets kommuner dels gennem kvalitative casestudier i udvalgte kommuner. Arbejdet med evalueringen indledes desuden med en forundersøgelse. Disse undersøgelseselementer er nærmere beskrevet nedenfor.

Forundersøgelse

Forundersøgelsen gennemføres dels som deskresearch og dels som eksplorative interviews med centrale aktører med henblik på at indhente viden om områdets indretning og kvalificere evalueringsspørgsmål og -temaer. Forundersøgelsen skal desuden bidrage til at identificere forskellige typer af organisering af dagplejen der dels skal belyses i spørgeskemaundersøgelsen, dels vil være retningsgivende ved udvælgelsen af cases til den kvalitative undersøgelse.

Spørgeskemaundersøgelse

Der gennemføres en national kortlægning af de kommunale forvaltningers praksis hvad angår kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af dagplejen med inddragelse af de temaer der er beskrevet ovenfor. Spørgeskemaundersøgelsen vil desuden afdække omfanget af privat dagpleje og private børnepassere som beskrevet ovenfor.

Undersøgelser i udvalgte kommuner

Til de kvalitative casestudier udvælges tre-fire kommuner som repræsenterer forskellige typiske organiseringsformer.

De udvalgte kommuners målsætninger for arbejdet med kvalitetssikring og -udvikling af arbejdet i dagplejen afdækkes, og det søges desuden afdækket om centrale aktører i og omkring den kommunale dagpleje oplever at målsætningerne med arbejdet bliver indfriet, og hvilke organiseringsformer eller indsatser der virker befordrende eller udgør barrierer for at indfri målsætningerne.

Til det formål gennemføres interviews med repræsentanter for hhv. forvaltning (dagtilbudschefer, pædagogiske konsulenter og dagplejepædagoger), dagplejere og, i det omfang det vurderes at være relevant, forældre. Ligeledes i det omfang det vurderes relevant i forhold til at belyse problemstillingen, gennemføres yderligere undersøgelser blandt relevante informanter, fx i form af fokusgruppeinterviews.

Inspirationsgruppe

Der holdes to-tre inspirationsmøder med repræsentanter for interessenter og med deltagelse af en eller to eksperter med viden om kvalitetssikring og kvalitetsudvikling og evt. om organisering af dagplejen. Inspirationsgruppen skal bidrage med faglig sparring i forbindelse med gennemførelse af undersøgelsen og i forbindelse med analyse af de indsamlede data.

Målgruppe for evalueringen

Målgruppen for evalueringen er ansatte i kommunale forvaltninger der har en nøglerolle i forhold til arbejdet med kvalitet i dagplejen, og centrale aktører på nationalt niveau.

Formidling

Evalueringen afsluttes med en evalueringsrapport hvori datamaterialet analyseres og diskuteres. På baggrund heraf opstilles en række opmærksomhedspunkter til arbejdet med kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af området. Hovedpointer i evalueringen vil desuden blive formidlet i en lettere tilgængelig form.

Projektleder
Nanna Høygaard Lindeberg
Specialkonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 83
E-mail
 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion