Projekter
< Tilbage Forside Projekter 2010 Realkompetencevurdering i nordisk perspektiv

Realkompetencevurdering i nordisk perspektiv

Der er mange perspektiver i anerkendelse af realkompetencer - altså i at vurdere og anerkende menneskers samlede kvalifikationer uanset hvor og hvordan de er erhvervet. Fx kan virksomheder opnå værdifuld viden om deres medarbejderes kvalifikationer og dermed arbejde mere målrettet med at udnytte og udvikle dem. Samtidig kan anerkendelse af realkompetencer åbne nye muligheder for det enkelte menneske i forhold til uddannelse og arbejde. EVA gennemfører nu en undersøgelse af de andre nordiske landes erfaringer med at vurdere realkompetencer.

Et menneskes realkompetencer omfatter hans eller hendes samlede kvalifikationer, viden, færdigheder og kompetencer uanset hvor og hvordan de er erhvervet. Kompetencer kan nemlig tilegnes mange steder, også uden for det offentlige uddannelsessystem, fx gennem privat uddannelse eller i arbejdslivet gennem læring på jobbet og ved virksomhedsintern uddannelse eller i fritiden.

Vurdering og anerkendelse af realkompetencer kan styrke virksomhedernes viden om de ansattes kompetencer og dermed identificere uddannelsesbehov og føre til en mere målrettet brug af uddannelse. Samtidig kan anerkendelse af realkompetencer medvirke til at flere borgere kan bidrage mere aktivt til det danske samfund.

Anerkendelse af en persons realkompetencer kan også åbne nye muligheder for den voksne i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Fx kan anerkendelse af realkompetencer betyde at man kan blive optaget på en uddannelse selvom man måske ikke opfylder de formelle adgangskrav, man kan få afkortet et uddannelsesforløb eller opnå en særlig tilrettelæggelse af dette.

Der foregår i disse år et stort arbejde både i Danmark og internationalt med at fremme livslang læring og med at styrke koblingen mellem den læring der finder sted i uddannelsessystemet, og den læring der foregår andre steder.

Inspiration fra Norden

I de andre nordiske lande har man en længere erfaring med formel anerkendelse af realkompetencer end vi har i Danmark, og EVA gennemfører nu en undersøgelse af praksis i vores nordiske nabolande - en undersøgelse som vil kunne tjene til inspiration for den videre udvikling af anerkendelse af realkompetencer i Danmark.

Projektleder
Specialkonsulent
Tlf. + 45 35 25 46 25
E-mail
Michael Andersen