Sparring på kommunens kvalitetsrapport
I Frederikssund Kommune har politikerne vedtaget at arbejdet med kvalitetsrapporten skal udvikles sådan at arbejdsprocessen og kvalitetsrapporten kan bruges både som internt og eksternt ledelses- og evalueringsværktøj. Derfor er de gået et skridt videre og vil bruge rapporten som en udviklingsrapport. Den opgave har kommunen bedt EVA hjælpe med i 2010.
EVA har taget udgangspunkt i Frederikssund Kommunes model for udviklingsrapporten og har bidraget med:
1. Sparring på forvaltningens vejledning til skolernes udviklingsrapport, herunder kvalificering af og kommentering på spørgsmål og følgetekst i vejledningen mhp. at fremhæve evalueringsperspektivet.
2. Halvdagsoplæg for skolerne med udgangspunkt i temaerne i vejledningen med fokus på udviklingsrapporten som et udviklings- og evalueringsredskab. Oplægget indeholder procesøvelser for deltagerne.
3. Individuel mundtlig sparring til skolerne med udgangspunkt i skolernes udkast til udviklingsrapporterne. Den individuelle sparring til skolerne gennemføres som sessioner hvor to skoler er til stede og får feedback fra EVA (en session er af to timers varighed).
Udover sparring til skolerne giver EVA også sparring på den udviklingsrapport som Frederikssund Kommune har besluttet at ungdomsklubberne og ungdomsskolen også skal udarbejde.
