Det Jyske Musikkonservatoriums rekrutteringspotentiale
Undersøgelsen af Det Jyske Musikkonservatoriums rekrutteringspotentiale vil bygge på hhv. en række fokusgruppeinterview og en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt danske og internationale studerende på Det Jyske Musikkonservatorium og studerende på musikalsk grundkursus (MGK).
Fokusgruppeinterview
Den første halvdel af EVA-undersøgelsen vil bestå af seks fokusgruppeinterview. Formålet med interviewene er at finde styrker og svagheder ved uddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium. Bl.a. vil to af fokusgrupperne være med MGK-studerende der ikke går på Det Jyske Musikkonservatorium, men som er mulige studerende. De vil bl.a. bliver spurgt om hvad de mener taler for og imod en uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i forhold til andre relaterede uddannelser.
Spørgeskemaundersøgelse
Anden halvdel af undersøgelsen ligger i forlængelse af fokusgruppeinterviewene og vil være en spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige personer der i 2009 søgte optagelse på en konservatorieuddannelse i Danmark. Det vil sige både ansøgere der søgte optagelse ved Det Jyske Musikkonservatorium og ved andre musikkonservatorier i Danmark.
Formålet med spørgeskemaundersøgelsen er bl.a. at få viden om de studerendes overvejelser i forbindelse med valg af studium samt at høre deres mening om uddannelserne på Det Jyske Musikkonservatorium.
Rapporten
Resultaterne af den samlede undersøgelse bliver præsenteret i en rapport der især vil fokusere på forskellene mellem de studerende på Det Jyske Musikkonservatorium og de studerende på andre konservatorieuddannelser.
