Resultaterne af skolepraktik
Undersøgelser viser at elever som har gået i skolepraktik i stedet for i praktik i virksomhed, har sværere ved at finde et job efter uddannelsen. Det skyldes formentlig at de forhold der har ført til at eleverne i første omgang ikke kunne finde en ordinær praktikplads, også har betydning for deres senere beskæftigelsesmuligheder. Det gør det interessant at undersøge hvad der påvirker om eleven kommer i henholdsvis skolepraktik eller ordinær praktik.
EVA ser i denne undersøgelse på hvad der har betydning for om en elev kommer i skolepraktik eller i almindelig praktik. Vi afdækker om det i sig selv er skolepraktikken der fører til at eleven senere har svært ved at finde et job.
EVA håber at undersøgelsen vil gøre det muligt at beskrive de muligheder og begrænsninger skolepraktikken giver i forhold til elevernes beskæftigelsesmuligheder.
Design
Projektet er en effektundersøgelse der skal besvare:
- Hvilke faktorer har betydning for om erhvervsuddannelseseleever kommer i henholdsvis skolepraktik eller ordinær praktik?
- Hvordan klarer de to grupper af praktikelever sig mht. fagligt niveau og arbejdstilknytning efter endt uddannelse?
Effektundersøgelsen er baseret på metoden "propensity score matching" hvor man ad statistisk vej konstruerer sammenlignelige grupper. Ved at sammenligne elever fra de to praktikformer der har den samme forventede sandsynlighed for at komme i skolepraktik, kan vi sandsynliggøre hvilken betydning de to praktikformer har for elevernes faglige niveau samt arbejdsmarkedstilknytningen efter endt uddannelse.
Offentliggørelse
Undersøgelsen offentliggøres som en rapport andet kvartal 2012.
