Læreres brug af Fælles Mål
Siden 2003 har Fælles Mål angivet, hvilke kundskaber og færdigheder, eleverne skal tilegne sig i folkeskolens fag og obligatoriske emner. Fælles Mål, som blev revideret i 2009, består bl.a. af en række faghæfter for folkeskolens enkelte fag og emner, og mange lærere har taget faghæfterne til sig som et redskab, fx når der skal udarbejdes årsplaner. På den anden side tyder resultater fra flere af EVA's undersøgelser og evalueringer på, at lærerne finder det vanskeligt at arbejde med målene i deres tilrettelæggelse af undervisningen, fx kan det være svært at omsætte trin- og slutmål til mål for den enkelte elev læring.
Evalueringen vil fokusere på følgende spørgsmål:
- Hvordan operationaliserer og prioriterer lærerne de bindende trin- og slutmål, når de planlægger, gennemfører og evaluerer undervisningen?
- Hvordan samarbejder lærerne om planlægning, gennemførsel og evaluering af undervisningen ud fra Fælles Mål, og hvordan arbejder de individuelt ud fra Fælles Mål?
- Hvordan arbejder lærerne med at omsætte trin- og slutmål til mål for den enkelte elevs læring?
- Hvordan oplever lærerne Fælles Mål som pædagogisk redskab, og hvilke udfordringer ser de i arbejdet med målene?
- Hvordan kobler lærerne arbejdet med de Fælles Mål til arbejdet med elevplaner og læseplaner, og hvordan oplever de at Fælles Mål spiller sammen med de nationale test og folkeskolens afgangsprøver?
- Hvilken rolle spiller ledelsen i lærernes arbejde med Fælles Mål?
Evalueringen afgrænser sig til arbejdet med Fælles Mål i fagene dansk og matematik.
Kvalitativt metodefokus
Evalueringen vil bygge på kvalitative metoder som interviews med lærere og skoleledere, undervisningsobservation, studier af årsplaner og elevplaner mv.
Læs mere om evalueringen i projektbeskrivelsen via menuen til venstre.



