Tidsplan og ekspertpaneler - pædagoguddannelsen
Tidsplan
2012:
- 2. maj: Informationsmøde
- Primo august (uge 31 eller 32): Høring af eksperter hos institutionerne
- 20. august kl. 12: Frist for aflevering af nøgletal for kriterium 15 og 17
- 3. september kl. 12: Frist for aflevering af redegørelse og bilag
- 5. - 30. november: Ekspertpanel og EVA besøger hvert udbudssted – én dag pr. udbudssted.
2013:
- 19. marts - 8. april: Rapporter i høring hos institutionerne
- 30. april: Rapporter offentliggøres her på sitet og sendes til Akkrediteringsrådet.
Ekspertpaneler
Her finder du de ekspertpaneler, der skal vurdere de forskellige udbud af pædagoguddannelsen .
Det enkelte panels samlede kompetencer
Vi har sammensat ekspertpanelerne til akkrediteringsvurderinger, så eksperterne samlet set har disse kompetencer:
Fagspecifik viden om og erfaring inden for:
- Uddannelsens centrale fagområder, herunder ny viden fra forsøgs- og udviklingsarbejde og relevante forskningsfelter
- Internationale perspektiver på det eller de relevante fagområder
Uddannelsesmæssig/pædagogisk viden om og erfaring med:
- Udvikling, organisering og gennemførelse af uddannelse med praktik
- Kvalitetssikring af uddannelser
- Undervisning, herunder relevante pædagogiske og didaktiske problemstillinger
Viden om og erfaring med uddannelsen i et studenterperspektiv:
- Viden om studieforhold på det relevante uddannelsesniveau
- Erfaring fra studienævn, studievejledning eller studenterorganisation.
Viden om og erfaring fra det eller de beskæftigelsesområder, udbuddet retter sig imod:
- De aktuelle forhold og centrale udviklingstendenser på det eller de relevante beskæftigelsesområder.
Vi har lagt vægt på, at der i hvert panel er et indgående kendskab til pædagoguddannelsen, som den ser ud på professionshøjskolerne i dag. I alle paneler er der også repræsenteret et eksternt blik – gerne med et internationalt perspektiv – på pædagogiske professionsbacheloruddannelser.
Endelig har vi sikret, at viden fra hele pædagoguddannelsens beskæftigelsesområde er repræsenteret i den samlede gruppe af eksperter, der deltager i akkrediteringen, men ikke nødvendigvis i hvert enkelt panel.
Konsistens i vurderinger på tværs af udbudssteder
EVA har fokus på at sikre, at der er konsistens i vurderingerne på tværs af alle udbudssteder. Konsistensen sikres bl.a. ved, at i alle ekspertpaneler er der et eller flere medlemmer, der også indgår i andre ekspertpaneler og på den måde er med til at videreformidle vurderinger fra panel til panel. Modellen er med til at sikre, at alle udbudssteder vurderes ensartet.
EVA’s konsulenter og projektledelse har et særligt ansvar for, at vurderingen af de enkelte kriterier er konsistent på tværs af udbudsstederne.
Krav til habilitet
Ekspertpanelerne har været i høring på de enkelte uddannelsesudbud, der har forholdt sig til disse krav til habilitet:
- Eksperten skal have den specifikke viden og erfaring, som gør hende eller ham kompetent til opgaven
- Eksperten må ikke inden for det seneste år have haft et ansættelsesforhold eller en lignende professionel relation til den institution, som søger om akkreditering af en uddannelse eller et udbud.
- Eksperten må ikke deltage i ledelsen af en institution, der har særlig interesse i sagens udfald, fx som udbyder uddannelsen i geografisk nærhed.
- Eksperten må ikke have nære familiemæssige eller andre nære personlige relationer til personer, som har væsentlig interesse i sagens udfald.
- Der må ikke kunne vækkes rimelig tvivl om ekspertens upartiskhed.
Læs mere om, hvordan vi nedsætter ekspertpaneler i notatet om Principper for nedsættelse og brug af ekspertpaneler i forbindelse med akkreditering .



