Akkrediteringsprocessen
1. Screening (Undervisningsministeriet)
2. Akkrediteringsvurdering (EVA)
3. Akkrediteringsafgørelse (Akkrediteringsrådet)
4. Godkendelse (Undervisningsministeriet).
1. Screening
Når et forslag til en ny uddannelse eller et nyt udbud ønskes akkrediteret, skal uddannelsesinstitutionen sende en ansøgning til Undervisningsministeriet.
Ministeriet vurderer indledende ansøgningen (hvilket her kaldes en screening), og undervisningsministeren afgør på det grundlag om uddannelsen eller udbuddet kan gå videre til akkrediteringsvurdering.
Den uddannelsesinstitution der ansøger, skal derfor i første omgang udarbejde en ansøgning ud fra de retningslinjer der fremgår af Undervisningsministeriets vejledning til ansøgning om godkendelse af nye uddannelser og nye udbud.
Undervisningsministeriet sender ansøgninger der får positivt tilsagn fra undervisningsministeren, videre til EVA til akkrediteringsvurdering i den førstkommende akkrediteringsrunde. EVA kontakter dernæst ansøgeren for at sætte akkrediteringsvurderingen i gang. Læs mere om ministeriets screening her.
Find vejledning og ansøgning til screening på Undervisningsministeriets side.
2. Akkrediteringsvurdering
For at få et forslag til en ny uddannelse eller et nyt udbud akkrediteret skal det gennem en akkrediteringsvurdering ud fra de kriterier som er fastsat af Undervisningsministeriet. EVA vurderer om ansøgningen lever op til kriterierne, og på den grundlag udarbejder vi en rapport som sendes til Akkrediteringsrådet.
Denne proces består af følgende faser:
A. I forberedelsesfasen får ansøger information fra EVA om de krav som ansøgningen skal leve op til. EVA holder informationsmøder for potentielle ansøgere. Derfor er det en god idé at ansøger informerer EVA i god tid inden de forventer at indsende ansøgningen.
B. Når EVA har modtaget en ansøgning, gennemgår vi den for eventuelle ansøgningstekniske fejl og mangler. Er der fejl og mangler, har ansøger fem arbejdsdage til at revidere ansøgningen og eventuelt sende EVA yderligere dokumentation. Samtidig udvælger EVA eksperter til at vurdere ansøgningen. Vi orienterer ansøger de valgte eksperter. Ansøger har mulighed for at gøre begrundet indsigelse mod eksperternes habilitet inden for tre arbejdsdage.
C. Herefter vurderer eksperterne og EVA om de ansøgte uddannelser/udbud lever op til kriterierne:
- Eksperterne drøfter ansøgningen. Herefter bliver ansøger inviteret til et møde hos EVA hvor ansøger kan svare på spørgsmål fra eksperterne og uddybe ansøgningen.
- Ansøger har herefter fem arbejdsdage til at skaffe eventuel yderligere information eller udarbejde redegørelser som eksperterne ønsker.
D. På baggrund af ovenstående proces udarbejder EVA et rapportudkast med indstilling om positiv akkreditering eller afslag på akkreditering. Udkastet sender vi til ansøger som dermed får mulighed for at påpege faktuelle fejl i rapporten inden for to arbejdsdage.
E. På den baggrund kan EVA foretage eventuelle justeringer i rapporten. Rapporten sender vi derefter til Akkrediteringsrådet, og samtidig offentliggør vi rapporten på EVA's hjemmeside.
3. Akkrediteringsafgørelse
Akkrediteringsrådet modtager rapporten fra EVA og træffer på baggrund heraf en afgørelse om positiv akkreditering eller afslag på akkreditering.
4. Godkendelse
Som sidste fase i processen sendes Akkrediteringsrådets afgørelse til Undervisningsministeriet som på denne baggrund beslutter om uddannelsen kan godkendes. Undervisningsministeren kan dog kun godkende uddannelsen hvis den er blevet akkrediteret positivt.
