Screening i Uddannelsesministeriet

Ansøgning om godkendelse af nye uddannelser og nye udbud screenes i Uddannelsesministeriet med henblik på ministerens afgørelse af, om ansøgningen kan gå videre til akkreditering.

Ved screeningen foretages en politisk vurdering af, om der er behov for den ny uddannelse eller det ny udbud i lyset af de hensyn, som er nævnt nedenfor.

Ved akkrediteringen foretages en faglig vurdering af, om den ny uddannelse eller det ny udbud lever op til de kriterier for relevans og kvalitet, som fastsættes i den kommende bekendtgørelse om akkreditering og godkendelse af erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser mv.

Afgørelse om akkreditering træffes af Akkrediteringsrådet, og rådets positive akkreditering er en betingelse for, at undervisningsministeren kan godkende den ny uddannelse eller det ny udbud.

Screening af ny uddannelse

Ved screeningen vurderes, om en ny uddannelse kan gå videre til akkreditering. Ministeren træffer afgørelse herom på grundlag af overordnede uddannelsespolitiske og –strategiske hensyn, herunder en vurdering af om den ansøgte ny uddannelse forventes at kunne supplere eksisterende uddannelser på en hensigtsmæssig og samfundsøkonomisk forsvarlig måde.

Der vil ved indstillingen til ministeren om en ansøgt ny uddannelse blive lagt vægt på følgende: 

  • at uddannelsesforslaget er udarbejdet inden for de rammer, der er fastlagt i relevante uddannelseslove og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, 
  • at uddannelsesforslaget umiddelbart vurderes at kunne dække et behov, der ikke er tilstrækkeligt dækket af eksisterende uddannelser, 
  • at uddannelsesforslaget er udarbejdet efter drøftelse med centrale aftagere og i samarbejde med andre relevante interessenter, og 
  • at uddannelsesforslaget umiddelbart vurderes at kunne indgå i det samlede uddannelsesbillede på en hensigtsmæssig og samfundsøkonomisk forsvarlig måde.

Hvis et uddannelsesforslag sigter mod erhvervsfunktioner, der hovedsageligt dækkes af uddannelser på et andet ministerområde, eller hvis der er tvivl herom, anmoder Undervisningsministeriet som led i screeningen om relevante ministeriers vurdering af uddannelsesforslaget.

Ministeren kan endvidere som led i screeningen vælge at rådføre sig med Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser.

Screening af nyt udbud

Ved screeningen vurderes, om et nyt udbud kan gå videre til akkreditering. Det vurderes herunder, om det ansøgte nye udbud er hensigtsmæssigt ud fra nationale, regionale eller lokale hensyn og forventes at kunne supplere eksisterende udbud af samme eller beslægtede uddannelser på en hensigtsmæssig og samfundsøkonomisk forsvarlig måde.

Der vil ved indstillingen til ministeren om et ansøgt nyt udbud blive lagt vægt på følgende: 

  • at det ansøgte udbud umiddelbart vurderes at kunne dække et behov, der ikke er tilstrækkeligt dækket af eksisterende uddannelsesudbud, 
  • at det ansøgte udbud umiddelbart vurderes som hensigtsmæssigt ud fra nationale, regionale eller lokale hensyn, 
  • at der kan tilvejebringes de nødvendige praktikpladser for udbuddet, og 
  • at det ansøgte udbud umiddelbart vurderes at kunne tiltrække potentielle studerende.

Uddannelsesministerens afgørelse på baggrund af screeningen

Ministeren kan på baggrund af screeningen træffe afgørelse om:
1. at ansøgningen videresendes til Danmarks Evalueringsinstitut, der anmodes om at iværksætte en akkrediteringsvurdering af uddannelsen eller udbuddet i samarbejde med ansøger, eller
2. at der gives afslag på ansøgningen.

Såfremt den ansøgte uddannelse vurderes at være en revision af en eksisterende uddannelse efter kriterierne i den kommende bekendtgørelse om akkreditering og godkendelse af erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, afgør ministeren om den foreslåede revision kan godkendes uden forudgående akkreditering.

Uddannelsesministeriet offentliggør oversigt over screeningsafgørelser på Uddannelsesministeriets hjemmeside og sender kopi af afgørelserne til Akkrediteringsrådet.

Projektleder
Christian Moldt
Chefkonsulent, ph.d.
Tlf. + 45 35 25 46 94
E-mail
Projektleder
Ditte Strandbygaard
Evalueringskonsulent
Tlf. + 45 35 25 66 47
E-mail
Ansøgningsfrist

Næste ansøgningsfrist til EVA for akkreditering af nye uddannelser og udbud er 14. maj kl. 12.

 

Østbanegade 55, 3. sal  ·  2100 København Ø.  ·  Find vej  ·  Tlf. 35 55 01 01  ·  Fax 35 55 10 11  ·  E-mail

Åbningstider: 8:30-16:00  ·  EAN 5798000026100  ·  CVR 11869513

Sektion