Database med akkrediterede uddannelser i Europa
På Qrossroads kan man finde alle de uddannelser der i de forskellige europæiske lande har fået en positiv (eller betinget positiv) akkreditering, dvs. de er blevet vurderet ud fra en række på forhånd fastlagte kriterier. Alle danske uddannelsessteder der har fået en enten positiv eller betinget positiv akkreditering på især Undervisningsministeriets og Kulturministeriets områder siden EVA begyndte at gennemføre akkrediteringer i efteråret 2008, er med i databasen.
Uddannelsesinstitutioner vil kunne bruge databasen når de skal finde samarbejdspartnere, fx til udvekslingsaftaler, og studerende vil have gavn af den når de undersøger deres muligheder for at læse forskellige fag i udlandet.
En søgning på fx ”bacheloruddannelser” og ”marketing” giver 32 udbudssteder i Europa, bl.a.:
- Internationales Marketing, Karlshochschule International University, Karlsruhe, Tyskland
- Product Marketing and Project Management, University of Applied Sciences Wiener Neustadt, Wieselburg, Østrig
- Bachelor of International Sales and Marketing Management, VIA University College, Horsens, Denmark.
Find uddannelser og institutioner og læs mere om Qrossroads.
Endnu er ikke alle danske uddannelser med
Da Qrossroads kun viser uddannelsesudbud der er akkrediteret, giver hjemmesiden ikke et fuldt billede af uddannelser udbudt i Danmark. Der er fortsat mange uddannelsessteder i Danmark som er godkendt efter det tidligere ministerielle system, men som endnu ikke har været gennem en akkreditering.
Mens EVA vurderer uddannelser inden for Undervisningsministeriets område, er ACE Denmark ansvarlig for akkreditering af universitetsuddannelser på Videnskabsministeriets område.
Man kan få et overblik over samtlige udbudte uddannelser i Danmark på UddannelsesGuiden www.ug.dk.
Netværk for europæiske akkrediteringsinstitutioner står bag
Qrossroads er et projekt i regi af et europæisk netværk for akkrediteringsinstitutioner: ECA - European Consortium for Accreditation in higher education. Formålet med ECA er at skabe gensidig anerkendelse af akkrediteringer. I samarbejde med de øvrige medlemmer af ECA, deltager EVA i en række projekter om akkreditering.
Læs mere om ECA på konsortiets site.
En række europæiske lande, herunder Danmark, samarbejder om videregående uddannelse i Europa i sammenslutningen The European Higher Education Area (EHEA).






