Samspil og nærværende voksne kan styrke fordybelse, fællesskab og børnenes leg. Men mangel på organisering og et misforstået hensyn til "fri leg" kan forhindre, at personalet udnytter legepladsens potentiale, siger de to forskere Ellen Beate Sandseter og Lone Svinth
På legepladsen foran Børnehuset Mælkebøtten drøner tre børn i fuld fart frem og tilbage på scootere. To andre børn løber op ad trappen til klatrestativet og suser ned ad rutsjebanen. Bagved svinger fire større børn nogle tynde grene højt over deres hoveder. De råber og griner. For dem, som for mange andre børn, er tiden på legepladsen fyldt med fart, frihed og kropslig udfoldelse.
Men ikke i særlig høj grad med pædagogiske samspil med voksne. Det billede kan Lone Svinth, der er lektor ved DPU Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse og i mange år har forsket i samspil mellem børn og voksne og i børnefællesskaber, godt genkende:
"Forskningen viser, at pædagogisk personale ikke engagerer sig helt så meget i børns leg ude som inde. Det skyldes bl.a., at man typisk går på legepladsen om eftermiddagen, hvor der er færre på arbejde. Men det skyldes også, at legepladsen stadig betragtes som børnenes frirum," siger Lone Svinth.
Frirum betyder i denne sammenhæng, at de voksne ikke blander sig så meget i, hvad børnene gør. De sørger for, at reglerne på legepladsen overholdes, og træder selvfølgelig til, hvis der er konflikter.
Det handler om, at når der er færre voksne udenfor, giver det mindre tid til kontakt med børnene. Så bliver et typisk scenarie, at én går rundt og holder øje med børnene, mens en anden er klar til at forlade legepladsen og fx gå ind og skifte ble på de børn, der får brug for det. Men det handler også om, at børnene på legepladsen leger på en anden måde, end de gør indendørs. Ellen Beate Sandseter er professor ved Dronning Mauds Minne Høgskole for barnehagelærer-utdanning i Trondhjem. Hun har i en række store studier har fulgt børns leg udendørs.
"Udenfor leger børnene ofte rollelege og bruger deres krop i mere risikofyldt leg. Vi ved fra forskning, at personalet traditionelt er mindre engageret i rolleleg og grovmotorisk leg. Derfor kan legepladsen udfordre personalets pædagogiske rolle, og på legepladsen påtager de sig ofte en mere passiv eller perifer rolle. Måske som en station, børnene kan komme til, hvis de bliver utrygge, mangler nogle at lege med eller slår eller keder sig," siger Ellen Beate Sandseter.
Men hvis personalet blot holder opsyn med børnene, udnytter de ikke legepladsens fulde pædagogiske potentiale. Ofte kan samspil med voksne nemlig hjælpe børnene til at fordybe sig i legen udendørs, siger Ellen Beate Sandseter:
"Den grundige planlægning og det fokus på samspil og nærvær, som ledelse og personale prioriterer indenfor, kan de med fordel tage med ud på legepladsen. Når børn fx tegner eller lægger puslespil indendørs, vil personalet typisk være nærværende og støtte barnets engagement ved at spørge ind eller hjælpe barnet videre. Det understøttende samspil er også vigtigt udendørs, fx når børnene klatrer på klatrestativet eller undersøger blomsterne og billerne i græsset," siger Ellen Beate Sandseter.
Og selvom voksne generelt betragter legepladsen som børnenes frirum, er det vigtigt at huske, at ikke alle børn oplever det på samme måde. For nogle børn kan tiden på legepladsen være en stor udfordring:
"De inspirerende, fantasifulde lege og aktiviteter kommer ikke altid af sig selv. Fri leg er bestemt ikke et frirum for alle børn. Vi risikerer at svigte børn i udsatte positioner, hvis ikke vi husker at understøtte udviklingen af deres legekompetencer," siger Lone Svinth.
Lone Svinth efterspørger en stærkere pædagogisk intention med tiden på legepladsen, ikke mindst fordi den har et særligt potentiale til at understøtte legekompetencer og hjælpe alle børn ind i leg:
"Når man ved, at man skal være to timer ude på legepladsen er det også vigtigt, at man ved, hvad man vil med børnene i det tidsrum. Fx er legepladsen et rigtig godt sted at skabe øgede deltagelsesmuligheder for børn, som er i risiko for at blive marginaliseret i børnegruppen."
Hun fortæller videre:
"Det har jeg bl.a. undersøgt i projektet Legende Lærende Samspil, hvor det pædagogiske personale havde ekstra fokus på at skabe nye deltagelsesmuligheder for børn i udsatte positioner. Her arbejdede pædagogerne målrettet med at synliggøre børnenes ressourcer og interesser for de andre børn for på den måde at skabe grobund for nye lege og nye fællesskaber. Igen og igen iværksatte pædagogerne lege med udgangspunkt i børnenes egne interesser på legepladsen," siger hun og fortsætter:
"Den vedvarende positive opmærksomhed og de sensitive samspil var med til at skabe øget tryghed og selvværd for børn i udsatte positioner, og så styrkede det børnenes position i fællesskabet," siger Lone Svinth.
Når pædagogisk personale gerne vil respektere legepladsen som børnenes frirum, skyldes det ifølge Ellen Beate Sandseter ofte et misforstået hensyn. De vil ikke vil ødelægge eller forstyrre legen. Men selvom voksne altid skal træde respektfuldt ind i børns leg, kan personalet faktisk komme til at forstyrre legen ved at engagere sig for lidt:
"Udenfor er de voksne tit længere væk fra børnenes leg både fysisk og mentalt. Typisk går pædagogisk personale fx lidt omkring mellem de forskellige børnegrupper og stationer på legepladsen. Det betyder, at de ikke kender forhistorien for udviklingen i en leg eller eventuelle konflikter mellem børnene. Når de så involverer sig, har de større risiko for at give reprimander eller blande sig på en uhensigtsmæssig måde," siger Ellen Beate Sandseter.
Det sker fx, hvis personalet som en helikopter svæver over legepladsen og slår ned i børnenes leg dér, hvor de kommer forbi, ved at kommentere eller stille spørgsmål som "Skal sandet ikke tilbage i spanden?" eller "I må ikke være så mange ad gangen på rutsjebanen."
"En tilfældig og velment kommentar kan have stor betydning og komme til at forstyrre legens udvikling. Den flytter fokus væk fra legen og hen til den voksne, der kommenterer," siger Ellen Beate Sandseter.
Derfor er det vigtigt, at pædagogisk personale engagerer sig og indgår i et længerevarende samspil med barnet eller børnegruppen:
"Ikke overraskende kræver det akkurat lige så stor sensitivitet at guide børns leg udenfor som indenfor. Og den sensitivitet kræver fuld opmærksomhed. Man kan fx påtage sig rollen som byggearbejder, mens barnet er bygmester i sandkassen eller i et konstruktionsprojekt. Eller man kan påtage sig en rolle i rollelegen, fx bedstemoren eller tyven, der skal fanges," foreslår Ellen Beate Sandseter.
Det indebærer samtidig, at personalet er åbne for barnets interesser og motivation og opmærksomme på børnenes perspektiver på, hvad der er vigtigt i legen.
Mange dagtilbud har en række skrevne eller uskrevne regler for tiden på legepladsen. Reglerne kan hjælpe børnene ved at gøre det tydeligt, hvad forventningerne er til dem, fx hvad angår sikkerhed og samspil, men nogle af reglerne kan komme til at forhindre udfoldelse eller fordybelse i leg. Derfor er det vigtigt, at man som personale er opmærksom på, hvilke regler og vaner der hjælper børnene ind i lege og aktiviteter – og hvilke der skal gentænkes.
For at få plads til opmærksomhed på børnenes leg og aktiviteter kan det være nødvendigt, at ledelse og pædagogisk personale organiserer tiden på legepladsen på en ny måde. Måske skal man være flere voksne udenfor, og det kan betyde, at legepladstid skal lægges på andre tidspunkter af dagen," foreslår hun og fortsætter:
"Man kan også gøre meget inden for de rammer, man allerede har, fx ved at fordele rollerne mellem de voksne anderledes, så det bliver tydeligt, hvem der har ansvaret for at deltage i børnenes leg og aktiviteter. Sådanne prioriteringer vil på langt sigt styrke børnenes udviklingsmuligheder, siger Ellen Beate Sandseter:
"Mere opmærksomhed kan fx understøtte børnenes villighed til at udfolde og udfordre sig selv grovmotorisk. Børn finder det betryggende, at der er en voksen helt tæt på dem, når de er i risikofyldt leg og leger vildt. Det kan få nogle børn til lige at udfordre sig selv lidt mere," forklarer Ellen Beate Sandseter.
En anderledes organisering af legepladsen er allerede virkeligheden for mange dagtilbud. Ligesom mere udetid er blevet det efter dagtilbuddenes genåbning i hælene på nedlukningen af samfundet under corona-krisen. Og selvom ingen ønskede de store udfordringer, corona-krisen har skabt, kan genåbningen også på længere sigt bruges konstruktivt i den pædagogiske erfaring. Det mener Lone Svinth.
"Vi havde jo alle helst været corona-krise og nye krav foruden. Men nu står vi her. Så lad os bruge situationen til at se, hvad der sker, når udemiljøet over en bred kam prioriteres og reflekteres. Genåbningen har været med til at vise, hvor mangfoldigt og kreativt læringsmiljøet udenfor kan blive, når det pædagogiske personale går sammen om at udvikle de pædagogiske rammer på legepladsen. Der er skabt rum til både fordybelse, sansning og fællesskab på legepladser og i udemiljøet rundt omkring," siger Lone Svinth.
I Skandinavien bruger børn i dagtilbud generelt allerede meget tid udendørs. Særligt i Norge er man vant til at være endnu mere ude og i længere tid ad gangen end herhjemme. Hanne Værum, der har observeret og sammenlignet dagtilbuds udeliv i Danmark og Norge, er stærk fortaler for, at danske børn skal være så meget ude på legepladsen som muligt:
"Når børn får lov til at være på legepladsen i lang tid, får de mulighed for at fordybe sig. Eller kede sig. Når børn keder sig, finder de ofte på noget nyt. Og det må de jo meget gerne gøre i samspil med en voksen. Måske skal der ikke mere til, end at pædagogen foreslår, at købmanden også kan sælge is. Eller hjælper med at overveje, hvordan træstammerne kan bruges på en anden måde end før. Men den slags forslag kræver et engagement i legen, som personalet ikke altid har tid til eller prioriterer."
Hun er enig i, at tiden udenfor skal planlægges bedre og med stærkere pædagogiske intentioner, så personalet ikke kommer til bare at holde opsyn med børnenes leg. Og her kan danske dagtilbud lære af Norge:
"I danske dagtilbud associeres legepladsen ofte kun med leg. Men hvorfor egentlig? Det er sundt og godt at være ude i den friske luft, og man kan bruge legepladsen til både leg og aktiviteter og rutiner som at tegne, at læse bøger eller spise. Ved at trække noget af den indendørs tid udenfor får børnene flere muligheder for at engagere sig på legepladsen – i deres eget tempo og efter egne interesser."
Hun er klar over, at det kan virke uoverskueligt på en travl dag, når det nu går hurtigere at spise ved bordet indenfor eller sidde og læse ved siden af bogreolen. Dog mener Hanne Værum, at forberedelserne til fx en hel eftermiddag ude kan blive en vigtig del af samspillet mellem børnene og mellem børn og voksne:
"Overgangen mellem ude og inde er jo også en vigtig del af børnenes læring om selvhjulpenhed. I mange norske dagtilbud pakker børnene typisk hver deres taske og hjælper måske kammeraterne med at tage flyverdragt og støvler på. Overgange giver mulighed for masser af fysisk nærhed og samtaler om passende påklædning til vejret og det, man skal lave udenfor," suger hun og tilføjer:
"Pædagogen får også lejlighed til at komme lidt tættere på børn i udsatte positioner og give dem en ekstra krammer. Måske kan vi herhjemme godt bruge mere tid på at lære børnene, at man sagtens kan spise eller lægge puslespil ude – det kræver bare, at man samarbejder og fx selv bærer et tæppe og et puslespil ud og ind ad døren."
Børnene har deres egne oplevelser af, hvad der er sjovt og mindre sjovt på legepladsen. Derfor er det vigtigt for det pædagogiske personale at gå på opdagelse i børnenes perspektiver på legepladsen for at blive klogere på, hvilken fysisk indretning og hvilke lege, legematerialer og samspil der har betydning for børnene – og hvad der evt. modvirker deres deltagelse i leg og aktiviteter med andre.
Bedre organisering, mere nærværende voksne og stærkere pædagogiske intentioner udenfor kan lyde som et benspænd for børnenes leg på legepladsen. Men bedre samspil med de voksne betyder også bedre vilkår for samspil og deltagelse i den frie leg. Ifølge Ellen Beate Sandseter skal legepladsen forblive et frirum, men ikke et rum fri for pædagogisk mening:
"Det er vigtigt, at børnene kan forsvinde ud i kroge og hjørner og lege frit uden at føle sig overvågede. Men den frihed skal ikke forveksles med mangel på pædagogiske intentioner. Børn definerer selv leg som dér, hvor voksne ikke bestemmer. Men det betyder ikke, at voksne ikke kan være med," siger Ellen Beate Sandseter.
