Guide

5 gode råd til en tryg opstart

07/09 2021

Det kan være en kunst at organisere den gode opstart. I guiden her får du og dine kolleger inspiration fra eksperter til, hvad der er værd at overveje og drøfte, når stuen eller dagplejen skal byde et nyt barn velkommen.

Guiden er udarbejdet i samarbejde med Crisstina Munck og Anja Marschall

opstart guide

Tal om opstarten. Selvom det kan være svært at finde tid og ressourcer, så overvej, om I kan organisere jer på en måde, så pædagogisk personale har mulighed for at tilpasse opstarten familiens behov. Overvej også, om I kan have glæde af at diskutere jeres erfaringer med opstarten, fx på personalemøder.
Diskuter følgende:
• Giv hver især et bud på overvejelser ved opstart. Hvilke erfaringer har I hver især? Hvad viser de erfaringer
tilsammen?
• Spørg nogle af jeres forældre om, hvad der fungerede
godt for dem under deres opstart, og om der var ting,
de savnede.

guide billede 2


Hvis I går systematisk til dialogen med forældrene, også ved opstartsmødet, er der større sandsynlighed for, at I får alle vigtige informationer med. Vær fx opmærksom på, om der er noget vigtigt, I ikke hører, fordi I har fokus på andre ting i samtalen. Husk også, at opstartsmødet kun er det første møde, og at det, der drøftes, også skal tages op senere, når barnets hverdag i vuggestuen begynder. Hold kontakten løbende og tæt, særligt de første uger.

Diskuter følgende:
• Hvilken systematik har I for dialog med forældrene før og under opstarten? Hvad fungerer, og hvad kan gøres bedre?
• Hvordan bruger I hver især den viden, I får fra forældrene?

 

guide billede 3

Beskriv allerede ved opstartsmødet de pædagogiske overvejelser, der ligger til grund for jeres arbejde med opstarten. Fortæl, hvad
I konkret gør for at trøste, skabe tryghed og hjælpe barnet til at deltage i samspil med de andre børn. Forklar også de vilkår og rammer, der er for opstarten. Tal herudfra med forældrene om, hvordan de kan være til stede, og hvad deres roller kan være. Det skaber også tryghed hos forældrene, at de fx får at vide, når deres barn har haft en dårlig dag – for så ved de, at I er åbne og ærlige. 

Diskuter følgende:

• Overvej, hvilke kanaler I gør brug af til at kommunikere til forældrene? Fx opstartsfolder, fællesmøder for nye forældre og løbende dialog. Hvilke kanaler kan I med fordel gøre mere eller mindre brug af?


• Hvordan griber I det hver især an, når I skal diskutere udfordringer med forældrene? Hvad virker? Og hvad vil I gerne gøre anderledes?

 

guide billede 4


En tryg opstart handler især om at tilpasse opstarten den nye families behov. Barnet og forældrene skal opleve, at barnet har tid til at lære pædagogisk personale og børn at kende, og at der er plads til at være ked af det og reagere på alt det nye. Men også at barnets interesser og mestringer bliver anerkendt og brugt til at skabe relationer til de andre børn. Vær fleksibel med hvor kort og lang en opstart kan være, og lad barnets deltagelse i vuggestuens hverdagsliv guide længden på opstartsperioden. 

Diskuter følgende: 

• Har I en idé om, hvor lang tid en opstart bør tage? Og kan man starte forfra, hvis barnet ikke er faldet til efter nogle
uger?
• Oplever I selv, at I tilpasser opstarten de enkelte familier? Hvorfor/hvorfor ikke?

 

guide 5

Relationen til de andre børn er vigtig. Organiser rummet på en måde, så det nye barn kan overskue rummet og de andre børn, der er til stede. Overvej, hvilke børn der skal være til stede, fx hvem af de større børn der kan lide at tage sig af de mindre. Placer jer således, at barnet kan få kontakt til de andre børn – og omvendt – fx ved at udveksle legetøj eller blikke. Vær til stede og tilbyd støtte, når det er nødvendigt. Tal med forældrene om, at barnets relationer til de andre børn er vigtige, og gør det klart, hvordan I arbejder med de relationer.

Diskuter følgende:
• Hvordan inddrager I hver især børnegruppen, når et nyt barn starter? Overvejer I, hvilke børn der skal inddrages, og hvordan vurderer I det?
• Hvad ser I som jeres opgave i forhold til at skabe kontakt mellem det nye barn og den øvrige børnegruppe?