ARTIKEL

6 veje til at bruge hjerneforskningen pædagogisk

09/04 2019

Styrk barnets udvikling med afsæt i Kjeld Fredens’ hjerneforskning.

Illustratration barn i cirkel

1. Gestikuler

Børns evne til at bruge gestik og mimik (udtrykke sig kropsligt ved at bruge sine fingre, hænder, arme og kropspositioner) styrker også barnets udvikling af sprog og forståelse af matematik. Børn lærer simpelt hen mere og kan kommunikere bedre, når de er i stand til at bruge deres kroppe til at tale med. Som pædagogisk personale kan I styrke barnets evne til at tale med kroppen ved at undersøge jeres egen gestik. Sørg fx for at:

1. Reagere kropsligt på barnets signaler og at engagere jer sammen med barnet i kropslige aktiviteter

2. Lege med rim, remser og bevægelse

3. Vise børnene, hvordan de selv kan bruge deres gestik, mimik og kropssprog.

Barn med bold

2. Tal og lyt til barnets perspektiv

Mængden af ord, barnet møder, er afgørende for dets sproglige udvikling, men det er den sproglige kvalitet også. Tal til børn, så det fremmer deres udvikling. Hjælp dem med at koble konkrete kropslige erfaringer sammen med ord – ordet bold får først mening, når man har spillet med den. Hav barnets hensigter og handlinger for øje. Det, de voksne betragter som en fejl, kan måske begrundes ud fra barnets perspektiv, så i stedet for at irettesætte, så forsøg at blive klogere på barnets tankegang.

Barn der laver yoga

3. Giv plads til stilhed

Støj hæmmer barnets udvikling både fysisk og mentalt. Bare to timers stilhed hver dag får hippocampus til at lave nye celler. Børn spejler sig i andre, og derfor kan urolige omgivelser let skabe urolige børn, som umærkeligt stresses mere og mere. Det er gennem stilhed, at lytteevnen vokser, og øret er barnets sociale sans. Derfor bør stillelege og steder, hvor man kan søge ro og blive væk, være en naturlig del af børnenes hverdag.

Barn der trommer

4. Syng, spil og dans

Kropslige erfaringer sætter gang i den sproglige udvikling. Når børn synger sange med handlinger og danser til musik, udvikler de balance, koordination og kropsbevidsthed. Rytme, sang, musik og dans stimulerer barnets eksekutive funktioner såsom arbejdshukommelse og problemløsning, matematiske færdigheder og sprog. I kan understøtte udviklingen ved både at lytte til og udøve musik sammen med børnene.

Barn der maler

5. Skab kunstværker

Kunstneriske aktiviteter har en kropslig tilgang. Man udvikler glæde ved og færdigheder i kunstneriske aktiviteter, og når de er et mål i sig selv og ikke bare et middel til noget andet, så udvikler barnet kunstens otte gode vaner, som er afgørende for barnets fremtidige orienteringsevne i en foranderlig verden. De otte vaner er:

  • Udvikle et håndværk
  • Engagement og vedholdenhed
  • Forestillingsevne, Udtrykke sig
  • Observere
  • Reflektere
  • Overskride grænser
  • Undersøge
  • Forstå en kunstverden.
Barn der kravler i hule

6. Brug rummet aktivt

Rummet kan fremme eller hæmme barnets bevægelse og udvikling. Vær fleksible i jeres rumindretning, så I kan følge barnets nysgerrighed og møblere om, så rummet passer til det, I gerne vil fremme, og det, som barnet er optaget af. Vær også opmærksomme på, hvordan de regler, I opstiller for rummet, implicit eller eksplicit, understøtter jeres pædagogiske intentioner.