Artikel

Begrænset fokus på det naturfaglige arbejde i dagtilbud

22/06 2015

Der arbejdes kun i begrænset omfang med læreplanstemaet natur og naturfænomener i de danske dagtilbud. I følge en undersøgelse fra EVA skyldes det en uklar definition af temaet, og at det pædagogiske personale mangler både kompetencer og interesse indenfor området.

Generelt oplever dagtilbud at have gode faciliteter, relevant udstyr og nem adgang til naturen, og de ser en stor værdi i at være ude med børnene. Men EVAs undersøgelse viser også, at der er stor variation i, hvor meget og hvordan dagtilbuddene arbejder med temaet, og at mange dagtilbud kun arbejder med et meget snævert udsnit af temaet.

Forskellige forståelser af temaet hæmmer arbejdet

Blandt de adspurgte daginstitutioner og dagplejere eksisterer der forskellige forståelser af, hvad temaet omfatter, især kniber det ifølge undersøgelsen med at forstå, hvad naturfænomener indebærer, og hvordan man arbejder pædagogisk med det. Selvom vejledningen til dagtilbudsloven opstiller forskellige dimensioner på, hvad arbejdet med læreplanstemaet kan omfatte, giver loven samtidig også ret frie rammer til fortolkning:

”Det betyder, at det bliver den enkelte kommunes rolle at fortolke og formidle, hvad temaet indeholder. Samtidig oplever en del af dagtilbuddene, at de ikke kan få faglig støtte til arbejdet med temaet af kommunen. Arbejdet kommer derfor til at afhænge af den enkelte pædagogs og dagplejers forståelse, og vi ser derfor også ret stor variation i kvaliteten af arbejdet – lige fra det rigtig gode til det mere tilfældige”, siger evalueringskonsulent Camilla Thorgaard, som også er projektleder på undersøgelsen. 

48 % af det pædagogiske personale interesser sig ikke for temaet

Knap halvdelen af det pædagogiske personale har ifølge institutionslederne ikke stor interesse for temaet. Til sammenligning interesserer 93 % sig meget for læreplanstemaet sociale kompetencer. Samtidig halter det også med kompetencerne, idet kun er 53 % af det pædagogiske personale ifølge institutionslederne i høj grad har kompetencer til at kunne arbejde med temaet:  

Det er en uheldig kombination, at det pædagogiske personale mangler kompetencer og interesse, samtidig med at temaet er så upræcist defineret. Mange dagtilbud tror, at de arbejder med temaet, bare de er ude, og kommer også ofte til at bruge læringsmål fra andre læreplanstemaer. Det er ikke et bevidst fravalg af temaet fra det pædagogiske personales side, men nærmere et udtryk for en manglende bevidsthed om temaets muligheder.” forklarer evalueringskonsulent Camilla Thorsgaard.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på:

  • Spørgeskemaundersøgelse blandt en stikprøve udsendt til 800 institutionsledere og til samtlige 698 dagplejepædagoger.
  • Interviews med seks personalegrupper - pædagoger fra 3 daginstitutioner og dagplejere fra tre dagplejegrupper.