Artikel

Bliv klogere på kvaliteten af jeres praksis med Børnemosaikker

10/12 2020

Børn har førstehåndsviden om, hvordan det er at være barn i dagtilbud. Et stærkt afsæt for at udvikle jeres praksis er derfor systematisk at gå på opdagelse i børnenes perspektiver. Det giver jer indsigt i, hvad børnene holder af, savner eller er udfordrede af i hverdagen.

En vuggestuepædagog var bekymret for toårige Sofies motorik, fordi pigen altid sakkede bagud, når hun var med på tur. Men da pædagogen bestemte sig for at gå på opdagelse i pigens egne oplevelser ved at observere pigen og tale fordybet med hende under en gåtur, blev hun klar over, at det ikke så meget handlede om Sofies motorik.

Sofie var optaget af blomster. Hver gang Sofie ville snuse og røre ved blomster i vejkanten, standsede hun, og ofte løb flere børn tilbage til hende for at plukke et par blomster sammen med hende.

Børn oplever verden på overraskende måder

”Historien her viser det, som meget pædagogisk personale nok kan nikke genkendende til: Børn oplever tit verden på andre måder end voksne. Med materialet Børnemosaikker ønsker vi at styrke muligheden for at få indsigt i de oplevelser,” siger Laura Detlefsen. 

Hun er seniorkonsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut og står bag inspirationsmaterialet Børnemosaikker, der bygger på en årelang international forskning i arbejdet med børns perspektiver.

Materialet er tilpasset en dansk dagtilbudskontekst. Det guider ledelse og pædagogisk personale til systematisk at indsamle børnenes oplevelser, analysere dem og samle dem som brikker til en børnemosaik, der giver et mangfoldigt indblik i, hvad der er på spil for børnene - fx hvad et barn holder meget af, hvem barnet særligt godt kan lide at lege med, hvad barnet savner og eventuelt er udfordret af i dagtilbuddet.

”Jo mere pædagogisk personale ved om børnenes egne oplevelser, jo stærkere et grundlag har de for at møde børnenes behov og hjælpe alle børn ind i leg og børnefællesskaber,” siger Laura Detlefsen.

Indsaml mosaikbrikkerne sammen med børnene

Som opstart kan man udvælge noget konkret, man gerne vil ændre, siger Laura Detlefsen:

”Tag fat i en udfordring, I oplever, fx i garderoben, under måltidet eller på legepladsen. Det væsentlige er, at I indsamler mosaikbrikkerne sammen med barnet. Og det kan I gøre, når I alligevel er sammen med børnene.  Observer børnene, mens du alligevel leger eller spiser med dem, og noter dine observationer. Tal med et barn på vej ud på tur. Bed børnene vise deres yndlingssteder på legepladsen, når I alligevel er derude,” siger Laura Detlefsen.

En børnemosaik er...

Et mønster sammensat af mange forskellige brikker. Hver brik er et lille udsnit af børnenes perspektiver på et bestemt fokusområde. Brikkerne bliver til ved, at I inviterer børnene til at udtrykke sig om fokusområdet på forskellige måder – fx ved at tegne, tage fotos eller vise rundt i dagtilbuddet. Når I samler brikkerne og ser på tværs af børnenes forskellige udtryk, dannes der et mønster – en børnemosaik – der giver jer et mangfoldigt indblik i, hvad der er betydningsfuldt for barnet eller børnegruppen.

Ikke alle børn fortæller, hvad de oplever

”Vi har jo en lang tradition for demokratisk deltagelse og involvering i dagtilbud i Norden. Derfor er det dybt forankret i den pædagogiske praksis at være lydhøre over for børnenes udtryk og initiativer – ikke mindst ved at spørge ind til børnenes holdninger og ønsker,” siger Laura Detlefsen.

Men der har et stort potentiale at gøre mere end det:

”Ved at være nysgerrige og undersøge, hvad børnenes holdninger og ønsker kan være et udtryk for, bliver det muligt at få indblik i, hvordan det i det hele taget opleves at være barn i dagtilbuddet,” siger hun.

Børnemosaikker understøtter børns mange udtryk

Det indebærer at understøtte børn i at udtrykke deres oplevelser – og ikke blot gennem talesproget. Børn har nemlig mange forskellige måder at udtrykke sig på. Hvis man blot spørger, kan man miste de yngste børn og de børn, der ikke taler så meget.  

”Det væsentlige er, at man reagerer på børnenes motivation. Lader dem afgøre, om de har lyst til at deltage. Og om de helst vil udtrykke sig gennem fx fotos, rundvisninger, samtale eller tegninger,” siger Laura Detlefsen.  

Børnemosaikken kan føre til ændringer i hverdagen

Indsamlingen af brikker til børnemosaikken giver et samlet billede af, hvad børnene oplever. Og det billede er et oplagt afsæt for faglig refleksion over det pædagogiske arbejde – og kan måske føre til små eller større ændringer, siger Laura Detlefsen:

”Hvis man opdager, at nogle børn faktisk ikke oplever garderobesituationen som kaotisk, men derimod har en fest, mens andre bliver urolige af støjen, kan man overveje, om man kan opdele børnene på en anden måde eller flytte festen fra garderoben udenfor,” siger Laura Detlefsen.

Opmærksomheden styrker børnenes selvtillid

Og så er der en sidegevinst ved det systematiske arbejde med børnemosaikker, hun gerne vil fremhæve:

”Opmærksomheden kan virkelig øge børnenes selvtillid og engagement, når man tager det, de viser og fortæller alvorligt, fx ved at ændre lidt på rutinen i garderoben eller sætte farten ned på turen på baggrund af deres input. Og det kan samtidig øge arbejdsglæden for pædagogisk personale, fordi det giver et kæmpe boost at vide, at man virkelig gør en forskel for børnene," siger hun.

Interview med Laura Detlefsen

Seniorkonsulent Laura Detlefsen, der på baggrund af international forskning i børneperspektiver, et samarbejde med børneperspektivsforskeren Alison Clark og en række dagtilbud i Danmark sammen med kollegaer har udviklet inspirationsmaterialet, fortæller her, hvordan Børnemosaikker kan give indsigt i børnenes perspektiver og oplevelser.