Børnehuset Galaksen: Før var vi mere gårdvagter

I Børnehuset Galaksen laver det pædagogiske personale årstidsplanlægning, så det bliver muligt at følge naturens gang i det pædagogiske arbejde og ikke mindst planlægge, hvordan tiden på legepladsen skal spille sammen med det, der foregår i huset. Men sådan har det ikke altid været, fortæller leder i Børnehuset Galaksen, Lisbeth Petersen.

”Før var der tit fri leg, når børnene var ude. Og vi blev gårdvagter, der gik og holdt øje. Rollefordelingen blandt personalet var uklar, og aktiviteterne var meget tilfældige og afhængige af, hvilke voksne der var på legepladsen. Vi havde ikke samme bevidsthed om at skabe pædagogisk kvalitet, som når vi var indenfor,” siger Lisbeth Petersen.

Fik øjnene op for at understøtte legeformer

Lederen af Galaksen blev opmærksom på, at der var behov for ændringer efter et foredrag om inkluderende fællesskaber på legepladsen. Det satte gang i en proces, hvor institutionen i samarbejde med en kultursociolog kiggede både på legepladsens fysiske indretning og legepladsen som pædagogisk rum. Og særligt det sidste var en øjenåbner for personalet.

”Vi har altid brugt vores legeplads meget og været glade for den, men det gik op for os, at vi ikke udnyttede potentialet i den. De små blev ofte placeret samme sted – fx i sandkassen eller i fugleredegyngen – og der var legeformer, vi ikke understøttede nok pædagogisk – fx rolleleg og konstruktionsleg,” forklarer Lisbeth Petersen.

Ny cykelpolitik gav mere plads til nærvær

I gennemgangen af legepladsen opdagede Galaksens personale, at der manglede steder, hvor der var plads til fordybelse, og hvor nærvær og relationer mellem børn og medarbejdere kunne folde sig ud. Cykling fyldte til gengæld så meget, at det kom til at forstyrre andre lege, fortæller Lisbeth Petersen. Og det var afsæt for en ny cykelpolitik.

”Vi besluttede os for at begrænse cykling på en del af legepladsen i en periode. Og det fungerede så godt, at vi holdt fast i den. For de mindre børn begyndte at bevæge sig mere rundt, og de store børn satte gang i mere fantasifulde og kreative lege,” siger Lisbeth Petersen.

Som en del af forløbet fik personalet inspiration til udepædagogiske aktiviteter af en naturpædagog. Det handlede fx om at lave aktiviteter over bål eller et udeværksted med materialer fra naturen. Men inspirationen gik også på at samle børnene i mindre grupper for at skabe mere rum til ro og fordybelse, fx ved to dage om ugen at sætte aktiviteter i gang for de store børn efter frokost og før frugt og således lade en medarbejder vente med at gå til pause som normalt.

Udepædagogik kan inspirere

Lisbeth Petersen forklarer, at fokusset på udepædagogikken efterfølgende har givet inspiration til den pædagogik, der foregår indenfor.

”Vi er blevet mere bevidste om personalets roller, og hvordan vi bedst bruger hinanden. Det gælder også i afleveringssituationen om morgenen. Fx er vi blevet bedre til at dele os op og aftale, hvad vi har ansvar for hver især,” siger lederen, der tilføjer, at den øgede bevidsthed om legepladsens muligheder har givet medarbejderne større lyst til at være ude end før og gjort det lettere at tænke i pædagogisk læringsmiljø hele dagen. Men, understreger Lisbeth Petersen, det er nødvendigt at arbejde aktivt for at holde fast i tilgangen og de gode vaner. Det kommer ikke af sig selv.

”Hvis vi ikke fortsat holder hinanden oppe på, hvordan vi gerne vil bruge uderummet og legepladsen pædagogisk, så risikerer vi at falde tilbage i de gamle vaner. Derfor er det en vigtig del af vores kultur, at vi evaluerer det, vi gør. Vi observerer hinanden og evaluerer i forhold til, hvordan vi lykkes med det, vi gerne vil med børnene – ude og inde,” siger Lisbeth Petersen.