Artikel

Digital dømmekraft for de allermindste

05/03 2018

I Norge arbejder man på at lære børn digital dømmekraft, fra de er helt små. Via et kampagnesite med bl.a. musikvideoer skal de mindste børn lære at sige fra og spørge om lov, når der tages billeder

Det er blevet så nemt lige at hive telefonen op eller tage iPad’en frem for at tage et billede af de søde Luciabrude, de seje udklædte børn til fastelavn eller ens venner, der leger. Men med de nye teknologier er der også opstået et behov for, at både børn og voksne følger en række spilleregler for, hvornår det er i orden at tage billeder af hinanden, og om billederne fx må postes på sociale medier. Ligesom det er vigtigt for børn at lære, at de har retten til at sige fra og pligt til at spørge om lov.

I Norge har man gennem ti år arbejdet med kampagnesitet Du bestemmer, som skal bidrage til at uddanne reflekterede og bevidste unge netbrugere, som tager deres egne valg baseret på kundskab og refleksion. Det er det norske datatilsyn og uddannelsesdirektorat, der står bag Du bestemmer.

Det seneste skud på stammen er en række film og vejledningsmaterialer, der retter sig mod personale og børn helt ned til vuggestuealderen, og som handler om, hvordan man giver børn en bevidsthed om, at de selv kan bestemme, om der skal tages billeder af dem, og at de har retten til at bestemme, om billederne skal finde vej til sociale medier.

Musikvideo lærer børn selv at bestemme

En af filmene er en musikvideo med et budskab om, at man skal spørge om lov, hvis man vil tage billeder af de andre børn, og at man som barn har lov til at sige nej til andre, der vil tage billeder af én. Musikvideoen, der ligger på YouTube, bliver vist i norske børnehaver og er blevet taget vældig godt imod, fortæller Dina Dalaaker, der er seniorkonsulent i det norske uddannelsesdirektorat.

”Vi har fået rigtig positiv respons på videoen fra børnehaver. Både fordi der ikke fandtes noget lignende i forvejen, og fordi musikvideoen får et klart budskab igennem på en måde, som taler til både børn og voksne,” siger Dina Dalaaker, der fortæller, at hun blandt andet er blevet kontaktet af en børnehave, som selv gerne vil lære sangen og synge den for forældrene.

”Vores ønske var at understøtte, at børnehaverne selv sætter digital dømmekraft på dagsordenen, og musikvideoen er et rigtigt fint medie at formidle budskaberne gennem. Som voksne og som pædagogiske fagpersoner har vi et ansvar for, at vi lærer børnene, at de har retten til selv at bestemme, om andre må tage billeder af dem, ligesom de også skal lære at gå til andre med respekt og omtanke,” siger Dina Dalaaker.

Sang: Det er du som bestemmer

Voksen:
Det er sjovt med billeder af venner og alle andre, som du kender
Men tager du kameraet frem
For at tage et billede af en ven
Skal du spørge om lov
”Må jeg tage et billede af dig?”

Barn:
Hvis nogen vil tage et billede af dig
Har du faktisk lov at sige nej
Tager nogen et kamera op
Har du lov at sige stop
”Er du sød at vende kameraet en anden vej?”

Omkvæd:
For det er dig, der bestemmer
Ingen andre, som du kender
Vi er ikke ens
Og det er helt okay
Du skal spørge mig:
”Må jeg tage et billede af dig?”
Nogle vil sige nej, og andre vil sige ja

Barn:
Har du taget et billede af en ven
Skal du spørge, før du viser det frem
De har lov at sige nej
Det billede kan jeg ikke li’”
Så må du være sød
Og ikke vise det billede
hvis de ikke vil

Tekst og foto gengivet med tilladelse fra www.dubestemmer.no.

Læs mere

Se mere på www.dubestemmer.no, hvor der kan downloades film og findes arbejdsmateriale til dagtilbud.