Artikel

Guide til dialog om overgange

24/04 2018

Et stærkt pædagogisk samarbejde mellem dagtilbud, SFO og skole er et solidt udgangspunkt for at give børnene en god skolestart. Men hvordan sikrer I jer, at I kommer omkring de vigtigste diskussioner og prioriteringer i jeres dialog? Det har EVA lavet en guide til.

PROCESSEN

Grundlag: Tag afsæt i det værdigrundlag, de rammer og ressourcer, der findes i jeres forvaltning forhold til arbejdet med overgange.

Tid: Sæt god tid af til mødet med jeres kolleger i SFO og skole. Det er vigtigt, I har tid til både at lytte til og fortælle hinanden om jeres refleksioner og få skabt et fælles billede af, hvad det er, I gerne vil fokusere på i jeres overgangsarbejde.

Deltagere: Inviter de relevante fagpersoner, der er involveret i børns overgange mellem børnehave, skole og SFO/fritidshjem.

Ansvar: Udpeg en ordstyrer, som indledningsvist ridser processen op, så alle ved, hvad I skal tale om, sikrer, at alle får præsenteret sig selv og kommer til orde undervejs, holder øje med tiden og samler op til sidst.

Indhold: Inddel dialogen i tre faser – 1. Fælles afsæt, 2. Udmøntning af samarbejdet og 3. Opsamling. Hver fase er igen inddelt i tre trin, hvor det første handler om at I deler jeres refleksioner, det andet om at I skaber et fælles billede af, hvad der er vigtigt og det tredje at I beslutter, hvad I vil fokusere på i det videre arbejde.

FASE 1:Hvad er vores fælles afsæt?

Et dagtilbud afleverer ofte børn til mange forskellige skoler. Derfor er det vigtigt at få sat ord på jeres fælles værdier.

I fase 1 diskuterer I de værdier, der er afsættet for jeres samarbejde om overgange. Tag udgangspunkt i at nedenstående udsagn. Vælg hvilke, der er vigtige for jer hver især, del jeres refleksioner og prioriter i fællesskab, hvilke udsagn, I sammen vil lægge vægt på. Beslut jer for et til tre udsagn, der skal være styrende i jeres samarbejde. At de er styrende betyder ikke, at de andre udsagn ikke er vigtige. Men at I har et eller flere særlige fokuspunkter.

Udsagn:

  • Børns deltagelse i det sociale fællesskab skal være i fokus
  • Børns læring i det sociale fællesskab skal være i fokus
  • Børn har brug for en frisk start
  • Børn har brug for kontinuitet
  • Børn har brug for at lege og udforske selv
  • Børn har brug for at voksne deltager i legen og støtter den
  • Børn skal støttes i at få konkret viden
  • Børn skal støttes i at kunne samarbejde og løse konflikter
  • Børn skal støttes i at kunne modtage en kollektiv besked og være selvhjulpne
  • Børn skal støttes i at få opmærksomhed på egen læring
  • Børn skal møde en skoleparatbørnehave
  • Børn skal møde en børneparatskole
  • Børn skal møde en børneparat SFO

FASE 2: Hvordan skal vores samarbejde udmøntes?

I fase 2 taler I om, hvordan jeres samarbejde konkret skal udmøntes, og hvad I gerne vil opnå med de aktiviteter, I sætter i gang. Tag udgangspunkt i nedenstående udsagn. Vælg hvilke, der er vigtige for jer hver især, del jeres refleksioner og prioriter i fællesskab, hvilke udsagn, der er vigtigst at lægge vægt på i jeres samarbejde. Vælg så et enkelt udsagn, som I hver især synes er vigtigt og beskriv for de andre, hvordan det hænger sammen med det udsagn, I valgte sammen i fase 1. Beslut jer til sidst for et til tre udsagn, der skal være styrende i jeres samarbejde. Og tag en hurtig brainstorm, hvor i hver især skriver ned, hvilke aktiviteter, der kan understøtte det.

Udsagn:

  • Vi skal kende til hinandens metoder og arbejdsgange – fx via kortere ”praktik-ophold” hos hinanden, studiekredse eller møder
  • Vi skal afstemme timingen af vores samarbejde – fx drøfte, om vi først skal udveksle viden om børn, når skole og SFO også kender børnene
  • Vi skal have et fælles billede af børnenes samlede overgangsforløb – fx ved at udarbejde et årshjul
  • Vi skal dele viden om, hvordan vi inddrager forældrene – fx via fælles forældremøder
  • Vi skal dele viden om alle børn – deres ressourcer, udfordringer, relationer og deltagelsesmuligheder…
  • Vi skal undersøge, hvordan børnene oplever overgangen – fx ved at inddrage børnenes perspektiv gennem fotos, collager, fortællinger
  • Børn skal kende til de nye voksne – fx kan pædagoger fra SFO/fritidshjem komme på besøg i børnehaven
  • Børn skal kende til de nye fysiske rammer – fx kan børn besøge deres kommende skole sammen med børnehaven
  • Børn skal støttes i at danne nye relationer i overgangen – fx ved at have fælles legedag forud for skolestart eller danne makkerpar, når børnene begynder i SFO og i skole
  • Børn skal have en idé om at gå på SFO/på fritidshjem/skole – fx ved at deltage i en skoledag, hvor elever fra 0. klasse viser rundt og fortæller om deres hverdag

FASE 3: Opsamling. Hvad er vores næste skridt?

Her samler I op på jeres drøftelser og aftaler de næste skridt i jeres samarbejde. Tag udgangspunkt i de aktiviteter, I skrev ned i fase 2 og overvej, hvad der skal til, for at det kan komme til at ske. Det kan fx være, at der skal lægges aftaler i kalenderen, afstemmes aftaler med lederen i en institution eller lignende.

Guiden er udviklet på baggrund af redskabet ”Fælles om en god skolestart”, som EVA har udgivet. Redskabet kan findes her.