Artikel

Inderum: Skab fleksible rum med identitet

01/02 2014

Rummenes indretning har stor betydning for børns læring og udfoldelsesmuligheder. Der er stort pædagogisk potentiale i at se rummene som dynamiske, så de er fleksible og kan justeres efter behov.

Børn maver sig ind og ud af hullerne i en reol placeret midt i rummet. I rummet ved siden af gynger børnene i ringe og trapez. Sådan ser det ud i en børnehave, der har skabt rum for mere bevægelse. Her kan møblerne rykkes rundt efter behov, så børnene oplever et dynamisk læringsmiljø.

Tre danske og tre norske institutioner har i et udviklingsprojekt arbejdet med rummenes indretning. Forsker Thomas Moser har i samarbejde med danske og norske forskere fulgt institutionerne i deres arbejde og undersøgt, hvordan ændringer af rum og indretning påvirker børns oplevelser, erfaringer og handlemåder.

Miljø og læring spiller sammen

Læring og udvikling foregår i et samspil mellem barnet og miljøet omkring det, og derfor har rummenes indretning stor betydning for børns læringsmuligheder, fortæller Thomas Moser. ”Rummet taler til børn og personale gennem sit møblement og sin organisering og æstetiske udformning. På den måde fortæller rummet noget om, hvilke former for kropslige aktiviteter der er mulige, ønskede og tilladte. Og hvilke aktiviteter som ikke eller kun i mindre grad er tilladte. Er der fx områder, hvor børnene kan lege fordybet? Og kan de nå materialer, så de selv kan sætte lege i gang? Man kan faktisk tale om, at rummet fungerer som den tredje pædagog,” siger Thomas Moser. Det betyder, at når Noah, Peter og Ahmed i fuld fart løber gennem rummet, skyldes det ikke alene deres behov for bevægelse, men også rummet i sig selv, idet det opfordrer til bestemte typer handlinger.

Ændring af rum

Institutionerne i udviklingsprojektet valgte at analysere et til to af deres rum. De stillede sig selv spørgsmål som fx: Hvad er rummets funktion? Hvad skal børnene have ud af rummet? En institution havde et stort fællesrum, som personalet ofte oplevede som kaotisk og som et sted, hvor kun de ældste drenge legede. Pædagogerne var derfor meget optagede af muligheden for at kombinere aktivitet og bevægelse med afspænding og ro i det samme rum. En anden institution ønskede, at børnene skulle have mulighed for mere fysisk udfoldelse indendørs, og derfor valgte de at indrette et særligt bevægelsesrum.

Afdæk tavse forventninger

Arbejdet med rummene betød, at personalet fik talt om det, Thomas Moser kalder deres ’tavse forventninger’ til rummene. Det vil sige de forventninger, de ikke nødvendigvis er opmærksomme på, men som skaber rammerne i form af implicitte og eksplicitte regler. Det kan fx være at skabe en form for hjemlighed, at undgå støj eller at sikre, at børnene ikke kommer til skade. Personalet i begge institutioner blev opmærksomme på de forventninger og regler, der var hos dem, fortæller Thomas Moser. Indretningen af et bevægelsesrum i den ene institution udløste en række faglige diskussioner om, hvad der er farligt, og hvad der er en acceptabel risiko. Her fik personalet talt om, hvor grænserne skal trækkes, så det ikke bare bliver på automatik, at her klatrer vi ikke op. Indretningen af fællesrummet i den anden institution betød, at personalet blev opmærksomt på at se rummet som et fagligt rum, børnene kunne få noget særligt ud af, frem for at indrette efter noget, der minder om en stue i et privat hjem. Her fravalgte de fx sofaen til fordel for en madras og indrettede en afslapnings- og en bevægelseszone.

Dynamisk miljø

En af personalets vigtigste erkendelser var at se rum som dynamiske. At de kan indrettes fleksibelt og ændres løbende. Bevægelsesrummet blev fx indrettet med måtter, madrasser, puder, flytbare og ’klatr-bare’ hylder og med trapez og ringe i loftet. Fællesrummet blev indrettet med puder og madrasser i en hvilezone og ribber i en bevægelseszone.

Indretningen viste sig at have stor betydning for børnenes måde at agere på. Bevægelsesrummet betød bl.a., at børnene i højere grad fik brugt kroppen indendørs, og det førte til, at de faktisk også rørte sig mere udendørs. Personalet iagttog, at børnene klatrede mere i træer og var bedre til det. Og at der var færre fysiske konflikter som fx slåskampe, hvilket de mente hang sammen med, at børnene fik energien ud på en mere positiv og konstruktiv måde. Generelt oplevede de, at børnehaven skiftede karakter, så der også kom mere ro i andre rum.

I institutionen med fællesrummet gav børnene udtryk for, at de synes, det var dejligt at hvile sig. Der opstod en kultur med, at ’det er her, vi hviler’, og børnene stoppede mere eller mindre af sig selv med at have pudekampe her. I bevægelseszonen blev ribber i forskellige højder populære blandt børnene, og personalet vurderer, at det har skabt aktivitet blandt langt flere børn, fordi ribberne appellerer til flere aldersgrupper.

Personalet oplever endvidere, at rummet er blevet fleksibelt, så forskellige aktiviteter hurtigt kan sættes i gang uden for meget arbejde med at rydde op eller tilrettelægge.

Thomas Moser blev selv overrasket over, hvad forandringerne i rummet medførte. ”Pludselig kunne en reol midt i rummet fungere som en del af børnenes leg, fordi de kunne kravle gennem reolens rum,” siger han og pointerer: ”Der er vigtigt pædagogisk potentiale i at være bevidst om, at rum ikke er en given størrelse, men at de kan skabes, omskabes og genskabes på grundlag af pædagogiske refleksioner.”

 

Forskningen bag artiklen

Moser, T. (2012): Barnehagens innerom som pedagogisk utviklingsprosjekt – konsekvenser av ny møblering og romorganisering for barns bevegelseslek og hvile. I: Krogstad, A., Hansen, G.K., Høyland, K. & Moser, T. (red.). Rom for barnehage: flerfaglige perspektiver på barnehagens fysiske miljø (s. 129-146). Oslo: Fagbokforlaget.

3 gode råd fra forsker Thomas Moser

1. Se rummet som dynamisk. Ryk rundt på elementerne efter behov.

2. Vurder rummene ud fra jeres pædagogiske intentioner. spørg fx jer selv: hvad skal rummet være godt for? hvad skal det udtrykke? hvad skal det give børnene?

3. Bliv klogere på rummene ved at inddrage børnene. få fx indblik i børnenes oplevelser ved at lade dem tage billeder.