Artikel

Ledelse er da noget, man taler om

01/02 2013

Når områdeledelse bliver indført, er det vigtigt, at ledere og pædagoger taler sammen om ledelsesopgaven for at skabe et fælles billede af områdeledelsens betydning for det pædagogiske arbejde. Det viser en ny evaluering fra EVA.

Områdestrukturen skaber nye betingelser både for de daglige lederes arbejde og for det pædagogiske arbejde. Det giver på den ene side udfordringer, på den anden side muligheder, viser EVA’s evaluering ”Områdeledelse: Ny struktur på daginstitutionsområdet.”

Områdeledelse er de seneste år blevet indført i en del af landets kommuner. Det har ændret ledelsen på dagtilbudsområdet, så flere institutioner er blevet samlet under en fælles ledelse. Institutioner, der før var selvstændige, indgår altså nu som afdelinger i én ny og samlet institution og den fælles ledelse af områdeinstitutionen varetages af en områdeleder i samarbejde med afdelingsledere – de daglige ledere af de enkelte afdelinger. Men hvad betyder de ændrede strukturer for personalet?

Positivt løft til praksis

EVA’s evaluering viser, at en stor andel af områdelederne og de daglige ledere vurderer, at områdeledelse bidrager til at løfte ledernes personaleledelse og pædagogiske ledelse.

Både områdelederne og mange af de daglige ledere oplever, at områdeledelsesstrukturen styrker den pædagogiske praksis i institutionerne, ligesom strukturen styrker de daglige ledere i at varetage deres ledelsesopgaver, fordi den understøtter tæt og forpligtende sparring med deres kolleger i området.

Mindre positive pædagoger

Derimod er der blandt de pædagoger, der medvirkede i evalueringen, kun en mindre andel, der vurderer ledelsesstrukturen positivt. Og der kan være flere forklaringer på, at pædagoger og ledere vurderer betydningen af områdeledelse forskelligt: Fx har pædagoger og daglige ledere forskellig indsigt i de processer, der foregår i områdets ledelsesteam, de har forskellige muligheder for indflydelse på processerne, og endelig påvirkes deres opgaver forskelligt af ledelsesstrukturen. Der er altså gode grunde til, at ledere og pædagoger ikke vurderer betydningen af områdeledelse på samme måde.

Lederne skal skabe et fælles billede

Men hvad skal der så til, for at områdeledelsesstrukturen understøtter udviklingen af pædagogisk praksis? Evalueringen peger på, at det især lykkes, når lederne har fokus på at skabe et fælles billede af fordele og ulemper ved – samt perspektiver på – at have områdeledelse.

Mange ledere har allerede fokus på både at orientere og at inddrage pædagogerne i udviklingen af institutionens praksis. Og det er en indsats, der er god grund til at holde fast i og styrke. Men lederne skal også sætte selve ledelsesopgaven på dagsordenen. For undersøgelsen viser fx, at mange pædagoger ikke har et klart billede af, hvilke opgaver områdelederen varetager. En række af de interviewede pædagoger giver desuden udtryk for, at de ikke har indblik i de drøftelser og processer, der finder sted i ledelsesteamet.

Lyt til pædagogers erfaringer

Og det er ikke kun pædagogerne, der skal vide mere om, hvad lederne vil med den nye ledelsesstruktur. Lederne har også brug for at vide, hvordan pædagogerne oplever den nye struktur. Pædagogerne har nemlig nogle andre erfaringer med, hvilke fordele og udfordringer der er ved områdeledelse, end de daglige ledere. Det er vigtigt, at de daglige ledere efterspørger denne viden. Det gør det nemlig muligt for dem at ændre på uhensigtsmæssige arbejdsgange, som de ikke selv er opmærksomme på. Det kan fx være det ledelsestomrum, som pædagogerne kan opleve, når den daglige leder er ude af institutionen, og ingen har fået overdraget opgaven med at tage beslutninger om vikardækning og bemanding. Input fra pædagogerne om beslutninger, der umiddelbart kan virke forstyrrende, giver også de daglige ledere mulighed for at forklare baggrunden for ændringer, som fra lederens synspunkt er nødvendige forandringer.

Længere væk og tættere på

På den ene side rykker ledelsen i den nye ledelsesstruktur længere væk fra de enkelte institutioner, idet alle afdelinger i en områdeinstitution har én fælles leder. På den anden side er ledelse blevet et meget nærværende tema i de enkelte afdelinger i de områdeinstitutioner, hvor lederne har brugt de nye samarbejdsrelationer til at sætte både ledelse og pædagogisk udvikling på dagsordenen. Dér er ledelse noget, man taler om!

SÅDAN FÅR I MERE UD AF OMRÅDELEDELSE – 3 GODE RÅD TIL, HVAD DU KAN GØRE SOM LEDER ELLER PÆDAGOG

Skab ejerskab til ledelsesstrukturen

– Leder: sørg for, at pædagogerne ved, hvilke opgaver områdelederen løser, og hvor snitfladerne er mellem områdelederens opgaver og ansvar og dine opgaver og dit ansvar
– Pædagog: bed om at få sat ledelse på dagsordenen til nogle af jeres møder, så I kan drøfte, hvad områdeledelse betyder i netop jeres institution.

Skab klarhed om ansvar

– Leder: gør det tydeligt, hvilken betydning områdelederens og ledelsesteamets arbejde har for dit arbejde som leder og for udviklingen af institutionen som helhed, sådan at pædagogerne ved, hvornår de kan øve indflydelse.

– Pædagog: spørg om ledelsesansvaret, hvis du er i tvivl om, hvorvidt noget er den daglige leders ansvar eller områdelederens ansvar.

Skab dialog om beslutninger

– Leder: inddrag pædagogernes perspektiver på ledelsesstrukturens betydning og inddrag deres indsigt i hverdagens udfordringer, sådan at du kan justere på uhensigtsmæssigheder i tide og forklare nødvendige ændringer.

– Pædagog: gør din daglige leder opmærksom på beslutninger, du finder uhensigtsmæssige eller forstyrrende.