Artikel

Livsduelighed er første nøgleord i barnets alsidige personlige udvikling

30/03 2020

Fordyb dig i læreplanstemaet om alsidig personlig udvikling. Det kan virke lidt svært at gå til. Men udvikling af livsduelighed handler om, at barnet har mulighed for tryg tilknytning og møder anerkendelse og opmærksomme voksne

Mens læreplanstemaet social udvikling fokuserer på barnets relation til andre, handler temaet børns alsidige personlige udvikling om alt det, der foregår inde i barnet. Som selvfølgelig også i høj grad hænger sammen med barnets sociale udvikling og samspillet med andre børn og personale.

Med udgangspunkt i inspirationsmaterialet Kort om alsidig personlig udvikling guider Danmarks Evalueringsinstitut dig her til en lille del af det pædagogiske arbejde med barnets alsidige, personlige udvikling. Fokus er på barnets livsduelighed, som også kan forstås som barnets relation til sig selv. I inspirationsmaterialet kan du læse mere om arbejdet med barnets relation til selv, til andre og til sin omverden.

Tryg tilknytning og afstemte samspil hjælper barnet til at regulere følelser

Livsduelighed involverer, at børn oparbejder evnen til at regulere deres egne følelser. Den vigtigste motor for et barns følelsesmæssige udvikling i dagtilbud er tilknytningen til og samspillet med det pædagogiske personale. I den trygge tilknytningsrelation vil barnet kunne bruge per­sonalet til at bringe sig selv fra uro til ro eller fra utryghed til tryghed. Små børn kan ikke selv regulere deres følelser, men skal hjælpes af en voksen.

Det bliver de bl.a. i afstemte samspil med det pædagogiske personale. Afstemte samspil handler om, at pædagogisk personale spejler de følelser, som barnet udtrykker og samtidigt regulerer barnets følelser, når det er nødvendigt. Det sker, når den voksne smiler og taler med begejstret stemme, når barnet udtrykker glæde, og det sker, når den voksne ser medfølende og nysgerrigt på et barn, der udtrykker frustration, men forholder sig i ro, hvis barnet reagerer voldsomt. Den pædagogiske opgave handler om fx at vise forståelse for barnets vrede og samtidigt støtte barnet i at komme ud af den følelse. Den balance kan hjælpe barnet til at forstå dets egne følelser og opbygge gode strategier for at håndtere dem.

Anerkendelse og erfaring med mestring opbygger barnets selvtillid og selvværd

Livsduelighed dækker også over barnets opbygning af et selv, selvværd og selvtillid. Selvværd handler om, at man tror på, at man grundlæggende har værdi som menneske. Læringsmiljøet kan understøtte barnets selvværd gennem en anerkendende pædagogisk praksis. Anerkendelse i en pædagogisk praksis handler om at “se” og møde barnet som et subjekt, der selv tænker, føler og handler ud fra egne intentioner. Anerkendelse handler også om at give barnet oplevelsen af, at relationen til den voksne har værdi i sig selv, og at samspil ikke kun handler om at lære bestemte færdigheder.

Selvtillid skifter alt efter situationen og handler om, hvorvidt man tror på, at man kan mestre en udfordring – fx at køre på scooter eller lægge er puslespil. Læringsmiljøet kan støtte barnets selvtillid ved at give mulighed for at opleve mestring. Mestring handler om, at barnet erfarer at mestre forskellige udfordringer. Læringsmiljøet kan hjælpe børn til at opleve selvtillid i forskellige situationer ved at tilrettelægge varierede aktiviteter, hvor forskellige børns styrker får lov at skinne igennem på forskellige tidspunkter. På den måde sikres et læringsmiljø, hvor alle børn oplever succes.

Opmærksomme voksne udvikler barnets evne til at fordybe sig

Endelig involverer livsduelighed, at børn øver sig på opmærksomhed og fordybelse. Børn er født nysgerrige og opmærksomme, men skal træne deres koncentrationsevne. Helt små børn kan ikke koncentrere sig i særlig lang tid ad gangen, men de oparbejder en evne til fordybelse gennem samspil med opmærk­somme voksne, der støtter barnet i at lytte og iagttage. I dagtilbud er personalets egen nysgerrighed et af de vigtigste værktøjer i den sammenhæng.  Når voksne peger, viser, samtaler, fortæller og udviser engagement, fastholdes børnenes opmærksom­hed.

Det forudsætter et pædagogisk læringsmiljø med rum til fordybelse. Det bety­der, at I indimellem må prioritere, hvor I kan være opmærk­somt til stede for at styrke børns engagement i leg eller i en aktivitet. Læringsmiljøet kan hjælpe børnene til at udvikle evnen til at fordybe sig ved at understøtte, at børnene kan komme i en flowtilstand. Flowtilstand betyder, at barnet er så optaget en leg eller aktivitet, at tid og sted forsvinder. I kan hjælpe den type af fordybelse på vej ved at tilbyde børnene udfordringer, der matcher deres kompetencer, sætte tydelige, men fleksible rammer for aktiviteten og undgå afbrydelser i leg og aktiviteter.