Pædagogisk leder og forældrepar: Klar kommunikation skaber tryghed

Maibritt Iversen, pædagogisk leder i Stenurten, København

Hvordan arbejder I med opstart hos jer?

”Vi ser forældrene som de primære tilknytnings­personer og os som et supplement, som hjæl­per børnene til at finde tryghed. Vi skelner mellem opstart og tilknytning. Opstarten er de første 14 dage, men vores tilknytningsperiode kan godt vare tre måneder. Det er helt forskel­ligt fra barn til barn, hvor længe det tager dem at blive trygge. Det handler om, at barnet og forældrene skal tilknyttes os og vores instituti­on, og vi skal tilknyttes barnet og forældrene.”

Hvordan arbejder I med at skabe mest mulig tryghed for barnet i opstarten?

”Vi aftaler på stuen, hvem der først og fremmest tager imod det nye barn. Nogle gange oplever vi, at barnet søger en anden voksen, og så kig­ger vi også på, hvem barnet vælger. Vi har ikke primærvoksne, men vi har en, der er tættest på de første dage, og så prøver vi at være to voks­ne og hurtigt udvide til den tredje og fjerde. Det er også en måde at forhindre, at tilknytningen går galt, fordi en medarbejder er syg eller har ferie.”

Hvad fungerer godt, når et barn starter hos jer?

”Personalet og jeg er enige om, hvordan vi håndterer de første dage. Vi har organiseret os, så vi kan være omstillingsparate og lytte til familien og deres behov. Vi kan speede proces­sen lidt op eller tage den ned igen, hvis der er brug for det. Vi fortæller forældrene, at vi er barnets advokater, og vi formidler fagligt, hvad vi ved er bedst for børnene i institutionen. Det skaber tryghed og accept hos forældrene. Det hjælper dem også til at stole på, at hvis deres barn er meget ked af det, så ringer vi til dem.”

Hvordan har I fokus på at skabe relationer mellem børnegruppen og det nye barn?

”På barnets første dag er der altid andre børn på stuen. Vi vælger, hvem det skal være ud fra pædagogiske overvejelser. De små børn bruger ofte tilknytningsperioden til at være i en iagttagende position og betragte de store børn. Det kan være til samling, hvor de sidder og lærer kulturen at kende og langsomt begynder at være synligt aktivt deltagende.”

Hvordan inddrager I forældrene i opstarten?

”Vi aftaler løbende med dem, hvordan dagene skal forløbe. Når børnene har været her en måneds tid, indkalder jeg forældrene til et intromøde, hvor flere nye forældre deltager sammen. Jeg oplever, at intromødet bidrager til hurtigt at skabe tillid mellem os og forældre­ne. Vi taler også om, hvordan vi kommunikerer bedst muligt. Vi kommunikerer meget direkte med forældre ved at spørge ind til dem, og det vil vi også gerne have, at de gør med os.”

Hvad kan du som leder gøre for at understøtte en god opstart?

”Jeg sørger for, at vi i personalegruppen hele tiden får snakket om tilknytning. Jeg læser ny viden og udvælger kapitler eller korte udklip, som pædagogerne læser. Så kan vi sammen reflektere over, hvordan vi kan oversætte det til vores praksis. Jeg har fokus på, at organise­ringen ikke vælter, og at det kan være nødven­digt at sætte ekstra personale ind i perioder, hvor mange børn starter op. Men det er også vigtigt, at vi kan afvige fra planen og have flek­sibilitet. Det prøver vi at gøre ved, at alle i huset kender hinanden og ved, hvem der starter, så de kan være med til at skabe tryghed for børn og forældre.”

Ida og David, forældre til en dreng i Stenurten

Hvordan foregik jeres opstart konkret?

Ida: Vi var fra starten fortrøstningsfulde, for vores dreng er ret tillidsfuld, og den første dag løb han da også straks hen og satte sig hos en pædagog og tre børn, der var ved at lægge et puslespil. Så de første dage gik godt. Han fik hurtigt lov til at møde flere af de andre børn, og jeg oplevede, at personalet var meget opmærksomme på, hvad han kunne og ville.

Oplevede I en opstart, der tog hensyn til jeres søns behov?

Ida: Vi oplevede, at vores søn fik lov til at blive en del af hverdagen i sit helt eget tempo. De første uger var det lidt svært for ham at sidde stille til en samling eller ved fro­kosten. Jeg kan huske, at jeg ville tysse på ham, men en af pædagogerne sagde: ”Nej, det er helt fint”. De gav ham ret frie tøjler i starten, og først senere begyndte personalet at stille krav til ham, så han langsomt lærte, hvad de forven­tede af ham.

Hvad fungerede særligt godt?

David: Inden vores søn startede, var vi på besøg og fik noget meget anvendeligt informations­materiale om dagtilbuddets pædagogiske arbejde med hjem. Det gav en stor tryghed at kende rammer og værdier på forhånd og gjor­de det lettere for os at tale med personalet om vores søn.

Oplevede I nogle udfordringer?

Ida: Efter et par dage blev vores søn syg, og herefter blev opstarten yderligere afbrudt af nogle helligdage. Her begyndte vores søn at reagere på alt det nye. Især hjemme hos os om aftenen, men også i vuggestuen. Han blev ked af det og græd, når jeg gik om morgenen, og når han skulle sove.

Hvordan oplevede I, at det pædagogiske personale håndterede udfordringerne?

Ida: Personalet besluttede, i samråd med mig, at starte forfra med indkøringen. Vi oplevede stor lydhørhed og fleksibilitet, fx havde jeg mulighed for at være med over flere uger, fordi jeg netop var gået på barsel, og det tog perso­nalet meget positivt imod. Så vi fik løst udfor­dringerne sammen, og efter yderligere nogle uger blev min søn igen meget glad for at kom­me i vuggestue.

Hvordan oplevede I samarbejdet med personalet?

David: Vi fik meget anvendelig guidning fra per­sonalets side. Da vi efter et par måneder havde en samtale om vores søn var de meget tydelige og fortalte, at næste skridt for ham var at udvik­le behovsudsættelse. Det ville pædagogerne arbejde aktivt på, og vi fik gode, konkrete tips til, hvordan vi kunne gøre det samme hjemme. Vi oplevede, at vores søn udviklede sig lynhur­tigt, og at et par uger gjorde en enorm forskel for ham – både i vuggestuen og herhjemme. Det var en øjenåbner at få personalets profes­sionelle syn på vores søn. De så jo noget andet end det, vi så.

Hvad er jeres råd til andre forældre?

Ida: Tag jer tid til en lang indkøring. Det kan blive nødvendigt, også selvom man har et trygt barn. Men læg omvendt ængsteligheden fra jer – for det smitter af på barnet. Tal med perso­nalet, lyt til deres råd, hav tillid, og arbejd sam­men med dem – bliv ikke fornærmet over deres opfattelse af jeres barn, selvom de også ser noget andet end det, I selv er opmærksomme på. Brug det!