Små børnegrupper fremhæves som en positiv erfaring midt i en meget vanskelig tid. Men i det videre arbejde med små grupper er det afgørende at fokusere på kollegial sparring og børnenes medindflydelse.
Vi har sagt det så mange gange. “Sikke et mærkeligt år!” og “Lad os håbe, at det snart bliver bedre”. Forældre og pædagogisk personale har sagt det til hinanden over hegnet, når børnene er blevet afleveret udenfor. Og kolleger i dagtilbuddene har sagt det til hinanden over skulderen, når de er mødtes på legepladsen med hver deres lille gruppe af børn.
Men pandemien er ikke slut, og hverdagen i dagtilbuddene er ej heller blevet lettere. Her står ledelsen og pædagogisk personale stadig midt i den storm af forandringer, der har været nødvendige for at leve op til myndighedernes retningslinjer og anbefalinger om hygiejne og afstand i en hverdag, der ellers er præget af tæt, fysisk kontakt. Mange steder betød det i praksis, at man i foråret og hen over sommeren opdelte børnene i mindre grupper, så en fra det pædagogiske personale var sammen med de samme få børn hver dag over længere tid. Nogle steder er de små grupper stadig en stor del af hverdagen. Nærhed blev et nøgleord i dagtilbuddene i en periode, hvor vi ellers skulle holde afstand. Og ifølge flere undersøgelser af forårets og sommerens pædagogiske praksis er små grupper noget, både ledelse og pædagogisk personale ønsker at arbejde videre med. Fordi mange har oplevet de små grupper som et lille pædagogisk lys i et mørkt år.
Forsker Kirsten Elisa Petersen er lektor, ph.d. og programleder for forskningsprogrammet Social eksklusion og pædagogik i velfærdsstaten ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Fra marts sidste år til februar i år har hun arbejdet med forskningsprojektet Dagtilbuddets indsatser og betydning for børn, forældre og pædagogisk personale under covid-19 pandemien. Her har hun indsamlet viden om ledelsers og pædagogisk personales oplevelser af nedlukning, genåbningsfaser og hverdagens pædagogiske håndtering under pandemien. Og hun ser en gennemgående positiv erfaring med små grupper:
“Inddelingen i små grupper ser ud til at have påvirket børnenes emotionelle og sociale trivsel positivt. Det vil sige, at børnene både har oplevet bedre relationer til hinanden og har fået bedre plads. Det har fx vist sig ved, at børn, som ellers opleves som tilbageholdende, har fået selvværd til at foreslå legeaktiviteter og ser ud til at være gladere for at komme i dagtilbud hver dag. Faktisk kan vi se, at mange børn har trivedes bedre under pandemien,” siger hun.
Og den erfaring er sådan set ikke overraskende, tilføjer hun:
“Vi ved i forvejen fra forskningen, at børn i mindre grupper udviser bl.a. bedre sociale interaktioner og færre tegn på stress. Men det er også vigtigt at huske, at mange dagtilbud under den første genåbning i foråret og forsommeren oplevede en række særlige vilkår. Der var mange steder lidt færre børn, men samme antal personale – måske endda med mindre sygdom.”
EVA’s undersøgelse Opsamling af erfaringer gjort under COVID-19 i danske dagtilbud peger også på en øget trivsel blandt børnene. Mens næsten halvdelen af dagtilbudscheferne mener, at der både har været positive og negative konsekvenser for den samlede børnegruppes trivsel i foråret 2020, vurderer 42 %, at betydningen har været overvejende positiv. Ingen dagtilbudschefer mener, at vilkårene under genåbningen har haft en overvejende negativ betydning for trivsel, læring, udvikling og dannelse hos den samlede børnegruppe. Det fortæller Dina Madsen, der er chef for dagtilbud på EVA.
“En gennemgående erfaring hos både pædagogisk personale, ledelse og dagtilbudschefer er, at de små grupper i foråret skabte et roligere miljø. Børnene vidste, hvem de skulle lege med og hvem af det pædagogiske personale, de skulle være sammen med. Konflikter blev hurtigere løst i de små miljøer med tættere voksenkontakt. Og nogle steder oplevede pædagogisk personale, at gruppeinddelingen gav en tættere relation til børnene og børnene imellem, fordi man fulgte hinanden over tid.”
Hun understreger, at billedet af børnenes trivsel er mere komplekst, når det gælder børn i udsatte positioner. For kun de børn, der har været i dagtilbud, har mærket en øget trivsel. I nogle dagtilbud har det været en udfordring, at fx børn fra familier i udsatte positioner slet ikke kom i dagtilbud:
“Selvom der i dagtilbud i foråret blev gjort en særlig indsats, lykkedes det ikke altid at få alle børn afsted og i dagtilbud. Børn, der har været hjemme, har selvfølgelig ikke oplevet de tiltag, fx små grupper, der var med til at styrke den samlede trivsel i foråret. Og det er en skam, for vores undersøgelse peger på, at særligt børn i udsatte positioner har haft glæde af de tiltag,” siger hun.
Det resultat bakkes op af Kirsten Elisa Petersens forskning. Meget pædagogisk personale peger ifølge hende på, at børn i udsatte positioner har fået mere plads og ro:
“Det skyldes formentlig, at netop faste rammer, der deles med de samme få børn og en enkelt voksen passer rigtig godt til behovet hos mange børn, der er på kanten af fælles-skabet eller kommer fra udsatte hjem. Ligesom mindre legetøj på hylderne og færre valg, fx i forhold til hvor man kan lege på legepladsen, og hvem man kan lege med, ikke har gjort deres dag dårligere,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Forskningsinterview med en række dagtilbudsledere peger på, at det pædagogiske personale har fået mulighed for at være mere opmærksomme på udviklingen hos børn i udsatte positioner:
“Personalet har kunnet følge hvert enkelt barn i den lille gruppe nøje og fx kunnet få øje på det nye, barnet har erfaret og lært i de sidste fjorten dage. Det giver et andet syn på barnet. I nogle tilfælde har det ført til, at den udsatte position ophører, og at barnet får en anden plads i børnegruppen,” siger Kirsten Elisa Petersen og forklarer:
“Børn, der før har oplevet at blive italesat som de, der ikke kunne komme med i leg og som slog eller drillede, bliver pludselig inkluderet af de andre børn og får anerkendelse af pædagogisk personale. De får lov til at opleve glæden ved at være med i en leg, som pædagogisk personale måske har sat i gang, og som kan fortsætte med de samme kammerater dagen efter. De har oplevet en genkendelighed og mulighed for fordybelse i hverdagen, som har gavnet deres trivsel.”
Fordybelse er netop også et af de positive nøgleord, som pædagogisk personale ifølge EVA’s undersøgelse forbinder med forårets genåbning. Og det skyldes blandt andet også de små børnegrupper.
“Den fysiske opdeling mellem børnegrupperne betød, at pædagogisk personale var uforstyrrede sammen med børnene, uden at hverken børn eller personale gik til og fra, og uden at kolleger eller forældre kiggede ind og kom til at afbryde en igangværende aktivitet,” siger Dina Madsen.
Hun forklarer, at vi fra forskningen ved, at børns leg afbrydes, når pædagogisk personale går til og fra. Så når pædagogisk personale forbliver tæt på børnegruppen eller et barn i længere tid, giver det børnene mulighed for at fordybe sig i leg.
Men der er også en bagside af medaljen. EVA’s undersøgelse peger på, at både ledelse og pædagogisk personale har savnet den uformelle kollegiale sparring under pandemien:
“Nogle oplevede at stå alene med den pædagogiske praksis. Afstandskravene afskar dem til en vis grad fra sparring med deres kolleger. Vi ved, at unge medhjælpere nogle steder har stået alene med tre-fire vuggestuebørn uden mulighed for at spejle sig i kollegiale rollemodeller. De har savnet sparring,” siger Dina Madsen.
Og så viser både EVA’s og Børns Vilkårs undersøgelser, at flere børn har oplevet det som hårdt, hvis de har været adskilt fra gode venner og pædagogisk personale, de er knyttet til.
Karen Prins er lektor og ph.d. ved Institut for Pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole og forsker i børns muligheder for medbestemmelse. Hun har undersøgt betydningen af restriktionerne for hverdagen i daginstitutioner. Hun er enig i, at gruppe-inddeling, som børn ikke selv har indflydelse på, og hvor de bedste venner ikke er, kan påvirke barnets trivsel negativt. Ligesom barnet kan savne lige den pædagog eller medhjælper, som barnet er stærkt knyttet til.
“Vokseninddelte grupper kan føre til en følelse af ensomhed, som potentielt kan vare i lang tid, fordi gruppeinddelingen fx sker for flere måneder ad gangen.”
Også andre begrænsninger har betydning for barnets trivsel, siger hun:
“Det kræver en stor pædagogisk indsats at sikre børnenes interesser, når hver gruppe får tildelt en afgrænset legezone på legepladsen. Barnets bevægelsesfrihed bliver indskrænket. Og dermed også muligheden for at søge derhen, hvor barnets nysgerrighed fører det,” siger hun.
Omvendt betød begrænsningerne også, at pædagogisk personale mange steder tænker medbestemmelse på nye måder, siger Karen Prins:
“Flere steder har pædagogisk personale involveret børnene i beslutninger om legepladsen. I en børnehave havde de modtaget nogle paller, der skulle hjælpe dem til at inddele legepladsen i zoner og skabe meningsfulde rum. Pædagogerne inviterede børnene til at være med til at bestemme, hvordan pallerne skulle bruges, og hvor de skulle stå. Børnene var hermed med til at undersøge og skabe legepladsens muligheder,” fortæller hun.
Mange institutioner har været rigtig meget på tur i perioden. Karen Prins fortæller her om en institution, der hver dag tog på udflugt og besøgte det samme sted i en skov. De fik mere og mere ejerskab over stedet.
“Til sidst begyndte børnene at foreslå pædagogen, hvad de skulle lave derude,” siger Karen Prins.
Eksemplerne viser også, at restriktionerne har ramt ned i meget forskellige virkeligheder. Og at store legepladser har gjort det lettere at skabe flere alsidige være- og legezoner, ligesom gode muligheder for udflugter har været en fordel.
Men grundlæggende mener Karen Prins, at pandemien har været med til at vise, at børnenes medbestemmelse på dagen også handler om deres forudsætninger for at udøve indflydelse:
“Medbestemmelse handler ikke kun om, at børn skal kunne sige: Jeg vil lege med bilen i dag, og jeg vil gøre det lige ved siden af rutsjebanen. Medbestemmelse handler om, at børn reelt har mulighed for at overskue og tage stilling til de muligheder, de har. Det har de fx, når de kender det sted, de leger, og det legetøj, de kan bruge.”
Hun forklarer, at de små grupper har givet personalet mulighed for over tid at følge i børnenes spor på en anden måde, end når de skifter børnegruppe flere gange dagligt.
“Personalet har haft større mulighed for at høre hvert barns stemme og helt konkret at lære børnene meget bedre at kende, også de børn, der er på kanten af fællesskabet. Dermed kan de også bedre reagere på børnenes kommunikation, fx kropssprog og andre signaler,” siger hun.
Ifølge Kirsten Elisa Petersen har pandemien og undtagelsestilstanden sat spot på en række vigtige dilemmaer i tilrettelæggelsen af den pædagogiske praksis:
“Små grupper med faste rammer, tilrettelagte aktiviteter og hjælp til leg har bragt noget positivt med sig for mange børn. Men arbejdet kræver en særlig pædagogisk opmærksomhed, fx for at give børnene medindflydelse. Og så kræver faste, små grupper et antal personale og ressourcer, som mange dagtilbud i dag ikke har,” siger hun og tilføjer:
“Men det ændrer ikke på, at pandemien har været en øjenåbner, også i forhold til børn i udsatte positioner. Vi må som dagtilbud, forvaltning og forældre spørge os selv: “Hvor meget kan vi reducere vores forståelse af, hvem der er udsat, hvis vi i stedet for at se på børnene ændrer rammer og strukturer i institutionen?”
Dina Madsen mener også, at pandemien har givet os et nyt udgangspunkt for at overveje betydningen af det pædagogiske læringsmiljø.
“De hårde vilkår har vist os, at rammer og kontekst i det pædagogiske læringsmiljø har afgørende betydning for, om og hvordan børn har mulighed for at deltage i fællesskabet. Vi har fået skærpet opmærksomheden på mulighederne for inkluderende praksisser gennem arbejdet med små grupper. Det er i mine øjne en meget vigtig læringspointe at få frem.”
Hun mener, at de nyligt høstede erfaringer bakker forskningen op i, at små grupper har store potentialer. Men at det kræver pædagogiske overvejelser at udnytte de potentialer.
“Det handler om, hvordan det pædagogiske personale arbejder med børnene i de små grupper– med samspil, legemuligheder og aktiviteter. Man kan ikke bare sige, at nu indretter vi os med små grupper hver dag kl. 10-11, for så får man ikke de tætte relationer, der opstår over tid.”
Hun mener, at pandemien har bekræftet forskningen i, at små grupper kan meget godt, men også vist os en række indbyggede dilemmaer i små grupper, som man skal være pædagogisk opmærksom på.
“Små grupper giver helt konkret mulighed for at lære børnene meget bedre at kende, også de børn, der kan befinde sig i en udsat position. Omvendt kan små grupper indskrænke børnenes indflydelse på, hvor og hvem de vil lege med. Og så skal vi huske, at muligheden for at være mange sammen også giver børnene en særlig følelse af tilhørsforhold og fællesskab, som vi skal bevare.”
