Artikel

En ”rigtig dreng” kan også være en pige

19/03 2009

Der er snævre rammer for hvordan drenge kan være drenge og piger kan være piger i de danske børnehaver. Det betyder at de børn der står lidt uden for normen, risikerer at føle sig uden for fællesskabet, viser ny forskning. Pædagogerne spiller en væsentlig rolle – også i løsningen.

Når Jens inviterer drengene med ud og spille fodbold, og når Lise hygger med pigerne over perlepladerne, så er kønsrollerne på arbejde uden at vi lægger mærke til det. De ”rigtige” drenge drøner af sted til boldbanen, og de ”rigtige” piger nørkler med perlerne, men hvad med Joakim der ikke kan lide fodbold, og hvad med Louise som ikke gider nørkle – er der en plads til dem?

Køn er noget man gør

”Jeg har hørt mange pædagoger sige at ’køn, det er ikke et tema hos os’, men det er det altså. Køn er der hele tiden. Det er bare ikke altid vi kan se det, for når børnene bare glider ind og passer i de forestillinger vi har om drenge og piger, så kan man ikke se køn. Man opdager det ofte først når der er et barn der træder ud af det almindelige og ’gør’ sit køn på en lidt anden måde,” siger Jette Kofoed, lektor ved Aarhus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, og fortsætter:

”Køn er ikke bare noget man er, køn er noget man gør – gennem sit tøj, sine lege, sine måder at være sammen med andre på.”

Jette Kofoed er medforfatter til undersøgelsen Flere end to slags børn der tager temperaturen på ligestilling i danske børnehaver. Undersøgelsen viser at der er snævre rammer for hvordan drenge kan være drenge og piger kan være piger, og at det ikke er let at være det barn der gør sit køn lidt ved siden af normen.

Pædagogerne virker ubevidst som kønspoliti

Det handler ikke kun om hvilke lege børnene leger, men også om hvordan de voksne møder børnene. Fx er kønsforestillingerne på spil når pigerne får ros for deres fine tøj, og når drengene får ros for styrke og mod. Eller når der helt automatisk dækkes op med lyserøde prinsesseservietter til pigefødselsdagen eller kaldes på ”nogle stærke drenge” til at flytte et bord.

Pædagogerne kommer altså ubevidst til at virke som en slags ”kønspoliti” der viser børnene hvordan piger og drenge kan opføre sig. Dermed er de også med til at holde på de rammer som børnene kan udfolde deres køn inden for, viser undersøgelsen.

Børn i ingenmandsland

Men der er børn der ikke lige passer ind i forestillingerne om hvordan tingene skal være. De står i mellemrummet mellem den ”passende” dreng og den ”passende” pige. Og når man står der, så kan man føle sig meget alene.

”Der kan være ensomhed forbundet med at krydse over og gøre det ’forkerte’. Der er en masse anerkendelse i at gøre det rigtige, at være den der scorer en masse mål, eller den der laver fine halskæder, men de børn der ikke passer ind i det billede, står i ingenmandsland og bliver konfronteret med at de ikke passer ind. De børn har også brug for anerkendelse. Det er et tab for dem ikke at få den,” siger Jette Kofoed.

Camouflage-kaptajn eller Perle-mor?

I undersøgelsen optræder fire figurer som hvisker pædagogerne i øret. Jette Kofoed sammenligner dem med tegneseriebilleder hvor helten har en engel på den ene skulder og en djævel på den anden der hver især forsøger at overtale hende til at gøre noget bestemt:

”Man kan se dem som en slags alfer der forsøger at styre vores handlinger,” forklarer Jette Kofoed.

Figurerne repræsenterer hver især de normer der er for opførsel i børnehaven. Der er Perle-mor som holder pigerne til de stille sysler, der er Camouflage-kaptajnen, alfernes svar på B.S. Christiansen, der inviterer drengene til vild leg på boldbanen, der er Inklusions-inspektøren der mener at der skal være plads til alle, og endelig er der Lyseslukkeren som tæmmer ”udbryderne” og skubber den vilde pige i retning af perlepladerne og den stille dreng ud på boldbanen.

”Det er vigtigt at sige at ingen er det ene eller det andet, men at det er ’stemmer’ der taler ud igennem pædagogens mund, enten alene eller i munden på hinanden,” understreger Jette Kofoed.

Undersøgelsen viser at pædagogerne, når de reflekterer over deres praksis, ofte godt kan se hvilken af figurerne der talte, men at det er svært i situationen at være på forkant fordi det ligger dybt i de fleste mennesker hvad der er ”passende” adfærd for drenge og piger.

På jagt efter detusynlige

Derfor skal Diversitets-detektiven på banen. Det er alfernes svar på Sherlock Holmes som går rundt med sit forstørrelsesglas og kigger efter steder hvor tingene kunne være anderledes. Diversitets-detektiven er Inklusions-inspektørens praktiske makker der hjælper med at pege på hvor man kan udvide rammerne så alle kan være med på deres egne præmisser. Diversitetsdetektiven har nogle rigtig gode venner i de børn der står lidt ved siden af den almindelige opfattelse af hvordan drenge og piger skal være:

”De børn der gør deres køn på en lidt anden måde end normen, er nogle fantastiske hjælpere i forhold til at gøre det synligt hvor grænserne går, og hvor man dermed også kan lirke lidt – hvis man altså tør,” forklarer Jette Kofoed. Næste gang sætter man måske ikke pr. automatik lyserøde servietter på bordet, og måske kalder man bare på nogle stærke børn næste gang man skal have hjælp.

Friske øjne på praksis

Selvom det kan være svært at få øje på køn, så er der nogle enkle teknikker som pædagogerne kan bruge til at komme i gang med at arbejde mere bevidst med det. En af dem er at observere børnene og se hvor køn kommer til udtryk og får en betydning – er der fx situationer hvor køn får lov at bestemme hvem der må være med til hvilke lege, og hvor køn betyder at nogle børn afskæres fra oplevelser og udfordringer på grund af deres køn? Er Nicolai fx altid hund i dukkekrogen?

En anden teknik er at se med friske øjne på institutionens indretning. Selvom man har både et Star Wars-hjørne og en dukkekrog, så kan der stadig være børn der føler at de ikke hører til nogen af stederne fordi der er så tydelige kønsforventninger knyttet til de to rum. Men det vigtigste er ifølge Jette Kofoed at være åben over for at tænke køn på en ny måde:

”Refleksion kan skabe forandring. Med refleksion kan vi få øje på det vi tager for givet. Det er svært fordi pædagogerne går i det til daglig, men det kan godt lade sig gøre.”

Plads til alle er de voksnes ansvar

Jette Kofoed håber at præsentationen af de fire typer kan være med til at skabe en bevidsthed hos pædagogerne om hvor i spektret de selv ligger, så de kan blive endnu bedre til at skabe gode rammer for alle børn:

”Jeg har endnu ikke mødt en pædagog der ikke gerne vil rumme alle børn og skabe en meningsfuld hverdag for dem. Og det er en rigtig vigtig pointe: at det handler om alle børn. Der er ikke tale om at det nu pludselig er forkert at være en prinsessepige eller en piratdreng, eller at alle skal være ens, tværtimod – der skal være plads til dem alle sammen, både dem der glider ind i billedet, og dem der gør deres køn på en lidt anden måde. Og den plads er det de voksnes ansvar at skabe."

Kender du typen?

Hvilken stemme synger højest i dit kor?

Perle-mor:  Vogter over femininitet i snæver forstand. Hun lokker med diademer, prinsessekjoler, perleplader og dans foran spejle.
Camouflage-kaptajnen: Vogter over en bestemt slags maskulinitet. Han kalder med sin dybe stemme på seje drenge, camouflagebukser, rumpistoler og sorte flyverdragter
Inklusions-inspektøren: Taler for at der skal være plads til alle, og at det kan lade sig gøre hvis man tænker sig om.
Lyseslukkeren: Siger at Perle-mor og Camouflage-kaptajnen har ret, og hvisker i øret på pigen der spiller fodbold, at hun hellere må skynde sig ind i dukkekrogen, og i øret på drengen der læser en bog, at han hellere må skynde sig ud i klatrestativet.