Artikel

Tidlig SFO bør have fokus på relationer og børns fællesskab

23/01 2023

Flere og flere børn går i tidlig SFO, inden de begynder i skole, men der er begrænset viden om, hvilke rammer der er omkring børnene, og hvordan deres hverdag ser ud. En ny EVA-undersøgelse giver et indblik.

Børns liv er fyldt med overgange. Det sker, når de forlader hjemmet og begynder i vuggestue eller dagpleje, når de fortsætter i børnehave og videre i skole. Men for en større og større gruppe børn er der kommet en ekstra overgang ind i form af tidlig SFO, som ligger mellem børnehave og skolestart.

Det er i sig selv ikke et problem. Men overgangene er potentielt udfordrende for børn, fordi de kan medføre forandringer, som barnet ikke nødvendigvis ved, hvordan det skal håndtere. Derfor er det vigtigt, hvordan rammerne omkring børnene er i de måneder, de går i tidlig SFO.

En ny EVA-undersøgelse, der bygger på svar fra 1002 SFO-ledere, giver et indblik i netop det. Den viser blandt andet, at de tidlige SFO’er er optaget af at organisere en fast ramme, som børnene kan danne relationer indenfor, men der er også institutioner, der ikke arbejder med det.

81 procent af SFO-lederne svarer i undersøgelsen, at de i høj grad prioriterer, at børnene er sammen med en fast gruppe af børn. Samtidig angiver 17 procent, at de i nogen grad prioriterer det, mens tre procent svarer, at de i mindre grad eller slet ikke prioriterer det.

”Der kan være potentiale ved at også disse institutioner sætter mere fokus på organisering og dennes betydning for børnenes sociale relationer og deltagelse i fællesskaber. Vi skal huske på, at der er tale om børn på 5-6 år, som stadig har brug for hjælp til at danne relationer og komme med i fællesskaber. Og at være en del af et fællesskab er helt grundlæggende for, at barnet har mod på at kaste sig ud i nye udfordringer i skolen, og at barnet føler, at det hører til i skolens nye sammenhænge,” siger Dina Celia Madsen, chef for dagtilbudsområdet i EVA.

Tidlig SFO er slået sammen med SFO i flere timer

En andet centralt resultat i undersøgelsen er, at mange børn i tidlig SFO tilbringer en relativt stor del af dagen sammen med de almindelige SFO-børn. I 67 procent af de tidlige SFO’er er børnene sammen med resten af SFO’en i tre timer eller mere. Og fem procent er sammen med resten af SFO’en i 5-6 timer.

Det understøttes af en tidligere VIVE-undersøgelse af normeringen i SFO, der viser, at normering for børn i tidlig SFO kl. 11.00 i gennemsnit er 7,5 indskrevne børn pr. planlagt pædagogisk personale, mens den om eftermiddagen kl. 14.45 stiger til i gennemsnit 11,6 indskrevne børn pr. planlagt pædagogisk personale.

”Gode sociale relationer og fællesskaber handler både om barn-barn-relationer og relationen mellem barnet og det pædagogiske personale i den tidlige SFO. Når vi kan se, at antallet af børn pr. personale er markant højere dele af dagen, er det særligt vigtigt at have opmærksomhed på, at børnene i tidlig SFO også understøttes på de tidspunkter af dagen,” siger Dina Celia Madsen.

Andre pointer i undersøgelsen er, at april er den måned, hvor flest tidlige SFO’er starter op (41 %), efterfulgt af maj (37 %) og marts med (18 %). Samtidig svarer 45 procent, at det ofte eller altid sker, at pædagogisk personale fra dagtilbud følger med et eller flere børn i en eller flere dage i forbindelse med overgangen til tidlig SFO. 26 procent svarer, at det aldrig sker.

Centrale resultater

  • 1.002 fritidstilbud har deltaget i undersøgelsen. 59 % angiver, at de har tidlig SFO, mens 41 % angiver, at de ikke har tidlig SFO.
  • Tidlig SFO varierer i omfang fra små institutioner med 1-20 børn i tidlig SFO til store institutioner med over 100 børn.
  • Der er geografiske forskelle på størrelsen af tidlig SFO, hvor de små tidlige SFO’er typisk ligger i landkommuner, mens de store typisk ligger i storby- og hovedstadskommuner.
  • April er den måned, flest tidlige SFO’er starter op (41 %), herefter følger maj, (37 %) og marts (18 %). 3 % af svarer, at børnene starter i februar eller tidligere, mens 4 % svarer, at børnene starter i juni.
  • Størstedelen af de tidlige SFO’er er slået sammen med resten af SFO’en en del af dagen, og i 67 % er børnene fra tidlig SFO sammen med resten af SFO’en tre timer eller mere.
  • 81 % af tidlig SFO-lederne prioriterer i høj grad, at børnene er sammen med en fast gruppe børn. 3 % prioriterer det i mindre grad eller slet ikke.
  • 72 % prioriterer i høj grad, at børnene er sammen med en fast gruppe af voksne. 5 % prioriterer det i mindre grad eller slet ikke.
  • 63 % svarer, at selvorganiseret leg uden voksne fylder omkring eller over halvdelen af tiden i tidlig SFO. 26 % svarer at det fylder størstedelen eller over halvdelen.
  • 45 % svarer, at det ofte eller altid sker, at pædagogisk personale fra dagtilbud følger med et eller flere børn i en eller flere dage ifm. overgangen til tidlig SFO. 26 % aldrig.