DIALOGKORT

Dialogkort til Leg for Børn

11/06 2019

EVA’s dialogkort giver jer forslag til spørgsmål, I kan bruge som udgangspunkt for faglig refleksion og dialog. På personale-, leder- eller forældremødet eller i det hele taget dér, hvor der er brug for at spørge og tale sammen på en anden måde, end I plejer.

Som pædagogisk personale sætter I rammerne for børns leg i dagtilbuddet - gennem jeres normer, værdier og fysiske rammer.

• Hvordan prioriterer vi legen hos os? - I forhold til den måde, vi taler om legen på internt i personalegruppen, over for forældrene og i vores organisering af hverdagen?

• Hvad er vigtigt i legen for børnene i vores dagtilbud? På stuen, på legepladsen, på turen eller i rutinesituationer?

• Hvad er balancen mellem voksenstyrede aktiviteter og selvorganiseret leg? Hvordan har legen en plads i vores rutiner? Skal noget gøres anderledes?

Jo bedre I kan analysere legens forskellige typer og kvalitet, jo bedre kan I bidrage til legen og til at få alle med.

• Hvordan ser legene ud hos os lige nu? Har børnene længere lege, hvor de er fordybede? Eller har vi mange korte, afbrudte lege?

• Giv et eksempel på, hvornår det er lykkedes at udvide en leg. Hvad fungerede?

• Hvilke dilemmaer støder vi på, når vi skal hjælpe børn ind i legen? Hvordan hjælper vi børnene til at kende forskellige legestrategier?

Jeres egne legekompetencer betyder noget for, hvordan I kan understøtte børnenes leg.

• Hvilke positioner indtager vi i legen? Hvornår oplever børnene, at vi er med, uden at styre og forstyrre? Hvornår bliver vi selv opslugt af en leg?