PRESSEMEDDELELSE

Et digitalt (frem)stød skal løftes i flok

06/03 2015

En ny undersøgelse fra EVA viser, at digitale redskaber har været med til at højne kvaliteten af undervisningen på erhvervsakademierne. Men hvis udviklingen skal fortsætte, kræver det en stærkere forankring hos erhvervsakademiernes ledelser samt en styrkelse af både undervisernes og de studerendes digitale kompetencer.

EVAs undersøgelse viser, at erhvervsakademierne oplever en øget digitalisering i undervisningen. Det styrker læring, fordi underviseren får tid og mulighed for at spille en anden rolle som facilitator frem for at indtage den traditionelle formidlerrolle. De nye teknologier skaber også fleksibel og differentieret undervisning, der imødekommer de studerendes forskelligartede behov.

Der skal fokus på forankring

Selvom digitaliseringen har styrket undervisningen, så er der stadigvæk udviklingspotentialer, som kan styrke det fortsatte arbejde. Et af potentialerne er den ledelsesmæssige forankring. EVAs undersøgelse viser, at der er stor forskel på, hvor langt de forskellige ledelser er i arbejdet. På nogle erhvervsakademier er udviklingen i høj grad af drevet af undervisere, der selv har en særlig interesse for feltet. Andre steder har ledelsen et fokus på digitalisering, men deres mål og planer giver ingen konkrete anvisninger til underviseren om, hvordan og ikke mindst hvorfor ledelsen ønsker at anvende digitale læringsteknologier. Der er derfor behov for tydeligere strategisk og ledelsesmæssig forankring. 

Holdninger og kompetencer spiller en vigtig rolle

Der er også behov for at have fokus på kulturelle og holdningsmæssige barrierer blandt underviserne, da nogle har en vis skepsis i forhold til de digitale teknologiers potentiale i undervisningen. Samtidig viser EVAs undersøgelse, at kompetencerne hos både de studerende og underviserne skal styrkes. De studerende skal styrkes i at kunne sortere store mængder information på nettet og til at bruge digitale teknologier til faglig refleksion. Underviserne skal samtidig styrkes i tekniske færdigheder og mere viden om at anvende digitale teknologier til at opnå målene med undervisningen.

Yderligere information

Kontakt kommunikationskonsulent Emilie Welcher-Ulholm, tlf. nr. 3525 6642 eller på mail ewu@eva.dk 

Om undersøgelsen

EVA's undersøgelse giver med afsæt i erhvervsakademierne et indblik i mulighederne og udfordringerne ved digitalisering af undervisningen på de videregående uddannelser. Samtidig kommer EVA også med opmærksomhedspunkter til ledelsen i forhold til det fortsatte arbejde med digitalisering af undervisningen.