Artikel

Lærlinge i korte praktikaftaler har for stort ansvar for sammenhængen i deres uddannelse

13/09 2017

Lærlinge, som har flere korte praktikforløb hos forskellige virksomheder, står ofte selv med en for stor del af ansvaret for progressionen i deres egen læring og for at skabe sammenhæng i deres praktikforløb.

Det kan forringe kvaliteten af erhvervsuddannelserne og dermed have betydning for, hvor dygtige faglærte der kommer ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, påpeger Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i en evaluering fra september 2017.

Evalueringen har set på de såkaldt korte uddannelsesaftaler, der på få år er blevet en rigtig sællert hos virksomhederne. De korte aftaler, som typisk er af et års varighed, er i nogle brancher mere attraktive for virksomhederne end det traditionelle praktikforløb på tre-fire år.

Stort ansvar hos  lærlinge
De korte uddannelsesaftaler efterlader lærlingene med et stort ansvar for selv at sørge for, at de samlet set lærer det, de skal i løbet af deres uddannelse, viser EVA's evaluering. 

Evalueringen dokumenterer, at 37 % af virksomhederne ikke ved nok om, hvad eleverne allerede kan, når de starter som fx tømrer eller mekaniker i en kort praktikaftale hos virksomheden. 44 % savner viden om, hvad eleven skal nå at lære i løbet af den korte uddannelsesaftale, og 18 % af virksomhederne kender slet ikke til målene for praktikken i den pågældende uddannelse.

"Det er en uheldig situation, hvis man som lærling skal i praktik i flere forskellige virksomheder, hvor man starter fra scratch, fordi arbejdsgiveren ikke ved, hvad man allerede kan, og hvad man skal nå at lære i praktikken. Lærlingen får dermed et alt for stort ansvar for at bede om specifikke opgaver, der bedre understøtter lærlingens faglige udvikling," siger chefkonsulent Pernille Hjermov, der står bag evalueringen.

Fakta om de korte aftaler

79 % af virksomhederne i EVA's undersøgelse indgår korte aftaler, fordi det er nemmere at afbryde oplæringen af en eleven.
45 % af virksomhederne indgår aftalerne fordi de belaster deres økonomi mindre.

Eleverne efterlyser mere feedback og dialog
EVA har i evalueringen interviewet lærlinge på smede-, tømrer-, mekaniker- og frisøruddannelserne, som fortæller om, hvordan de savner mere dialog med virksomhederne om, hvad de allerede kan, hvad de har brug for at lære, og hvor godt de løser deres opgaver.

For at løfte kvaliteten af de korte uddannelsesaftaler anbefaler EVA bl.a., at skolerne i højere grad får ansvar for elevernes læring på tværs af praktikvirksomhederne, og at virksomhederne bliver mere bevidste om, at de skal tale med lærlingene om, hvad de allerede kan, hvad der går godt og skidt, og om hvorfor de vælger at forlænge eller ikke forlænge den korte aftale, når den udløber.

Sådan har vi gjort

Evalueringen har set på de korte uddannelser på uddannelserne til smed, tømrer, frisør og mekaniker. Data består af en registerbaseret undersøgelse og en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt oplæringsansvarlige i 400 praktikvirksomheder. Desuden indgår interviews med elever, skoleinstruktører og praktikpladsopsøgende medarbejdere på syv erhvervsskoler. De fire uddannelser i undersøgelsen repræsenterer fag, hvor de korte praktik-aftaler er meget populære – i 2015 havde 46 % af praktikvirksomhederne inden for disse fire uddannelser elever ansat i korte aftaler.