Samarbejde mellem lærere og pædagoger er et middel til at opnå den bedst mulige undervisning. Derfor skal skoleledelsen konkretisere, hvordan samarbejdet kan foregå, mener Lise Tingleff Nielsen, chef for EVA's grundskoleområde.
Indlægget er blevet bragt i Politikens tillæg "Skoleliv".
Alle elever skal have den bedste undervisning og de bedst mulige forudsætninger for at lære. Dét er en fælles ambition, som også folkeskolereformen gennem en række forskellige tiltag søger at opfylde. Èt af tiltagene er et styrket samarbejde mellem lærere og pædagoger om visse opgaver i undervisningen.
Vi ved fra EVA’s egen undersøgelse, at mange lærere oplever, at et godt samarbejde med en pædagog kan styrke læringsmiljøet og elevernes trivsel. Herfra ved vi også, at samarbejdet kan løbe ind i praktiske udfordringer som at finde tid til fælles planlægning, og vi ved, at både lærere og pædagoger kan have svært ved at se undervisningen som en fælles opgave, hvor begge har en meningsfuld rolle.
Så hvordan kan skoleledelse, lærere og pædagoger samt den kommunale forvaltning i tråd med reformens intentioner arbejde for, at samarbejdet mellem de to faggrupper i så høj grad som muligt styrker undervisningen, læringsmiljøet og elevernes trivsel? Det kræver tre overordnede indsatser fra skoleledelsen:
For det første må skolelederen sammen med lærere og pædagoger konkretisere, hvordan samarbejdet kan være med til at opfylde ambitionen om at give eleverne den bedst mulige undervisning og herudfra rammesætte, hvornår og hvordan pædagogen skal være til stede. Ledelsen må hjælpe med at sætte konkrete billeder på, hvad eleverne skal have ud af, at læreren og pædagogen arbejder sammen. Hvis det f.eks. er aktuelt at styrke klassefællesskabet i indskolingen, bør ledelsen bidrage til at konkretisere, hvordan pædagogen i praksis kan spille ind ved f.eks. at bruge den understøttende undervisning til at involvere eleverne i planlægning og indkøb til klassens julearrangement eller lejrtur.
For det andet må skolelederen gå i spidsen for at etablere en kultur, hvor det er selvfølgeligt, at faggrupperne arbejder sammen om at give eleverne den bedst mulige undervisning. Det kræver, at ledelsen italesætter arbejdet med klassen og dele af undervisningen som en fælles opgave. Det kræver også, at ledelsen i ord og handling signalerer, at samarbejdet prioriteres og f.eks. organiserer rammer og mødetider, så lærere og pædagoger får mulighed for at mødes ansigt til ansigt og planlægge undervisningen sammen.
For det tredje må skolelederen bidrage til at udnytte, at to stærke professioner kan supplere hinanden. Lærere og pædagoger må sammen planlægge den undervisning, de har fælles ansvar for, så begge fagligheder bringes i spil. Ledelsen kan være med til at sætte konkrete billeder på, hvordan det kan ske i en klar, men ikke rigid rollefordeling, hvor lærer og pædagog bevarer hver sit faglige blik for trivsel og læringsmiljø, og hvor læreren fortsat har ansvar for faglighed og didaktik. Hvis det f.eks. er aktuelt at styrke trivsel og mindske fravær for en pigegruppe i en klasse, kan pædagogen have særligt fokus på det og hermed bidrage til elevernes forudsætninger for at lære.
Samarbejdet mellem lærere og pædagoger er ikke et mål i sig selv. Det er et middel til at skabe den bedst mulige undervisning og styrke elevernes forudsætninger for at lære. Hvis ledelsen organiserer, italesætter og konkretiserer det som sådan, får de to faggrupper den bedste forudsætning for at gøre det samme.
