INTERVIEW

Derfor har Østre Skole succes med lærer-pædagog-samarbejdet

07/11 2017
Skribent

Marie Louise Poulsen

Kommunikationskonsulent
+45 3525 4639

I Middelfart organiserer pædagogerne aktive værksteder og stillezoner i frikvarteret, så børnene er glade og klar til time, når klokken ringer ind.Men succes kræver, at ledelsen investerer økonomisk og praktisk i samarbejdet, siger Nathalie Böttcher, der er pædagogisk leder i indskolingen

”Hvis et samarbejde mellem lærere og pædagoger skal fungere, er organisering og fleksible rammer nødvendige. Ledelse og undervisende personale skal kunne sætte konkrete mål, der imødekommer elevernes behov,” siger Nathalie Böttcher, der er pædagogisk indskolingsleder på Østre Skole i Middelfart – en af de skoler, der har succes med samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Her har en fælles indsats betydet bedre trivsel og engagement hos eleverne og gjort, at elever med specielle behov i højere grad er blevet en del af børnefællesskaberne.

Østre Skole gør pædagogiske tiltag til en del af elevernes hverdag
EVA udgav i foråret en rapport, der viste, at selvom mange lærere og pædagoger oplever et trivselsmæssigt udbytte af et samarbejde, står skolerne også over for organisatoriske udfordringer, fx når det gælder fælles forberedelsestid.

På Østre Skole forsøger ledelsen at imødegå organisatoriske udfordringer ved at prioritere samarbejdet økonomisk og praktisk i hverdagen. Den overordnede ambition er at gøre skoledagen til en helhed for eleverne, fortæller pædagogisk indskolingsleder Nathalie Böttcher:

”Som pædagogisk leder for både lærere og pædagoger i indskolingen repræsenterer jeg den helhedstænkning, vi gerne vil lade gennemsyre hele skolen,” siger hun og fortæller, at SFO’ens pædagoger spiller fx ind med fokus på at styrke bevægelsen i undervisningen og ved at aktivere eleverne og styrke sammenhængen mellem leg og læring i idrætstimerne.

Og så har pædagogerne fået en ekstra rolle i indskolingen, der ifølge Nathalie Böttcher kan betale sig både økonomisk og i forhold til elevernes læring. Skolen har omlagt vikarbudget, så når en lærer er syg, vil en tilknyttet pædagog ofte bruge timen på trivselsfremmende aktiviteter til gavn for klassefællesskabet.

Nathalie Böttcher

41 år og uddannet pædagog i 2001 med en PD i ledelse fra Professionshøjskolen Metropol i 2011.
Siden 2014 pædagogisk indskolingsleder på Østre Skole i Middelfart og tidligere leder i både daginstitution, SFO og skoleledelse.

Pædagogers arbejde i frikvarteret betyder koncentrerede elever i timen
Samarbejde behøver altså ikke betyde, at en lærer og en pædagog er til stede i klassen samtidigt. Østre Skole har succes fx med, at pædagogerne styrker elevernes trivsel i frikvartererne og hermed deres koncentration i timen. I frikvarteret kl. tolv organiserer syv pædagoger tre forskellige aktive værksteder og et tilbud om en stillezone. Hvert tilbud imødekommer forskellige behov hos eleverne.

”Nogle elever elsker, når klokken ringer, og de får en pause fra voksenstyring. Men ikke alle elever kommer ud fra time og kan forholde sig til alle de 120 børn, der pludselig er i skolegården på én gang,” forklarer Nathalie Böttcher.

Både børn fra almindelige klasser og fra specialklasserne har glæde af at være i mindre fællesskaber i frikvarteret, hvor en voksen sætter en aktivitet i gang. Rammerne for frikvarteret betyder færre konflikter og fællesskaber på tværs af klasser, årgange og specialklasser. Derfor besluttede skolen i år at gentage succesen i pausen klokken ti.

”Harmoniske frikvarterer betyder gladere elever, der ikke tager konflikter fra frikvarteret med ind i timen, og derfor kan koncentrere sig om undervisningen fra timens start. Derfor styrker pædagogernes arbejde i frikvarteret både trivsel og læring,” siger Nathalie Böttcher.

Ideer til forbedring af elevernes læringsmuligheder opstår på klassekonferencer
Tiltag som pædagogernes aktiviteter i frikvartererne opstår ikke ud af ingenting. To gange årligt holder Østre Skole derfor klassekonferencer, der udmønter sig i konkrete ideer som at forbedre en gruppe elevers læsefærdigheder, ændre den sproglige omgangstone i en klasse eller styrke trivsel i frikvartererne.

Herudfra udarbejder de enkelte teams mål for deres elevgruppe. På Østre Skole mødes både indskolingens, mellemtrinets og udskolingens årgangsteams fx halvanden time hver uge for at planlægge og evaluere undervisning og trivsel. Ledelsen har investeret i pædagogers og læreres kompetencer og givet dem fleksible rammer til samarbejdet. Kompetencerne har Østre Skole styrket ved efteruddannelse. For pædagogernes vedkommende har det både drejet sig om kompetenceudvikling i kurser som ”Professionsfaglighed ind i skolen” og mere redskabsbaserede kurser som ”Fri for mobberi”.

”For at kunne løse de fælles opgaver kræver det i hvert fald tre ting: Det skal være praktisk muligt at mødes, kollegaerne i teamet er nødt til at kende hinanden fagligt, og den enkelte skal føle sig kompetent og kunne byde ind med sin egen faglighed. For os har det krævet økonomisk prioritering af rammer og efteruddannelse,” siger Nathalie Böttcher.