Artikel

Sådan hjælper du dine elever, der stresser over uddannelsesvalg

05/04 2018

Der er meget, der lægger et pres på de unge, når de skal vælge uddannelse. Mange elever, også de uddannelsesparate, efterspørger mere støtte til at vælge. Se her, hvad lærere og vejledere kan gøre for at hjælpe de unge med valget.

Når eleverne i 9. klasse skal vælge ungdomsuddannelse, er det en stor beslutning, som er svær at træffe for mange - også for dem, der er erklæret uddannelsesparate, viser en ny undersøgelse fra EVA: Unges oplevelse af uddannelsesvalg og vejledning i 9. klasse.  

Der er især fem faktorer, der presser de unge i valgsituationen: forældrenes forventninger, karakterpres, frygt for at vælge forkert, ikke at vide, hvad man skal, og uddannelsesparathedsvurderingen i sig selv.

De unge, viser undersøgelsen, efterlyser mere hjælp til at træffe deres valg.

Her er fire gode råd til dig, der er vejleder eller lærer til elever i 9. klasse:


1. Begynd med at afdække, hvordan de unge egentlig har det med uddannelsesvalget

De unge oplever og håndterer det at skulle vælge en ungdomsuddannelse ret forskelligt. For nogle unge er det helt uproblematisk, mens andre unge føler sig meget pressede over det.

Vær opmærksom på, hvordan de unge oplever valget, og om der er noget, der gør dem usikre. Det gør det nemmere at målrette aktiviteter til deres behov.

2. Tal med de unge om deres uddannelsesparathedsvurdering

Uddannelsesparathedsvurderingen har stor betydning for, hvilke konkrete uddannelsesmuligheder den enkelte unge har, men også for den unges selvbillede. Sæt tid af til at tale med både parate og ikke-parate om deres vurdering, så de unge forstår, hvad vurderingen betyder, og hvad der er lagt til grund for den.

Over for de ikke-parate elever er det afgørende at være meget tydelig med, hvad de skal arbejde med, og hvad I på skolen vil gøre for at hjælpe dem. Vær så konstruktiv og handlingsanvisende som muligt. 


3. Fortæl de unge, hvad de kan bruge de forskellige vejledningsaktiviteter til

De unge skal vide, hvad der er ideen med de enkelte vejledningsaktiviteter som fx brobygning og praktik. Som vejleder er det vigtigt, at du er meget omhyggelig med at forklare eleverne, hvorfor de fx skal i praktik eller i brobygning, så de forstår, hvad de får ud af dem, og hvorfor de skal deltage.

Husk også at samle op sammen med de unge bagefter, og hjælp dem med at reflektere over, hvad de fik ud af deres forløb.

4. Giv de unge mulighed for at bruge hinanden

De unge er ret vilde med, når de får mulighed for at dele deres overvejelser og tanker om, hvad de vil, med hinanden. Det giver et forum, hvor de kan spejle sig i hinanden, og føle, at de ikke er alene med deres tvivl og bekymringer.

Overvej, i hvilke fora I kan samle de unge og give dem mulighed for et fælles refleksionsrum – fx i den kollektive vejledning eller gruppevejledningen.