Artikel

Over halvdelen af kommunerne indskriver nyankomne elever direkte i almenklasser

12/11 2019

I over halvdelen af landets kommuner tilknyttes nyankomne elever en almenklasse fra deres første dag i folkeskolen. Det er der både fordele og ulemper ved, viser en undersøgelse lavet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 2019.

Hvor det mest udbredte modtagelsestilbud i kommunerne længe har været at give nyankomne elever en plads i såkaldte modtagelsesklasser, vælger flere og flere kommuner nu at lade eleverne tilhøre almenklasser fra deres første på skolen. Et modtagelsestilbud, hvor eleverne altså indskrives direkte i almenklasser. Nyankomne elever er tosprogede børn og unge, som har krav på basisundervisning, fordi de ikke har de nødvendige sproglige forudsætninger for at indgå i almenundervisningen. Ved direkte indskrivning, modtager eleverne altså basisundervisning uden for almenklassen, mens de resten af tiden inkluderes i almenundervisningen.

Nyankomne elever betegner i EVA’s undersøgelse tosprogede børn og unge i alderen 5-18 år, som ikke har de nødvendige sproglige forudsætninger for at indgå i almenundervisningen i folkeskolen, og som derfor har krav på basisundervisning, jf. §4 i bekendtgørelsen om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog.

En ny undersøgelse fra EVA viser, at 56 procent af landets kommuner indskriver nyankomne elever direkte i skolernes almenklasser. Resultatet bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 96 ud af 98 kommuner har svaret, og man kan derfor konkludere, at direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser har vundet indpas i de danske kommuner.

”Mange kommuner kombinerer modtagelsestilbud, så det er ikke nødvendigvis alle kommunens nyankomne elever, der indskrives direkte i en almenklasse, når de starter på en folkeskole. Fx viser vores undersøgelse, at det oftest er de yngste elever, der indskrives direkte i almenklasser,” forklarer Line Ørting-Vester, der er konsulent hos EVA og står bag undersøgelsen.

 Direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser er således mest udbredt i indskolingen, mindre udbredt på mellemtrinnet og mindst i udskolingen. 15 procent af kommunerne anvender kun direkte indskrivning som modtagelsestilbud. Den mest udbredte kombination er direkte indskrivning og modtagelsesklasser (28 procent).

God social integration

Foruden udbredelsen af direkte indskrivning blandt landets kommuner har EVA undersøgt, hvilke erfaringer seks udvalgte kommuner indtil videre har gjort sig med at lade de nyankomne elever have deres primære tilhørsforhold til en almenklasse fra første skoledag. Interviews med forvaltningsrepræsentanter, skoleledere og lærere viser, at det generelt er opfattelsen, at eleverne har gavn af direkte indskrivning i almenklasser. Det gælder især i forhold til elevernes sociale integration, hvor lærerne oplever, at det er positivt, at eleverne fra starten er en del af et alment og dansksprogligt fællesskab.

”De oplever, at eleverne drager fordel af hurtigt at kunne danne relationer og venskaber med eleverne i almenklasserne. Samtidig er de en del af en gruppe, hvor der hele tiden tales dansk, og det gør ifølge skoleledere og lærere, at de nyankomne elever naturligt og konstant stifter bekendtskab med det danske sprog,” siger Line Ørting-Vester.

Behov for kompetenceudvikling af almenlærere

Der er også visse udfordringer forbundet med direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser. Hos skoleledere og lærere i de seks udvalgte kommuner er det oplevelsen, at skolerne ganske enkelt ikke er i stand til at møde elevernes behov for sprogstøtte med de tilgængelige ressourcer på området. Samtidig er det en udfordring, at almenlærerne ikke har de nødvendige kompetencer til at integrere eleverne i almenundervisningen.

”Det betyder, at eleverne risikerer at ende med at deltage i almenundervisningen uden at modtage den sprogstøtte, de har brug for, og det efterlader de nyankomne elever med dårligere deltagelsesmuligheder, og kan oplagt få betydning for deres udbytte af undervisningen. Derfor er der behov for at fokusere på, hvordan vi sikrer, at de almenlærere, som i stigende grad har ansvaret for at integrere nyankomne elever i almenundervisningen, har de rette kompetencer til at kunne løfte opgaven og tage hånd om elevernes faglige, sproglige og sociale udvikling,” siger Line Ørting-Vester.

Endvidere har næsten hver tredje kommune svaret, at de oplever det som en udfordring, at der ikke er tilstrækkelig lovgivningsmæssig klarhed om reglerne for direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklasser. Undersøgelsen peger på, at der bl.a. er behov for at understrege, at eleverne skal modtage basisundervisning uden for almenundervisningen.