DEBAT

For mange indsatser og for lidt prioritering risikerer at spænde ben for den gode skoleudvikling

26/02 2018

Den gode skoleudvikling er udfordret af for mange indsatser og for lidt prioritering af, hvad der giver mening på den enkelte skole. Lise Tingleff, chef for grundskoleområdet på Danmarks Evalueringsinstitut, efterspørger bedre prioritering og tålmodighed fra skoleledelse, forvaltning og politikere.

Debatindlægget er bragt i Jyllandsposten 25. februar 2018.
 
Alt for mange vil alt for meget på skoleområdet. Der bliver sat rigtig mange indsatser i gang og genereret rigtig mange data, som bliver brugt til for lidt. Det er nogle af de konklusioner, der kommer frem i nye undersøgelser, fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og senest fra Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE.

I VIVE’s undersøgelse fra januar 2018, fortæller skoleledere, at de mange kommunale projekter og indsatser begrænser deres handlefrihed, så de har vanskeligt ved at finde tid til de opgaver, de selv finder relevante.
 
I EVA’s undersøgelse Samarbejde mellem forvaltning og skoleledelse om elevernes læring og trivsel fra oktober 2017 er konklusionen næsten den samme: arbejdet med at sætte gang i nye indsatser fylder meget og prioriteringen i de eksisterende projekter fylder for lidt. Som en skoleleder i undersøgelsen formulerer det: ”Problemet er, at hver gang vi er færdige med noget udvikling, så bliver det til drift. Vi får mere og mere drift. Der bliver ikke taget noget ud.”
 
"Skoleudvikling kræver altså tålmodighed, vedholdenhed og prioritering"
 
Lise Tingleff Nielsen, områdechef grundskole
 
Det tager ikke lang tid at tale om tingene på nye måder. Men det tager tid at gøre ting på nye måder. Hvis en skole for eksempel vil indføre systematisk videndeling i deres faglige lærerteams eller opkvalificere arbejdet med klasseledelse og systematisk elevfeedback på mellemtrinnet, så tager det tid. Den nye måde at arbejde på skal afprøves og justeres, før den bliver en selvfølgelig del af skolens kultur. Den skal så at sige pløjes ned i furerne, så ledelse, lærere og elever i dagligdagen oplever, at det giver mening at arbejde på nye måder.
 
Skoleudvikling kræver altså tålmodighed, vedholdenhed og prioritering. Og ansvaret for at sikre dette ligger i hele systemet: hos skolelederne, kommunale forvaltninger og politikere. Skoleledelsen skal blive bedre til at lede opad. De skal bruge deres faglige viden til at klæde forvaltningerne på med argumenter for, hvordan virkeligheden bør tackles på netop deres skole. De skal basere deres argumenter på data og faglige begrundelser for, hvorfor deres skole for eksempel kan have behov for at fokusere på fagligt teamsamarbejde før en stor kommunal læseindsats.
Resultatet er, at den meningsfulde udvikling af grundskolen – altså forbedringen af elevernes læring og trivsel, som jo er intentionen bag de mange indsatser – ikke bliver implementeret og fulgt op i tilstrækkeligt omfang.
 
Men hvorfor alle de udviklingsprojekter? Hvad har skabt et sådant indsatsmylder på skoleområdet? Et bud er, at der de sidste ti år har været øget fokus på at styrke elevernes læring, hvilket er godt og vigtigt. Men det har også medført, at man hele vejen op i systemet hyppigt efterspørger resultater, der viser, at eleverne flytter sig.
 
Forvaltningerne har i bedste mening indført nye dialog-, kvalitets- og sparringsfora, der er tænkt som en hjælp til skolerne og en anledning til at følge elevernes udvikling. Og dermed kryber meget af den faglige skoleledelse opad – vel at mærke til forvaltning og politikere, der så sætter indsatser i gang for at sikre, at der sker noget. Indsatserne viser en vilje til at handle og bliver sat i værk med de bedste intentioner. Men når de bliver for mange, bliver de kontraproduktive, og skolelederne ender med at opleve, at de mister muligheden for at prioritere de tiltag, der giver mest mening på netop deres skole.
Forvaltningen skal til gengæld være modig og hjælpe skolelederne til at prioritere, beslutte og følge op. Og den skal sikre, at beslutningerne bliver kommunikeret videre til det politiske niveau, så den nødvendige tålmodighed også er tilstede her.
 
Endelig skal politikerne efterspørge faglig argumentation, så de træffer deres valg så vidensbaseret som muligt. Det er åbenlyst også i deres interesse, at det mest væsentlige bliver prioriteret højest. Og får den nødvendige tid til at blive implementeret.
 
Lige nu er risikoen, at de mange gode –  utålmodige – viljer kommer til at spænde ben for skolens udvikling og dermed for det, det hele handler om: den positive udvikling i elevernes læring og trivsel.