DEBAT

Inklusion: Fordele ved tæt samarbejde mellem lærer og vejleder

20/02 2020

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil var i februar vært for det traditionsrige Sorø-møde under overskriften ’Inklusion’. En EVA-undersøgelse peger på på, at et styrket samarbejde mellem lærere og vejledere med specialpædagogisk kompetence kan være vejen frem. Særligt hvis samarbejdet bringes ind i undervisningen.

Af Signe Mette Jensen & Bjarke Frydensberg, hhv. chefkonsulent og seniorkonsulent hos Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Debatindlægget har været bragt i  Politiken Skoleliv den 17. februar 2020.

Når børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil senere på måneden er vært for det traditionsrige Sorø-møde, bliver det under overskriften ’Inklusion’. Over en hel dag vil ministeren og hendes gæster drøfte en af folkeskolens store udfordringer: Hvordan organiserer og bedriver man en undervisning, som giver alle elever muligheder for trivsel og læring? Et spørgsmål, som presser sig mere og mere på i takt med, at antallet af elever med behov for støtte stiger i folkeskolen. I en undersøgelse offentliggjort for nylig peger EVA på, at et styrket samarbejde mellem lærere og vejledere med specialpædagogisk kompetence kan være vejen frem. Særligt hvis samarbejdet bringes ind i undervisningen.

Langt hen ad vejen er det de samme udfordringer, lærerne står med i dag som for år tilbage; at de skal lave en undervisning, som tilgodeser alle elever uanset fagligt niveau og sociale forudsætninger. Forskellen fra i dag og tidligere er, at der er flere elever med behov for specialpædagogisk støtte i klasserne. Og det har en pris, når der ikke tages godt nok hånd om inklusionsopgaven. Både for den enkelte lærers motivation og arbejdsvilkår, elevernes trivsel og faglige udbytte og for kommunerne, der skal finansiere de stigende udgifter til specialpædagogiske indsatser.

Som formand for Børne- og Undervisningsudvalget i KL, Thomas Gyldal Petersen mindede os om i sin tale på KL’s Børne og Unge Topmødet, er antallet af elever, der segregeres til specialtilbud stigende. Og som ministeren påpegede i samme anledning, så er det ikke nødvendigvis et problem, hvis der er tale om elever, der har brug for et andet tilbud, end folkeskolen kan tilbyde. Men med et stigende antal børn og unge, som har forskellige typer af udfordringer og diagnoser, er der i høj grad behov for, at vi når frem til gode løsninger på de udfordringer, som alle lærere i folkeskolen oplever i arbejdet med at skabe inkluderende læringsmiljøer. Problematikken er velkendt og har været det i en del år. Der er stadig behov for, at vi udvikler nye løsninger, nye metoder og nye indsatser, og det er fortsat vigtigt at vi diskuterer, om det arbejde, vi allerede er i gang med – fx vejledningsforløb på skolerne – kan videreudvikles og forbedres til gavn for elevernes læring og trivsel.

Tæt samarbejde

EVA’s undersøgelse af samarbejdet mellem vejledere med specialpædagogisk kompetence og almenlærere fra december 2019 viser, at der er klare fordele ved, at vejlederens kompetencer bringes i spil i aktiviteter, hvor lærer og vejleder er fælles om undervisningen – med inspiration fra co-teaching. Det vil sige, at vejleder og lærer ikke kun mødes i situationer, som er afkoblet fra og på afstand af undervisningen, men at vejlederen derimod deltager som medunderviser. Resultaterne viser bl.a., at denne tætte, praksisnære samarbejdsform gør det nemmere for lærerne at omsætte viden fra teori til praksis og gøre den anvendelig i undervisningen. Det kan have positiv indflydelse på lærerens arbejde med inklusion, hvilket har effekt på elevernes trivsel og faglige udbytte. Man kan altså overveje, om den mere gængse, dialogiske vejledningspraksis, hvor vejleder og lærer holder et møde og drøfter konkrete udfordringer, i nogle tilfælde med fordel kan udvikles til en mere handleorienteret samarbejdspraksis i og omkring undervisningen.

Løser ikke alle udfordringer, men...

Det er med andre ord ikke ligegyldigt, hvordan samarbejdet mellem lærer og vejleder organiseres og gennemføres, hvis det skal styrke og udvikle de inkluderende læringsmiljøer i folkeskolen. I vejledningsforløb, hvor vejleder og lærer mødes i et mødelokale uden for undervisningen, kan det somme tider være vanskeligt for lærerne at overføre den specialpædagogiske viden til praksis i undervisningen. Detaljerne kan let gå tabt på vejen fra mødelokalet til klasseværelset. Det skyldes, at den specialpædagogiske viden ofte er kontekstspecifik og kropsligt forankret. Det er tavs viden, som er nemmere at forstå for lærerne, når de får mulighed for at observere vejlederens måde at undervise eleverne på. Den fælles undervisningspraksis i et samarbejdsforløb kan derfor lægge et ekstra lag til i den måde, vejleder og lærer udveksler viden om metoder og indsatser.

Resultaterne af vores undersøgelse løser absolut ikke alle lærernes udfordringer i arbejdet med inklusion. Men måske kan det lette lærernes arbejdsdag og være til gavn for elevernes skoledag, hvis samarbejdet mellem lærere og vejleder kommer tættere på praksis. Ja, faktisk helt ind i undervisningen.