Lektor: Derfor har finske skoleledere tid og overskud til at være pædagogiske ledere

Vi har hørt meget godt om det finske skolesystem herhjemme. Vi har hørt, at skolerne formår at flytte svage elever og forbedre deres karakterer, at lærerne har en høj status i samfundet, og at eleverne lærer meget. Men hvilken rolle har skolelederen i alt dette? Hvilke muligheder og udfordringer står de over for, og kan danske skoleledere lade sig inspirere af finske skoleledere?

Ja, til en vis grad, mener Frans Ørsted Andersen, lektor ved DPU på Aarhus Universitet og ekspert i det finske skolevæsen. Chef for grundskole på EVA, Lise Tingleff Nielsen, er enig i, at finske skolelederes hverdag giver anledning til at se på danske skolelederes mulighed for at prioritere anderledes.

Finske skoleledere har færre administrative opgaver
Fokus på læseplaner og undervisning er nøgleordene for finske skoleledere. Frans Ørsted Andersen fortæller, at både danske skoleledere og lærere fortæller ham, at lederne bruger for meget tid foran skærmen. Finske skoleledere og lærere oplever ikke det samme:

”Når jeg taler med finske skoleledere og lærere, fortæller de oftest, at skolelederen er nærværende og til stede i klasserne og på skolen,” siger Frans Ørsted Andersen.

Ifølge Frans Ørsted Andersen er én af nøglerne til den finske succes, at skolelederne formår og har rum til at udvikle pædagogisk ledelse. Det har de blandt andet, fordi de bruger mindre tid på administration:

”Kort sagt kan man sige, at finske skoleledere bruger færre timer på praktiske opgaver og budgetter. Derfor har de bedre tid til at koncentrere sig om undervisningen.”

Skoleledere i Finland underviser selv 
Finske skoleledere får selv mulighed for at prøve deres egne læseplaner af. De rekrutteres ofte blandt lærere, der er dygtige formidlere og klasserumsledere, og den rolle opretholder de ved at fortsætte med at undervise mindst syv- otte timer om ugen, når de er blevet udnævnt til skoleledere:

”Det er afgørende for skolelederens arbejde med læreplaner, udvikling af skolens undervisning og for relationen til lærerne, at lederen stadig er aktiv i klasserummet,” forklarer Frans Ørsted Andersen:

”Når de selv underviser, kan de i højere grad være med til at diskutere de problemer, lærerne oplever. De kan genkende udfordringen, når lærerne står over for en klasse med store faglige forskelle mellem eleverne eller mangler redskaber i bestemte fag,” siger Frans Ørsted Andersen.

Lærernes arbejdsvilkår er anderledes på finske skoler
Også lærernes baggrund har ifølge Frans Ørsted Andersen betydning for deres relation til skolelederen. Finske lærere er akademisk uddannede og er, ligesom de danske lærere var det tidligere, ansat som en slags tjenestemænd på fuld tid. De underviser 24 lektioner hver uge, hvilket svarer til ca. halvdelen af deres arbejdstid, og skal i øvrigt selv holde øje med, hvordan de lægger deres øvrige opgaver som lejrture, forberedelse og møder. Deres arbejdsdag minder således mere om universitetslektorers og gymnasielæreres herhjemme.

”Når lærernes timetal ligger fast, oplever de ikke i så høj grad, som det sker herhjemme, at lederen detailstyrer deres arbejdstid. Leder og lærer bliver sparringspartnere, og deres relation handler meget om samarbejde om undervisning,” forklarer Frans Ørsted Andersen.

Pædagogik og undervisning bør højere op på listen hos danske skoleledere
Lise Tingleff Nielsen, chef for grundskoleområdet på EVA, understreger, at man ikke kan sammenligne én til én mellem danske og finske skolelederes hverdag. Men hun er enig med Frans Ørsted Andersen i, at danske skoleledere kan få meget ud af at prioritere pædagogik og læring i højere grad, end de gør i dag.

”For mig at se står danske skoleledere i en vigtig udviklingsperiode, hvor der sættes mere fokus på pædagogisk ledelse, og de finske forhold minder os om, at det er værd at stræbe efter at kunne prioritere undervisning og læring for at styrke skolernes kvalitet. Fx er skoleledere herhjemme hængt op på mange administrative opgaver. Det er oplagt at se på, om nogle af de opgaver kan løses på anden vis,” foreslår hun.

Derfor vækker finske skolers og skolelederes succes nysgerrighed hos Lise Tingleff Nielsen. Hun mener, at én af de ting, man bør arbejde for herhjemme er, at skolederen sætter rammer for og samtidigt er sparringspartner for lærerne i udviklingen af undervisningen. Men hun mener ikke, at skolelederen selv behøver at undervise for at blive det: 

”Jeg har svært ved at forestille mig, at man på alle danske skoler kan afsætte tid til at undervise. Lederen kan deltage på andre måder, fx ved at sætte rammer for fælles pædagogiske og didaktiske drøftelser eller ved at tale med lærerne om deres konkrete arbejde med at udvikle undervisningen.”

Finske skolelederes hverdag kan inspirere til overvejelser om danske skolelederes vilkår
Så når man tager de forskellige vilkår og skolesystemer i betragtning, hvordan kan danske skoleledere så kan lade sig inspirere af finske? Ifølge Frans Ørsted Andersen kan historien om det, der er blevet kaldt ”Nordens bedste skolesystem” danne afsæt for herhjemme politisk, organisatorisk og forvaltningsmæssigt at diskutere skoleledernes arbejde:

”Med de gode finske eksempler in mente bør man overveje, hvad vi kan gøre for, at danske skoleledere får mere tid til pædagogisk ledelse. Hvordan kan de fx bruge mindre tid på ”skærm”-ledelse?” spørger Frans Ørsted Andersen.

Han foreslår, at skoleledernes organisation og kommunerne tager emnet op:

”Lige nu er kommunerne delvist en del af problemet, fordi de afholder utroligt mange møder, som skolelederne skal deltage i,” siger han.

Danske skoleledere er under pres
Den udfordring kan Lise Tingleff Nielsen genkende, bl.a. fra en undersøgelse, EVA foretog sidste år. Den viste, at det tættere samarbejde mellem skoleledelse og forvaltning i nogle kommuner fører til mange pædagogiske tiltag fra forvaltningen, der kræver tid og ressourcer at implementere, og som ikke altid lægger sig op ad den udvikling, skolelederen i øvrigt arbejder for på skolen.

”Danske skoleledere har ikke kun travlt med regneark og administration, men også med nye kommunale initiativer. Det er som oftest gode initiativer, men de finske erfaringer minder os om, at skole og forvaltning hele tiden sammen må prioritere, hvilke initiativer der er allervigtigst. Skolelederen skal have mulighed for at sikre, at de kommunale initiativer spiller samen med udviklingen af  undervisningen på den enkelte skole,” siger Lise Tingleff Nielsen.

Og så minder hun om, at prioritering af pædagogik og læring ikke behøver at betyde, at rammebetingelserne ændres – så de fx ligner de finske. Det gælder om at fokusere på undervisning i den hverdag, danske skoleledere står i nu:

”Danske skoleledere kan oplagt støtte lærerne og pædagogerne i at udforske, hvordan de tilrettelægger den bedst mulige matematikundervisning i indskolingen eller gør litteraturundervisningen relevant for drenge og piger i syvende.  Der er masser af ultra-relevante pædagogiske og læringsmæssige spørgsmål at kaste sig over inden for de rammer, som kendetegner den danske skolehverdag,” siger Lise Tingleff Nielsen.