Artikel

God og motiverende undervisning i en digital tid

31/03 2020

Grundskoleelever i hele Danmark ser i disse dage udelukkende deres lærere og klassekammerater gennem en skærm. Hvad betyder det for undervisningen og elevernes motivation? Vi har spurgt tre elever og chefkonsulent Thea Nørgaard Dupont, Danmarks Evalueringsinstitut.

Elever vil gerne lære og udvikle sig. De kan lide at rykke sig fagligt, være aktive i undervisningen, fordybe sig og vil gerne have hjælp og feedback, der får dem videre med deres opgaver.

Det viser undersøgelsen Elevernes oplevelse af skoledagen og undervisningen  (2018) fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Men hvordan er det at være elev i en digital tid? Hvilke vilkår er der for fordybelse? Og hvad sker der med relationen til læreren?

EVA har talt med Eva Marie fra 6. klasse på Enghaveskolen i Faaborg, Erik fra 9. klasse på Viby Skole og Tilde fra 9. klasse på Tranegaardsskolen i Gentofte om, hvad de synes om den digitale skoledag. Og bedt chefkonsulent Thea Nørgaard Dupont om at sammenholde elevernes oplevelser af digital undervisning med det, vi ved fra undersøgelser, er god og motiverende undervisning i det normale klasserum.

Det bedste og det værste ved at være hjemme
Eleverne peger helt overordnet på, at det bedste ved den digitale undervisning er, at de selv kan organisere deres tid. De kan stå op når de vil og bruge fire timer på at løse en opgave på en dag. Frem for at skulle splitte den op i forskellige lektioner i skolen.

Som Erik formulerer det: ”Jeg står et par timer senere op i øjeblikket. Så sidder jeg fra kl. 9 til 13-14 stykker og laver det, jeg skal. Nogle gange er det kun 9-12.” Det værste er til gengæld, at de ikke er sammen med deres klasse, men ”bare sidder hjemme”, som Eva Marie siger, og Erik understreger, at det både er et læringsmæssigt og socialt savn, for man ”har ikke sin klasse at støtte sig op af.”

Det viser, at hvor vigtig klassen som fællesskab er for eleverne, forklarer Thea Nørgaard Dupont.

”Eleverne taler om, at de er særligt udfordrede på relationen til hinanden. De er vant til at bruge hinanden – ikke bare i frikvarterene, men også som en del af undervisningen. Som faglige støtter, hvor de samarbejder og hjælper hinanden og som nogle, de fordyber sig sammen med. Nu giver de udtryk for, at de mangler hinanden og er meget alene. Også selv om de har steder, hvor de mødes virtuelt.”

Eleverne savner relationen til læreren
Noget andet, der udfordres på distancen er relationen til læreren. Eva Marie fortæller, at det kan være lidt sværere at snakke med læreren end normalt. ”Måske hakker han, fordi forbindelsen er dårlig. Og man kan ikke fornemme, om han er sur eller glad.”

Tilde peger på, at man kan komme tættere på læreren som privatperson, ”fordi læreren sidder hjemme og pludselig kommer hans barn ind i stuen. Det er hyggeligt.” Erik peger på, at relationen på den ene side er tættere, fordi man måske fremlægger noget på tomandshånd og ”skriver frem og tilbage om en opgave, som man i klassen ville have løst sammen med sine venner.” På den anden side er der også lærere, som man ”ikke har kontakt til i 14 dage.” Hvad der afgør om man kommer tættere på læreren eller det modsatte, er også, hvordan relationen til læreren er i forvejen, vurderer han.

Ifølge Thea Nørgaard Dupont er relationen til læreren helt afgørende for elevernes engagement og lyst til at byde ind.

”Vi ved fra andre undersøgelser, at relationen mellem lærer og elev er afgørende for, hvordan eleverne oplever undervisningen og om de er motiveret for at deltage og byde ind. Når relationen er god, føler eleverne sig set, hørt og anerkendt. Når den ikke er, kan det have den konsekvens, at nogle elever trækker sig fra undervisningen. Relationen til læreren er fortsat meget vigtig for eleverne i den særlige situation, vi er i nu. Måske åbner situationen op for en kontakt en-til-en, som ikke nødvendigvis bliver prioriteret til hverdag. Erik giver udtryk for, at det kan noget. Men skærmen virker også distancerende. Og der skal noget ekstra til for at vise, at man ser og hører eleverne og at man hilser deres input og dialogen med dem velkommen.”

Det kan være svært at skabe et niveau til 24 elever
En anden væsentlig ting for elevernes motivation og engagement i undervisningen er, at de oplever, at det faglige niveau udfordrer dem tilstrækkeligt, uden at være for svært. Og det kan være vanskeligt at tilpasse i en digital tid.

Eva Marie oplever, at niveauet generelt er ”sværere, fordi læreren ikke kan gå rundt og forklare tingene ordentligt.” Tilde oplever modsat, at niveauet ”er lettere, fordi vi bliver sat til at repetere. Det er måske fedt i momentet, at man kan slappe af. Men på sigt er det ikke det smarteste, at man ikke har gennemgået pensum ordenligt.”

Thea Nørgaard Dupont hæfter sig ved, at Eva Marie efterspørger støtte og rammesætning fra læreren.

”Det viser vigtigheden af, at læreren understøtter elevernes læreproces ved at hjælpe, forklare og stilladsere, så eleverne kan arbejde med opgaverne på en god måde. Den virtuelle undervisning kan betyde, at eleverne oplever at sidde alene med deres ting. Og at læreren er langt væk, når de har spørgsmål,” siger Thea Nørgaard Dupont og peger samtidig på, at Tildes refleksion viser, at eleverne ikke mener, at et godt niveau er, når noget er alt for let.

”Eleverne vil generelt gerne imødekomme skolens krav. Og de kan lide, når de udfordres og skal gøre sig umage, og når de mærker, at de lærer og rykker sig - måske med hjælp fra de andre i klassen eller fra læreren. Det tror jeg stadig gælder under den nuværende ekstraordinære situation.” 

Hvor aktiv kan man være på den anden side af en skærm?

En måde at tilpasse niveauet på, kan også være at give eleverne en aktiv rolle i undervisningen. Og også det kan være vanskeligt i det virtuelle klasserum.

På trods af digitale platforme, der understøtter dialog og gruppechat. Tilde forklarer: ”Det er lidt svært at stille spørgsmål ud til 24 elever over en videochat. Og svært at vise, at man følger med. Man får ikke rigtig mulighed for at vise, at man godt ved, at ”det er Herman Bang”. Hvis lærere havde mulighed for at inddrage mere, ville læreren nok gøre det”.

Erik har samme oplevelse: ”Normalt kan man snakke om i klassen, hvad vi helst vil arbejde med. Læreren kan spørge, hvad mener I? Digitalt er det hele mere ensartet.”

Ifølge Thea Nørgaard Dupont viser EVA’s undersøgelse, at eleverne især gribes af undervisningen, når de også selv er aktive og involverede. Og eleverne her savner netop det.

”Eleverne holder af at have indflydelse og at kunne præge undervisningen med deres bidrag. I denne tid har de indflydelse i den forstand, at de ofte selv kan bestemme, hvornår de vil lave hvad. Men de savner at kunne bruge hinanden til at engagere sig i stoffet,  og de oplever, at det er svært at byde ind. Selv når de prøver at skabe virtuelle klasserum er eleverne udfordrede på at bidrage til undervisningen.”

Savner variation i arbejdsformerne

Eleverne oplever mindre variation i arbejdet end normalt. Eva Marie fortæller, at: ”Der er ikke så meget forskel på det, vi laver. Det er mest noget med, at vi får en lektie for, som vi så skal dele på drevet.”

Erik er enig: ”Der er mindre variation i undervisningen. Vi arbejder normalt i større grupper og debatterer mod hinanden. Nu får vi hele tiden skriftlige opgaver og fremlæggelser.”

Thea Nørgaard Dupont vurderer, at de opgaver, eleverne skal løse, i sig selv godt kan være alsidige, men at eleverne oplever dem som ens, fordi arbejdsformen er den samme. De sidder hjemme og løser opgaverne foran skærmen alene.

”I den normale skoledag efterspørger eleverne også variation. Det at lave noget nyt og anderledes er i høj kurs blandt eleverne. De efterspørger ikke nødvendigvis en masse skift inden for den samme time, for de holder faktisk af at fordybe sig i længere tid. Men det kan blive tungt, hvis dagene ligner hinanden og byder på ’mere af det samme’, som eleverne siger. Når eleverne her udtrykker, at dagen derhjemme er ensformig, handler det nok især om, at dynamikken i undervisningen gør det svært at byde ind, og at det individuelle arbejde føles ensformigt,” siger Thea Nørgaard Dupont og fortsætter:

”Måske skal der ikke så meget til for at bryde ensformigheden? Jeg hørte om en lærer, der havde bedt sine elever om at gå udenfor, sætte sig i solen og lukke øjnene, mens hun læste op for dem. Man kan også vælge at skrue op for feedbacken, så eleverne oplever, at der bliver fulgt op på det, de laver i samme grad som i skolen.”

Plads til fordybelse – eller?

Et sidste element i det gode og motiverende undervisningsmiljø, set med elevernes øjne, er muligheden for at fordybe sig. Den er tit udfordret i skolen, blandt andet på grund af uro i undervisningen. Men også på grund af de mange skift mellem fagene. Er det mon nemmere at fordybe sig, når undervisningen rykkes hjem foran skærmen?

Ikke ifølge de elever, EVA har talt med. Eva Marie bliver forstyrret af sin telefon: ”I skolen må man ikke bruge sin telefon. Her har man den hele tiden og får måske pludselig en sms eller noget.” Erik oplever, at det kan fjerne fokus, ”når du har en playstation eller en trampolin lige ved siden af. Men samtidig er jeg også god til at sætte mig ned i fire timer og få lavet en opgave.” Tilde oplever både forstyrrelser i hjemmet og når de mødes i de virtuelle fora: ”Jeg føler ikke, at jeg kan fordybe mig.”

Thea Nørgaard Dupont erkender, at det stiller store krav til eleverne at fordybe sig.

”Koncentration og muligheden for fordybelse er også en udfordring til dagligt. I en almindelig skolehverdag er det fx uro og skift i aktiviteter, der kan skabe forstyrrelse. Her er det mere hjemlige ting. Men det at bruge sammenhængende tid på at løse en opgave, som Erik fortæller om, er et udtryk for de muligheder, der ligger i en skoledag, hvor eleverne i højere grad selv kan tilrettelægge, hvornår de må lave hvad. Det stiller nogle krav, men det kan også give nogle muligheder for fordybelse. Hvis ellers der er ro i hjemmet.”