Artikel

Samarbejde mellem folkeskoler og kulturinstitutioner kan puste nyt liv i undervisningen

19/01 2022

I et nyt inspirationshæfte sætter EVA fokus på, hvordan folkeskoler og kulturinstitutioner kan bruge hinandens kompetencer til at samarbejde om at udvikle undervisningen – til gavn for elever, lærere og kulturlivets professionelle.

Eleverne møder en undervisning, der har fået et skud af autenticitet, sanseindtryk og variation. På den måde motiveres eleverne – også dem, der ellers kan have svært ved at deltage i undervisningen. 

Samarbejdet giver desuden lærere og medarbejdere på kulturinstitutionerne gensidig kompetenceudvikling. Mødet mellem de forskellige fagligheder giver mulighed for, at begge parter lærer nyt. Lærerne får mulighed for at arbejde i dybden med nye elementer i fagene - medarbejderne på kulturinstitutionerne får didaktiske kompetencer, som de ikke har med sig fra deres uddannelser.

Et godt samarbejde kommer dog ikke af sig selv. Når to forskellige verdener og fagligheder skal samarbejde, kræver det dedikation fra både skole og kulturinstitution, en stærk rammesætning af arbejdet og opbakning oppefra fra ledelse og forvaltning.

Hvis I har lyst til at lade jer inspirere til et nyt eller igangværende samarbejde, så læs inspirationshæftets tre artikler om folkeskolers samarbejde med Aarhus Teater, ARKEN Kunstmuseum og Kolding Stadsarkiv. Og brug refleksionsværktøjet bagerst i hæftet til at blive opmærksom på spørgsmål, som er væsentlige, når I skal udvikle samarbejdsforløb mellem skoler og kulturinstitutioner.

Baggrund for inspirationshæftet

Hæftet er udarbejdet af EVA for A.P. Møller Fonden og bygger på erfaringer fra tre projekter, som hver har haft fokus på samarbejder mellem folkeskoler og kulturinstitutioner. De tre projekter er støttet af A.P. Møller Fonden. 
EVA har indsamlet kvalitative data om erfaringerne fra samarbejdet fra de tre projekter. Derudover har EVA interviewet to forskere med særlig viden om, hvilke didaktiske potentialer der findes i den åbne skole.