Hvordan kunne Londons skoler på to år gå fra at være landets dårligst præsterende til at overgå landsgennemsnittet? Professor David Woods fortæller om skoleledernes afgørende rolle i en velfungerende mentorordning og giver sit bud på, hvordan danske skoler kan bruge erfaringerne fra London.
Reformer bliver tit mødt med skepsis. Nogle frygter, at de vil forandre noget. Andre er sikre på, at de ikke vil. Sådan var det også, da et omfattende program for at ændre Londons skolekultur blev sat i verden for snart 14 år siden.
Tiltaget er kendt som the London Challenge. Baggrunden var den udfordring, at elever i London forlod skolen med meget dårligere karakterer og et meget lavere fagligt udbytte end elever fra Storbritanniens øvrige skoler. Målet var, at alle Londons skoler – både de dårligst præsterende og dem, der i forvejen præsterede godt – skulle blive bedre. Det lykkedes. På to år rykkede Londons skoler til at præstere over gennemsnittet for Englands skoler.
Professor David Woods var en af nøglepersonerne i udviklingen og implementeringen af programmet the London Challenge. Han fortæller, at skoleledernes vilje og evne til at være mentorer for hinanden var en bærende bjælke i forandringsprocessen.
Programmet the London Challenge har ifølge David Woods bl.a. betydet, at den første generation af elever fra traditionelt dårlige skoler i dag står med kandidatbeviser fra universiteter i hånden.
”Opskriften bag the London Challenge’s succes var først og fremmest et unikt samarbejde mellem landets centraladministration, de lokale forvaltninger og skolelederne på Londons skoler,” siger David Woods og forklarer:
”Initiativet til programmet kom fra den britiske regering, men vi, der udviklede the London Challenge, sørgede for at etablere tillidsbaserede partnerskaber med samtlige 42 skoledistrikter i London.”
En anden afgørende faktor i programmets succes var tid og penge. Samarbejdet med regeringen betød, at arbejdsgruppen fik en stor bunke penge og usædvanligt lang tid til at udvikle konkrete tiltag. Fra begyndelsen blev the London Challenge planlagt til at løbe over fem år. Det gav tid til, at de gode initiativer kunne udfolde sig.
Sidst, men ikke mindst, peger Davids Woods på den positive retorik omkring skolerne som et succeskriterium. Skoler, der særligt skulle udvikles og styrkes, kaldet ”nøgleskoler”:
”De skoler, der skulle udvikles, blev kaldt ”nøgleskoler”. Vi arbejdede ud fra en ide om, at skolerne og eleverne havde stort potentiale. Lærerne havde forventninger til eleverne, og vi havde forventninger til skoleledere og lærere. Store forventninger var vores motto,” siger David Woods.
For at sikre, at the London Challenge ramte ind i skolernes reelle behov, satte David Woods og hans kolleger sig ind i skolernes udfordringer ved at se på store mængder af data om hver skole. Data om elevernes sociale problemer, andelen af elever med ikke-britisk baggrund eller læsevanskeligheder dannede herefter baggrund for grupperinger af skolerne.
”Grupper med ens skoler betød, at vi bedre kunne sammenligne dem. Men til de I har samme elevgruppe, samme udfordringer og samme lærerkompetencer som de øvrige skoler i jeres gruppe. Men de klarer sig bedre, så hvad kan I lære af dem?” forklarer David Woods.
Netop overdragelse af viden fra skole til skole var essentielt for the London Challenge. De dygtigste skoleledere fra hver gruppe blev bedt om at tage ud på andre skoler og agere mentorer. Forinden blev de tilbudt et træningsprogram, der varede flere dage og gav dem titlen ”London Consultant Heads”. David Woods selv og andre nøglepersoner fra programmet stod for at matche skoler og skoleledere.
”Mentorerne brugte tid på at diskutere problemer og mulige løsninger med de udfordrede skolers pædagogiske ledere. Målet var hjælpe skolelederne her i gang med fx at lægge nye strategier for undervisning og brug af lærerressourcer,” forklarer David Woods.
Derfor mener David Woods, at både de dygtige skoleledere, og dem, der var mentees, var de vigtigste aktører i programmets udbredelse.
David Woods har et stort kendskab til det danske skolesystem. Han understreger, at niveauet for danske skoler er højt, men mener ikke desto mindre, at Danmark kan lære direkte af the London Challenge.
Lise Tingleff Nielsen, områdechef for grundskole på EVA, er enig i, at vi herhjemme kan gøre mere for, at skoleledere kan bruge hinandens viden.
”Nogle skoleledere står forholdsvis alene med skoleudviklingsopgaven. De kan få meget ud af at sparre med andre, dygtige ledere. Men det kræver, at vi uddanner de ledere. Det er nemlig en faglighed i sig selv at vide, hvordan man kan hjælpe en anden skoles pædagogiske og didaktiske udvikling på vej. Derfor lyder mentorprogrammet fra London Challenge, hvor udvalgte skoleledere trænes som mentorer, som en rigtig god ide.”
David Woods mener konkret, at Danmark bør være åben over for ideen om at hylde en best practice:
”Jeg fornemmer, at man i Danmark har en grundlæggende modstand mod at indrømme, at nogle skoler er bedre end andre. Dermed er det svært for både lokale forvaltninger og centraladministration at bruge viden og ressourcer, der allerede findes på skolerne,” siger han.
Lise Tinglef Nielsen vil hellere tale om ”god praksis” end fremhæve ”den bedste”:
"’Best pratice’ bestemmes ofte med reference til målbare læringsresultater. Men elevernes aktive deltagelse og engagement i det faglige indhold er fx også vigtige tegn på god undervisning. Derfor vil jeg hellere fokusere på, hvordan vi bliver bedre til at tale om, hvad der kendetegner den gode undervisning, og hvordan den kan realiseres i 5. b, så Julie blive endnu dygtigere til problemløsende matematik, og så Sebastian igen får mod på at deltage i gruppearbejdet.”
I øvrigt fremhæver Lise Tingleff Nielsen, at tidsperspektivet på fem år var med til at styrke the London Challenge:
”Det kan være meget uhensigtsmæssigt, når man fx allerede efter et år vil måle på, hvor godt et tiltag har virket. Det tager tid at ændre en skolehverdag og en undervisningspraksis. Vi skal derfor hellere hjælpe udviklingen godt på vej, så vi efter nogle år med større sandsynlighed kan se en positiv betydning for det samlede læringsmiljø.”
International inspiration er navnet på en artikel-serie, der i foreløbigt tre artikler i EVA’s e-magasin og på eva.dk vil belyse nogle af de udfordringer, skoleledelser og skoleledere står med ved at se på, hvordan andre lande løfter udfordringerne.
Artiklerne indeholder således ikke resultater fra EVA's egne undersøgelser, men i stedet diskussioner af problemstillinger og potentialer, som EVA’s undersøgelser og analyser har beskæftiget sig med.
Viden og holdninger fra forskere og praktikere uden for EVA afspejler således ikke nødvendigvis EVA's analyser eller perspektiv, men er erfaringer og viden, vi vurderer er relevant for at perspektivere den viden, vi har på området og derfor værd at videregive til vores læsere.
