For Signe har nedlukningsperioderne medført et stor fokus på elevernes trivsel, og om hendes undervisning kunne leve op til de faglige krav under de særlige vilkår i nødundervisningen. Hun har forsøgt at løse udfordringerne ved nødundervisningen ved nøje at overveje, hvordan indholdet i og strukturen på den virtuelle undervisning bedst muligt kan understøtte elevernes læring.
Signe underviser i engelsk og naturgeografi på stx og hf, hvor hun har undervist i seks år. Det sidste år har hun primært undervist på stx. Signe er vant til at bruge digitale teknologier i sin undervisning, fordi især naturgeografi ikke kan undervises i uden bestemte programmer. Samtidig er hun en lærer, som har stort fokus på, at hendes elever trives både fagligt og socialt i undervisningen.
Det har fyldt meget for Signe i nedlukningsperioderne, om hendes undervisning har levet op til de formelle krav – både kravene for nødundervisning, men også de faglige krav, som eleverne skal opfylde igennem deres gymnasiale uddannelse. Hun fortæller, at det har været svært at finde ud af, hvad kravene egentlig var:
”Det har fyldt en del at finde ud af, hvad kravene fra Undervisningsministeriet i virkeligheden var. Altså må vi udelade noget fagligt indhold i undervisningen, og hvad betyder det, at det er nødundervisning? Hvad er det egentlig, vi skal prioritere? Jeg har oplevet lidt tvetydige udmeldinger om, at selvfølgelig er det nødundervisning, men eleverne skal jo stadigvæk til eksamen. Det har været svært at navigere i, det her med, hvad skal vi tage hensyn til i den virtuelle undervisning. Og hvad er det for nogle regler, vi skal følge. Og det har jo været lige så svært for ledelsen på skolen at finde ud af.”
En af de ting, som Signe oplever har gjort det svært at gennemføre undervisning af høj kvalitet, har været de mange skift mellem virtuel og fysisk undervisning. Det tager tid at omstille sig til en ny form for undervisning, og det er svært at planlægge længere undervisningsforløb, når man ikke ved, om undervisningen kommer til at foregå virtuelt eller fysisk.
"I begyndelsen af den første nedlukning skulle vi jo kun være hjemsendt i to uger. Så derfor satte jeg gang i midlertidige undervisningsforløb, hvor det ikke handlede så meget om eksamen, men mere om fx at træne dem i engelsk under de midlertidige vilkår. Men nedlukningen blev gradvist forlænget på ny igen og igen."
Signe har forsøgt at tilpasse undervisningen de forskellige skift ved at flytte rundt på indholdet med meget kort varsel. Nogle forløb egner sig bedre til at blive undervist virtuelt, og undervejs har hun flyttet rundt på forløbene, så kvaliteten af undervisningen kunne blive så god som mulig under omstændighederne.
”Da vi pludselig blev sendt hjem i to uger i efteråret, var jeg i gang med et forløb om naturkatastrofer med min 2. g. i naturgeografi. Vi skulle lave en hel del eksperimentelt og empiribaseret arbejde, og det egner virtuel undervisning sig bare ikke til. Så jeg valgte fra nærmest den ene dag til den anden at stoppe forløbet og kalde det del 1 og så udskyde del 2 til et tidspunkt, hvor vi kunne være fysisk sammen. Og så tog jeg et nyt emne i perioden med virtuel undervisning.”
Signe har erfaret, at svært fagligt stof er udfordrende at undervise i virtuelt. Det har også været med til at udfordre kvaliteten af den virtuelle undervisning og har bidraget til Signes bekymring om, hvorvidt eleverne fik lært det, de skulle:
”Da anden nedlukning startede, var jeg midt i et Shakespeare-forløb med min 3. g-klasse i engelsk. Jeg havde planlagt, at de skulle læse hele Macbeth, fordi de manglede et værk og et forløb om Shakespeare. Det er i forvejen svært at læse Shakespeare, og i den virtuelle undervisning blev det endnu sværere. Det kan være svært for eleverne at spørge om hjælp på samme måde, som de gør normalt. Normalt kan man jo bare kalde på læreren, og så kan jeg gå ned og snakke med dem. Men i den virtuelle undervisning sidder vi ofte i et forum med alle 30 elever samme sted, og så har de ikke lyst til at sige, at de ikke forstår det.”
”Samtidig er det også svært at fornemme, hvor eleverne er, og hvor meget de forstår. For jeg spørger jo også tit ud, om de har nogen spørgsmål, eller om det her giver mening. Der bliver jeg tit mødt med den der mur af tavshed. Som jeg et eller andet sted også godt kan forstå, men det er sværere at fornemme, hvor de er, og hvor langt de er med, når det er virtuelt.”
Signe imødekom udfordringen med det svære forløb ved at forkorte det og gå videre med et lettere emne efterfølgende. På den måde forsøgte hun at bevare elevernes motivation for undervisningen.
Signe har været meget bevidst om, at den virtuelle undervisning skal varieres, hvis den skal fungere bedst muligt. Derfor har gruppearbejde jævnligt været en del af hendes undervisning for at give eleverne mulighed for at drøfte fagligt indhold og udarbejde opgaver i mindre grupper. Men Signe fortæller, at der har været nogle udfordringer i at få eleverne til at arbejde i grupper:
”Eleverne uddelegerer ofte arbejdsopgaverne ude i de digitale grupperum. Hvis jeg kommer ud til en gruppe, så kan jeg opleve, at flere af mikrofonerne er muted. Så fortæller eleverne, at de har delt det op. Måske for at løse opgaven hurtigere, men jeg tror for nogle elevgrupper, at det bliver en nem udvej, fordi de ikke ved, hvordan de skal snakke med hinanden.”
Signe har forsøgt at løse udfordringen ved at skabe et mere afslappet og personligt rum i grupperne, så eleverne følte sig mere trygge ved at snakke med hinanden:
”Jeg beder grupperne om at starte med noget andet end det faglige. Det kan fx være, at de skal starte med at finde tre ting, de har til fælles. Sådan så de lige får kontakt til hinanden og finder ud af, okay, vi kan måske godt snakke sammen, og så kan det faglige komme på bagefter. Det er jo sådan nogle ting, som vi også bruger fysisk, og det kan også godt fungere digitalt.”
Undervejs i nedlukningsperioden fandt Signe ud af, at hendes elever ikke snakkede med hinanden uden for undervisningen, selvom at de i den grad savnede at være sociale:
”Jeg har snakket med elever, som har fortalt, at de slet ikke snakkede med andre fra deres klasse i den her periode, og det kom bag på mig, for det var ikke elever, jeg troede ville have udfordringer på det område.”
Signe havde en klar fornemmelse af, at elevernes sociale trivsel også hang sammen med deres engagement i undervisningen. Når eleverne ikke havde nogen sociale udvekslinger med hinanden, blev de også mere usikre på at deltage i den virtuelle undervisning.
Derfor forsøgte Signe at lave nogle rammer for eleverne, hvor de fik mulighed for at snakke med hinanden uden for undervisningen:
”Jeg har lavet et spørgeskema om, hvem de talte med normalt, og hvem de måske ikke talte så meget med og godt kunne tænke sig at tale mere med, og så har jeg prøvet at lave nogle tremandsgrupper ud fra det. Så lagde jeg et kvarter ind efter skoletid to gange om ugen. Og så skulle de så mødes der, hvor det udelukkende handlede om det sociale. Jeg ved ikke, om alle eleverne brugte det, men der var en elev, som fortalte, at de faktisk havde snakket i halvanden time, og at det havde været så fedt. Så det var et forsøg på at give dem noget af deres frikvarter igen, hvor de plejer at kunne gå hen og tale med hinanden.”
Noget af det, Signe har savnet mest i nedlukningsperioderne, er den daglige kontakt med sine kollegaer. De bekymringer, hun har haft om, hvorvidt hendes undervisning levede op til de faglige krav og elevernes trivsel, har hun savnet at kunne drøfte med sine kollegaer:
”På mange måder har det været mine fagkollegaer, jeg har savnet mest. Jeg har savnet at kunne gå hen til en kollega i frikvarteret og sparre om et tekstvalg eller ideer til formidling. Og jeg har savnet at drøfte faglige krav i nødundervisningen. Vi har selvfølgelig snakket sammen i ny og næ på virtuelle faggruppemøder, men det er ikke det samme som den uformelle sparring, vi er vant til på lærerværelset. Og det har været svært at finde ledig tid til faglig sparring med kolleger, når mange også har haft deres børn derhjemme under nedlukningen, som kan betyde, at man har skæve arbejdsdage.”
Signe har gode erfaringer med at skærmdeling med eleverne. Det er en god måde i den virtuelle undervisning at hjælpe eleverne med tekniske udfordringer og lære dem nye programmer. Signe har erfaret, at elevernes problemer ofte temmelig hurtigt kan løses, hvis de deler deres skærm med hende, og hun kan fortælle dem præcist, hvor de skal trykke, og hvad de skal gøre.
En fast rutine, som indebærer variation i den enkelte undervisningsgang, fungerer ifølge Signe rigtig godt i den virtuelle undervisning. Hun starter typisk med en introduktion, hvor elever og lærer lige siger hej til hinanden. Derefter bliver eleverne delt ud i nogle grupper, hvor de svarer på spørgsmål eller løser opgaver. Derefter mødes de igen alle sammen og gennemgår elevernes besvarelser.
Hvis gruppearbejdet skal fungere godt, kræver det en vis styring. Ellers kan eleverne finde på at uddelegere opgaverne til hinanden uden at tale om indholdet. Signe peger på, at eleverne har brug for at være trygge ved hinanden i grupperne, hvis de skal få nogle gode snakke. Derfor beder hun grupper om at starte med at tale om noget, som ikke handler om det faglige indhold. Fx skal de finde tre ting, som de har til fælles. Derefter kan de begynde på de faglige opgaver.
