Artikel

Er eleverne dømt til at mislykkes, hvis de har et lavt karaktergennemsnit fra gymnasiet?

08/02 2019

Gymnasieelever bør ikke stresse så meget over deres snit. Studerende med lave karakterer har nemlig stadig gode muligheder for at få en videregående uddannelse.

Karakterer bliver ofte beskyldt for at lægge et urimeligt stort pres på unge mennesker, blandt andet fordi karaktererne betyder noget for, hvilken uddannelse de kan komme ind på.

Men er der egentlig grund til at stresse over et lavt karaktergennemsnit?

Ikke nødvendigvis, fremgår det af EVA’s undersøgelser: For selvom karaktergennemsnittet udgør hovedkriteriet i kvote 1 i optagelsessystemet, er der heldigvis mange muligheder for studerende, der ikke har topkarakterer.

”Man kan sagtens klare sig godt, selv om man ikke får høje karakterer i gymnasiet. For det første behøver man ikke et højt snit for at komme ind på langt de fleste uddannelser. For det andet er der fortsat en stor andel blandt studerende med lave karakterer, som gennemfører den uddannelse, de er blevet optaget på”, siger Bjarke T. Hartkopf.

”Man kan sagtens klare sig godt, selv om man ikke får høje karakterer i gymnasiet. For det første behøver man ikke et højt snit for at komme ind på langt de fleste uddannelser. For det andet er der fortsat en stor andel blandt studerende med lave karakterer, som gennemfører den uddannelse, de er blevet optaget på. 

 

 Bjarke T. Hartkopf, seniorkonsulent, EVA's område for videregående uddannelser

Vigtigt budskab til de unge

Sarah R. Schoop, der er seniorkonsulent i EVA’s område for ungdomsuddannelser, supplerer:

”Dette budskab er det vigtigt, at lærere, vejledere og forældre kommunikerer til de unge, så de får et mere realistisk billede af, hvad det egentlig kræver at komme ind på en videregående uddannelse. Mange gymnasieelever går nemlig rundt med en idé om, at videregående uddannelser generelt kræver et tårnhøjt snit fra gymnasiet, og at et eksamensbevis med andet end 10- eller 12-taller kan spolere deres fremtidsmuligheder,” siger Sarah R. Schoop.

Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser at:

  • Kun 10 procent af de videregående uddannelser i Danmark kræver et snit over 9.
  • 50 procent af uddannelserne har ikke noget karakterkrav.
  • Fik du 7 i snit, kunne du i 2018 komme ind på 70 procent af alle uddannelser.
  • 8 ud af 10 af de optagne kom ind på deres 1. prioritet

Karakterer kan forudsige, hvordan studerende vil klare sig

Når det er sagt, er det dog stadig sådan, at karakterer generelt kan bruges til at forudsige, hvordan de studerende vil klare sig på en række parametre, især hvis de går på universitetet, siger Bjarke Hartkopf.
 
”Der tegner sig overordnet et klart billede af, at dem med høje karakterer nok skal klare sig. Dem, der har et snit over 10, har en lavere frafaldsrisiko (med visse undtagelser), de får oftere en ph.d., og på arbejdsmarkedet har de lavere ledighed, siger Bjarke T. Hartkopf.

EVA's analyser viser også, at:

  • Studerende med et karaktergennemsnit på 2 har i gennemsnit 63 procents sandsynlighed for at gennemføre det første år på universitetet.
  • Studerende med et karaktergennemsnit på 12 har i gennemsnit 86 procents sandsynlighed for at gennemføre det første år på universitetet.