DEBAT

Gymnasiet er ikke den eneste vej frem

10/05 2019

Vi bør gentænke ungdomsuddannelserne: Der er andre veje end den akademiske.

Kronikken er skrevet af: Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA, Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, Camilla Hutters, områdechef i EVA, Thomas Jørgensen, rektor på Borupgaard Gymnasium, Claus Rosenkrands Olsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv & Anders Vind, selvstændig konsulent.

Kronikken har oprindeligt været bragt i Politiken 7. maj.

Jeg tror, at mit liv bliver helt vildt ensomt, hvis jeg ikke gør noget nu. Så jeg ikke sidder som 30-årig og tænker tilbage på, at jeg brugte hele min ungdom på at være ked af at være mig«. Sådan sagde den dengang 21-årige Julie iDR 3' s dokumentarserie ' De perfekte piger', hvori hun, Amalie på 21, Fie på 22 og Anna på 18 gennem seks uger mødtes og talte om skævvredne selvbilleder og den konstante længsel efter at blive en bedre, klogere, smukkere udgave af sig selv. Det er et år siden nu, men tendensen blandt vores unge er den samme i dag.

En stigende andel unge melder om stress, dårligt mentalt helbred og mangel på motivation for at lære. Samtidig ser vi også en voksende præstationskultur, hvor unge bliver usikre på sig selv ved at se på retoucherede billeder på sociale medier og er angste for at fejle og ikke leve op til samfundets forventninger.

Hvorfor det er sådan, er det kun godt, at der bliver lavet noget tv om.

På den måde bliver ' De perfekte piger' og lignende programmer en reminder om, hvilke tanker om livet, mulighederne og faldgruberne der udspiller sig i de unges hoveder - også når de allerede som 15-årige skal træffe ét af de første selvstændige og identitetsskabende valg mellem gymnasiet og en erhvervsuddannelse.

Hvem er jeg? Hvilken uddannelse passer mig? Hvad vil jeg med mit liv? Langtfra nemme spørgsmål, når man er 15-16 år gammel.

Gymnasiet holder alle døre åbne

De seneste 20 år har unges svar på, hvad den rigtige ungdomsuddannelse er, været temmelig klart: en gymnasial uddannelse.

Ikke nødvendigvis fordi de unge føler sig specielt boglige, men fordi de unge og deres primære vejledere, forældrene, har en oplevelse af, at de gymnasiale uddannelser giver flest muligheder og holder alle døre åbne.

Samtidig fremstår gymnasiet som den mest naturlige forlængelse af skolegang efter folkeskolen.

Det er der mange gode grunde til, for de unge gør sig faktisk mange overvejelser, når de skal vælge deres uddannelsesvej.

Og nøgternt set er erhvervsuddannelserne særligt i de større byer blevet det svære og anderledes valg. Alene det at overskue systemet kan være svært.

Der er mere end 100 forskellige erhvervsuddannelser, som strækker sig fra tjener og tandtekniker til elektriker og handelsuddannet, og som tilsammen dækker over 300 trin og specialer med tilhørende jobprofil. Mulighederne for at videreuddanne sig og skifte spor er mere uigennemskuelige end med en gymnasial uddannelse. Du skal være langt mere afklaret, uddannelsen kan ligge langt væk, du skal finde en praktikplads og gå på arbejde sammen med voksne.

Igen: Nøgternt set er de unges valg forståeligt.

Men at så mange unge vælger at gå den gymnasiale vej, har ikke blot betydning for dem selv. Det har betydning for ungdomsuddannelserne, for de videregående uddannelser og for samfundet som sådan.

Parallelt hermed har grundskolen udviklet sig til en boglig skole, hvor fag og undervisningsformer mest peger i retning af gymnasiet.

Tilsvarende er store dele af det faglige indhold på de treårige gymnasiale uddannelser fokuseret på træning i akademisk tænkning og videre studier på universitetet.

Og det på trods af, at rigtig mange studenter senere hen vælger en erhvervsakademi-eller professionsbacheloruddannelse - formentlig i erkendelse af, hvor de har deres faglige og personlige styrker og interesser.

Et ungdomsuddannelsessystem til tiden

Vi må som ansvarligt samfund med stærke og internationalt anerkendte traditioner i skole og uddannelse forholde os til, at så mange unge præges i en akademisk retning.

Er det nødvendigvis ad denne vej, at så mange unge vil blomstre personligt og fagligt og herigennem får virkeliggjort deres drømme om et godt liv? Betyder selve det, at vi presser de unge til et så afgørende valg, at det får flere til at vælge en retning, de ikke ville vælge så entydigt, hvis der havde været et mere sammenhængende tilbud? Og harmonerer den nuværende opdeling i noget, der er studieforberedende, og noget, der er erhvervsforberedende, med et arbejdsmarked, der i stigende grad belønner det at kunne mestre både teori og praksis? Dette er ikke en kritik af det almene gymnasium, men derimod en samfundsmæssig refleksion om, hvordan vi ønsker at præge vores unge, og hvilket samfund vi gerne vil have om 10, 20 og 30 år.

De gode spørgsmål, som politikere og andre ansvarlige i det danske uddannelsessystem bør stille sig, er: Hvordan indretter vi bedst vores ungdomsuddannelsessystem, så det er i øjenhøjde med de unge? Og dernæst: Hvordan imødekommer ungdomsuddannelsessystemet bedst de udfordringer, som arbejdsmarked og samfund står over for - uden at gå på kompromis med de værdier og idealer, vi ønsker, skal sætte sig spor i unge mennesker, der ikke alene skal være arbejdskraft, men netop også borgere og mennesker?

Udfordringerne er ikke blevet løst trods flere uddannelsesreformer de senere år. Reformerne har haft fokus på forskellige dele af uddannelsessystemet hver for sig - grundskole, erhvervsuddannelse, gymnasier og forskellige former for videregående uddannelser - men har ikke haft blik for helheden.

Hvis sammenhængen skal styrkes - og det skal den - er der behov for et langt større helhedsperspektiv, netop fordi ungdomsuddannelserne er bindeleddet mellem grundskole, videregående uddannelse og arbejdsmarked.

Husk at lære af historien

Inden vi griber til løsninger, er det vigtigt, at vi er enige om, hvad problemet er, og ikke mindst, at vi lærer af historien.

De seneste 30 år er der lavet flere store reformer, som har forsøgt at løse nogle af de samme problemer, som vi ser i dag. Og vi skal endelig ikke ødelægge det, som virker. Der er nemlig store styrker ved det nuværende system, som vi skal bygge videre på.

Det er blandt andet lavt frafald blandt eleverne på de gymnasiale uddannelser, ligesom der er en høj overgangsfrekvens til videregående uddannelse. Mange af studenterne ender også med gode job. På erhvervsuddannelserne er der generelt en meget høj overgang til beskæftigelse direkte efter uddannelse, ligesom mange unge ender med at kunne etablere sig som selvstændige.

Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark er lav sammenlignet med andre lande, fordi vekseluddannelsessystemet sikrer god arbejdsmarkedstilknytning. Samtidig er erhvervsuddannelserne en samfundsøkonomisk billig og effektiv måde at uddanne tusindvis af unge hvert år på grund af det stærke virksomhedsengagement, hvor eleverne ansættes, aflønnes og i vid udstrækning uddannes i virksomhederne.

Så vi har et godt udgangspunkt.

Men vi er nødt til at spørge os selv, om udviklingen er den rigtige for de unge og for samfundet.

4 store udfordringer

Der er mindst fire udfordringer, som betyder, at vi ikke bare kan fortsætte som nu.

For det første skal vi tage de unges optagethed af uddannelsesvalg alvorligt. Som følge af den stigende individualisering - men også flere krav fra uddannelsessystemets side - føler de unge i dag et langt større ansvar for, om de vælger den rigtige ungdomsuddannelse end tidligere generationer.

Undersøgelser viser, at godt halvdelen af eleverne i 8. klasse finder valget af ungdomsuddannelse spændende. Omvendt, så oplever den anden halvdel af eleverne, at det er et stort pres at skulle vælge uddannelse - især de unge, som ikke er sikre på, hvad de interesserer sig for og er gode til. Samtidig oplever hver fjerde ung, at de ikke får den hjælp, som de har brug for.

Behovet for hjælp hænger ikke nødvendigvis sammen med den unges sociale baggrund, men handler i højere grad om den viden, den unge har om uddannelsessystemet, og om hvor ofte hun eller han taler med sine forældre om uddannelse og arbejde. Det er ikke flere snakke med mor og far, de unge selv ønsker sig. I stedet efterlyser de flere besøg på ungdomsuddannelser og virksomheder og mere praktik i udskolingen, så de selv bliver klædt på til det svære valg.

For det andet skal vi også spørge os selv, hvordan vi fremover får gymnasier, som er i stand til at rumme så stor en andel af de unge og kan sikre et højt fagligt niveau med god trivsel og motivation blandt alle eleverne.

Hvis vi tager det sidste først, så viser undersøgelser, at gymnasiet de senere år er blevet udfordret af en motivationskrise blandt de unge, hvor både fagligt stærke og svage elever ikke formår at engagere sig personligt i undervisningen. Oveni er der en øget tendens til en uheldig præstationskultur, hvor eleverne er mere optaget af selve karakteren end af at lære noget. Det risikerer at påvirke det faglige niveau i negativ retning.

Endelig betyder det stigende optag, at gymnasierne skal arbejde med langt mere differentiering af undervisningen, så alle unge, uanset niveau, bringes ind på en god læringsbane, der forbereder til en langt større vifte af videregående uddannelser såvel som erhvervsuddannelser, hvis man efter gymnasiet vælger at gå den faglærte vej.

For det tredje står vi foran store demogra-fiske ændringer, som uundgåeligt vil få konsekvenser for vores måde at indrette gymnasier og erhvervsskoler på: I 2030 vil der være 25.000 færre unge mellem 16 og 19 år end i dag. Det er godt 10 procent færre unge, end vi har i dag, og det svarer til elevtallet på 32 gymnasier, 15 erhvervsskoler eller næsten 900 gymnasieklasser.

I de senere år har vi set flere gymnasier og erhvervsskoler gå sammen i campusdannelser for at skabe attraktive og bæredygtige uddannelsesmiljøer til de unge. Men hvordan kan vi fortsat indrette et landskab af ungdomsuddannelser, som er geografisk tæt på og relevant for de unge, når vi kigger ind i en fremtid med væsentlig færre elever? Og hvordan kan styringsmodellen udvikles, så vi undgår ufrugtbar konkurrence mellem uddannelsesinstitutionerne om de unge? Endelig har vi, for det fjerde, mangel på faglært arbejdskraft i Danmark. I dag er det kun omkring 20 procent af de unge, som søger en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen.

Der er noget op til den politiske målsætning om, at mindst 25 procent i 2020 og 30 procent i 2025 skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen.

Derfor er der behov for at drøfte, hvad det er for veje, der fremadrettet skal være for at blive faglært, og om der er behov for at udvikle nye spor f. eks. mellem gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser, hvis vi skal undgå at mangle faglærte fremadrettet. Det handler således også om, hvordan erhvervsuddannelserne i højere grad kan fremstå som en naturlig forlængelse af grundskolen på linje med de gymnasiale uddannelser.

Ingen let opgave

Der er altså en række udfordringer, som peger på et behov for at udvikle vores nuværende ungdomsuddannelsessystem.

Det er dog langtfra nogen enkel opgave.

Systemet er stort og rækker ind i både udskolingen, op i det videregående uddannelsessystem og ud på arbejdsmarkedet og i samfundet. Hertil er det styringsmæssigt komplekst, og det skal kunne løfte et enormt ansvar for hele tiden at sikre, at de unge udvikler sig, har det godt og samtidig lærer at lære, så de kan fortsætte med at tilegne sig ny viden, færdigheder og kompetencer resten af deres, måske flere forskellige, arbejdsliv.

Vælger vi ikke at handle på udfordringerne, ja, så er det også et valg. Lader vi passivt udviklingen fortsætte, risikerer vi at få et ungdomsuddannelsessystem, som er domineret af akademiske traditioner.

Det vil en del unge trives med - men der er også rigtig mange, som ikke vil trives med 13 års boglig grunduddannelse som den slagne vej, også selv om der er mulighed for at vælge en erhvervsfaglig uddannelse bagefter. Derfor er det vigtigt at drøfte, hvilke spor der fremadrettet skal være i ungdomsuddannelsessystemet, og hvilke elementer af akademiske og erhvervsrettede fagligheder de forskellige spor skal rumme - og hvilke typer af dannelse vi anser for almene.

Vi vil gerne slå til lyd for, at en kommende ny regering igangsætter et udredningsarbejde af, hvordan et nyt og mere fleksibelt og sammenhængende ungdomsuddannelsessystem kan se ud.

Eksempelvis i form af en ekspertgruppe, der gennem analyser af styrker og svagheder ved det nuværende system, reformer og god praksis i andre lande samt kortlægning af erfaringer med tidligere reformer kan tilvejebringe et solidt politisk beslutningsgrundlag. Et system, der spiller godt sammen med grundskolen, de videregående uddannelser og arbejdsmarkedet.

Vi anerkender, at de folkevalgte ikke har siddet på hænderne de senere år, men har udvist vilje til at adressere de udfordringer, som ungdomsuddannelserne står over for. Siden 2013 er der vedtaget en god håndfuld politiske aftaler om både folkeskolen, erhvervsuddannelserne, de gymnasiale uddannelser, de forberedende tilbud og praksisfaglighed i udskolingen.

Hertil kommer trepartsaftalerne om flere faglærte og praktikpladser og om voksen-og efteruddannelse, som også har betydning for vores ungdomsuddannelser.

Disse aftaler er kommet til verden med de bedste politiske intentioner, men understøtter ikke hinanden fuldt ud.

Der er brug for, at vi tænker os godt og grundigt om og på baggrund af viden og erfaringer ser med friske øjne på ungdomsuddannelserne.

Både fra de unges perspektiv, men også fra et samfundsmæssigt og historisk perspektiv.

Vi skal bygge videre på de forskelligartede og righoldige uddannelsestraditioner, der hører til både de gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser, men vi skal også turde forny og udvikle dem med solidt udgangspunkt i de idealer og værdier, vi som samfund ønsker at bygge vores samfund på. Ellers svigter vi de unge.

En stigende andel unge melder om stress, dårligt mentalt helbred og mangel på motivation for at lære I dag er det kun omkring 20 procent af de unge, som søger en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen Der er rigtig mange, som ikke trives med 13 års boglig grunduddannelse som den slagne vej.