Guide

4 veje til bedre eksamensoplevelser

06/06 2019

Halvdelen af de studerende ser positivt på eksamen. Særligt fire forhold ser ud til at hænge sammen med den gode eksamensoplevelse.

Sommeren begynder at røre på sig, solen skinner flere timer om dagen. For studerende betyder det først og fremmest én ting: Eksamen står for døren.

Det kan være en nervepirrende affære for mange. I 2018 gennemførte Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en undersøgelse af de studerendes eksamensoplevelser. I den angav lidt over halvdelen af de adspurgte, 52 %, at de ikke betragtede eksamen som en behagelig udfordring.

I undersøgelsen har EVA set nærmere på, hvad der kendetegner de studerende, der har positive oplevelser med eksamen.

”Analyserne peger på fire ting, der kan gøre eksamensoplevelsen sjovere for de studerende”, forklarer projektleder og konsulent hos EVA, Andreas Pihl Kjærsgård, ”to af dem retter sig direkte mod uddannelserne, mens de andre to også viser veje, de studerende selv kan gå – gerne med et skub i den rigtige retning fra institutionerne”.

1. Brugbar feedback fra undervisere

Studerende efterspørger næsten altid mere feedback. Men det påvirker også deres oplevelser til eksamen. Studerende, som oplever, at undervisere på studiet har givet brugbar feedback på opgaver eller projekter på studiet, har stærkere tendens til at synes, at eksamener eller prøver er en behagelig udfordring.

”Vi ser, at der en sammenhæng mellem feedback og gode eksamensoplevelser. Men undersøgelsen siger ikke direkte noget om hvorfor, det er sådan. Et godt bud er, at feedback både medvirker til faglig udvikling og til faglig tryghed”, forklarer projektleder Andreas Pihl Kjærsgård.

2. Overensstemmelse mellem læringsmål og eksamenskrav

Studerende, som oplever god overensstemmelse mellem læringsmål og eksamenskrav på deres studie, har en stærkere tendens til at opleve prøver eller eksamener som en behagelig udfordring, viser EVA’s undersøgelse.

”Studerende føler sig mere trygge ved eksamenssituationen, når de kan se de kan se en sammenhæng mellem det, de lærer, og det, de efterfølgende bliver prøvet i”, forklarer EVA’s konsulent

En tidligere undersøgelse fra EVA har vist, at hver femte studerende indretter sin indsats efter eksamenskrav. Det illustrerer, at der er god grund til at sikre en sammenhæng mellem eksamenskrav og læringsmål.

3. Højere indsats på studiet

”Der er stadig sandhed i det gamle mundheld om, at eksamen er den flittiges fest”, fortæller Andreas Pihl Kjærsgård.

De studerende, som gør mere på deres uddannelse, end de bliver bedt om, har en stærkere tendens til at opleve prøver eller eksamener som en behagelig udfordring. Det viser undersøgelsen fra 2018.

”Det viser, at de studerende selv kan påvirke deres eksamensoplevelser – og at de også selv bærer en del af ansvaret”, siger EVA-konsulenten, ”men uddannelserne kan også gøre deres for at give de studerendes studieindsats et skub i den rigtige retning”.

Tidligere EVA-undersøgelser peger på en række initiativer, uddannelsesinstitutionerne kan tage for at fremme studieintensiteten: klare forventninger til de studerende, underviseres kontaktbarhed, brugbar feedback fra underviserne og gode rammer for at møde medstuderende i løbet af studiestarten.

4. Løbende opsummering

Studerende, som løbende opsummerer for sig selv, hvad de har lært på uddannelsen, har også en stærkere tendens til at opleve prøver eller eksamener som en behagelig udfordring.

”Dette punkt peger igen på de studerendes egen indsats i forhold til at arbejde med det faglige stof” påpeger EVA-konsulenten, ”men man kan selvfølgelig også fra institutionernes side tænke repetition og opsamling ind i undervisningsforløb