Artikel

Hver fjerde studerende optages via kvote 2

08/03 2019

24 procent af studerende på de videregående uddannelser er optaget på andre kriterier end blot deres karaktergennemsnit. Tallet dækker dog over store forskelle mellem sektorerne.

I debatten om optagelsessystemet fremhæves kvote 2 ofte som et vigtigt alternativ til at fordele studiepladser alene på baggrund af det gymnasiale karaktergennemsnit. I et nyt notat ser Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, nærmere på, hvor mange der optages via kvote 2, samt hvilke faktorer der kendetegner de studerende, der kommer ind på deres uddannelse på baggrund af andet end blot deres gymnasiale karakterer.

Store sektorforskelle

40 procent af de studerendende, der i 2018 søgte optagelse via Den Koordinererede Tilmelding, fortæller, at de har søgt om optagelse på deres uddannelse via kvote 2. Resten angiver, at de ikke har søgt ind via kvote 2, og de kan derfor kun have søgt via kvote 1. Men kun hver fjerde studerende (24 %) optages via kvote 2.

For selvom man som studerende oprindeligt har søgt ind via kvote 2, er det ikke ensbetydende med, at man faktisk bliver optaget der. Alle ansøgere – både via kvote 1 og kvote 2 – får nemlig prøvet deres gymnasiale karaktergennemsnit på samme tid i kvote 1. Ansøgere med et højere karaktergennemsnit end adgangskravet bliver dermed automatisk optaget via kvote 1, uanset hvordan de har søgt ind. Mange steder sker det også, at kvotesystemet aldrig bliver taget i brug, fordi der er flere pladser på en uddannelse, end der er ansøgere, og så optages alle via frit optag.

Andelen af optagne via kvote 2 varierer også meget mellem sektorer: På professionshøjskolerne er 36 procent af de studerende optaget via kvote 2, på erhvervsakademierne er det 21 procent og på universiteterne 13 procent.

Kvote 2-ansøgere er mere afklarede og motiverede

EVA’s notat ser også nærmere på, hvor afklarede og motiverede de studerende er.

Studerende, der har søgt kvote 2, er mere afklarede med deres studievalg, end de studerende, der kun har søgt via kvote 1. 81 % af kvote 2-ansøgerne er i høj grad afklarede med, at de vil studere den uddannelse, de er blevet optaget på. Det samme gælder 68% af studerende, der ikke har søgt ind via kvote 2.

Samtidig er studerende, der har søgt via kvote 2, også mere motiverede end dem, der kun har søgt via kvote 1. 62 % af kvote 2-ansøgerne er meget motiverede for at starte. Det samme gælder 46 % af studerende, der ikke er søgt ind via kvote 2.

Ikke nødvendigvis en konsekvens af ansøgning

Men resultatet skal ikke nødvendigvis tolkes som udtryk for, at en kvote 2-ansøgning gør ansøgerne mere afklarede eller motiverede, forklarer Lars Dyrby Andersen, der er projektleder hos EVA.

»Forskellene i motivation og afklarethed kan ligeså godt skyldes, at fristen for at søge ind på kvote 2 ligger tidligere end kvote 1. Hvis man er meget motiveret og afklaret, er man mere villig til gøre en ekstra indsats og søge ind på drømmeuddannelsen så tidligt som muligt. Så kan man søge kvote 2 allerede i marts, og forhåbentlig optimere chancerne for at komme ind«, fortæller han.