PRESSEMEDDELELSE

Mere innovation på de videregående uddannelser? Få inspiration hér

11/12 2014

Et nyt katalog fra EVA samler en række underviseres erfaringer med, hvordan man kan indrette undervisningen, hvis de studerende skal have bedre kompetencer til at tænke og handle innovativt.

De videregående uddannelser skal i stigende grad give de studerende kompetencer til også at kunne tænke og handle innovativt.

I det nye katalog ”Undervis i innovation – inspiration fra underviser til underviser på de videregående uddannelser” giver EVA input og gode råd til undervisere, uddannelsesplanlæggere og andre, der interesserer sig for undervisning, og som skal fremme de studerendes kompetencer til at tænke og handle innovativt.

Danske og udenlandske erfaringer

Kataloget bygger bl.a. på erfaringerne fra i alt 20 undervisningsforløb i innovation på tværs af de videregående uddannelser – hvoraf hovedparten er danske. Du kan blandt andet læse om projekt4 hvide T-shirts på Københavns Erhvervsakademi (KEA), det tværfaglige samarbejde mellem Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet og et kinesisk universitet samt om studerende ved Sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro, som lærer om etik og nytænkning af patientpleje gennem rollespil.

”Der er et bredt spektrum af innovationsundervisning på de videregående uddannelser i dag, og vi tror, at flere uddannelsesinstitutioner vil tage bolden op og sætte fokus på at give deres studerende kompetence til at tænke nyt og realisere deres ideer, fordi arbejdsmarkedet kalder på det, som bl.a. regeringens Kvalitetsudvalg peger på,” siger specialkonsulent Rikke Skovgaard Andersen, der har været projektleder på kataloget.

Innovationsundervisning bygger på virkelighed og faglighed

Kataloget viser, at der særligt er to ting, som kendetegner innovationsundervisningen: Virkeligheden er med som sparringspartner, og undervisningen skal være integreret i den faglighed, som de studerende har i forvejen.

”Vi kan se, at uddannelserne ofte præsenterer de studerende for projekter og udfordringer, som har bund i virkelige problemstillinger, fx at de skal løse opgaver for virksomheder. Det motiverer de studerende, og det giver dem kompetence til at handle, når de bliver opmuntret til selvstændigt at prøve kræfter med innovationsprocesser , ” siger Rikke Skovgaard Andersen.