Artikel

Socialt liv på uddannelser giver flere fuldtidsstuderende

18/09 2018

Gode sociale relationer har afgørende betydning for, hvor mange timer de studerende bruger på undervisning og forberedelse. Det viser en ny undersøgelse fra EVA. Få her tips til, hvordan I kan styrke det sociale liv på uddannelserne for førsteårsstuderende.

Langt fra alle studerer på fuld tid. Ifølge EVA’s egne tal bruger en gennemsnitlig nystartet studerende knap 35 timer om ugen på studiet. Og Rigsrevisionen har fundet eksempler på uddannelser, hvor den ugentlige studietid i gennemsnit er et stykke under 30 timer (se mere her via linket til Rigsrevisionens rapport). Det er væsentligt mindre end de 40-48 timer, som studerende skal bruge for at nå op på fuld tid, når man tager højde for de lange ferier.

Sådan behøver det dog ikke at være, og faktisk kan uddannelserne gøre meget for at øge timebruget blandt studerende.

Social studiestart giver flittige studerende

En ny rapport fra EVA viser en sammenhæng mellem sociale rammer, hvor studerende lærer hinanden godt at kende, og flere timer brugt på undervisning, forberedelse, gruppearbejde mv.

”Studiestarten er vigtig. Som analysen viser, er det afgørende, at de studerende får tid til at lære hinanden godt at kende. Uformelle faglige arrangementer, foreninger, fester og fællesspisning i løbet af studiestarten kan være gode tiltag på uddannelser, som gerne vil øge de studerendes timebrug," udtaler Seniorkonsulent Bjarke Tarpgaard Hartkopf, som står bag analysen.

Det uforløste potentiale ligger på helt op til seks timer om ugen. Det er antallet af timer, som uddannelserne kan få deres studerende til at lægge oveni den nuværende studietid, hvis de sociale rammer kommer helt i top.

Flittige studerende lærer mere

Sociale rammer virker effektivt på alle typer af videregående uddannelser, der kæmper med et lavt timebrug blandt studerende - både erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter. Og i sidste ende vil et højere timebrug kunne gøre studerende fagligt dygtigere.

”Det kræver mange timers arbejde at blive virkelig dygtig til noget. Vi ved fra flere studier, at timebrug og fagligt udbytte følges ad. Derfor vil studerende generelt vil blive klogere, hvis uddannelserne lykkes med at skrue op for timebruget”, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf.

Flere veje til at skrue op for studerendes timebrug

EVA’s rapport viser, at uddannelserne kan gøre flere ting, som vil få studerende til at give den en ekstra skalle:

Høje forventninger til de studerendes indsats er endnu et værktøj. Undervisere og studieledere, som gentager, at de forventer, at alle studerer på fuld tid, er nemlig med til at øge timebruget.

God kvalitet i undervisningen spiller også en stor rolle, hvor fx god feedback og tilgængelige undervisere er med til at øge timebruget blandt studerende, og dermed styrke deres faglige udbytte.

”Selvfølgelig er det i sidste ende op til de studerende selv, hvor meget tid de bruger på studierne. Men vores rapport viser, at med de rigtige værktøjer, så kan uddannelserne hjælpe de studerende i den rigtige retning”, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf.