PRESSEMEDDELELSE

Studenter med høje karakterer gennemfører kun marginalt hurtigere

11/09 2015

Én uge pr. trin på karakterskalaen – det er den tid universitetsstuderende med høje karaktergennemsnit fra gymnasiet er hurtigere til at gennemføre deres studier end studerende med lavere karakterer. Det viser en ny analyse, som Danmarks Evalueringsinstitut offentliggør 11. september 2015.

Studerende med karaktergennemsnittet 7 vil med andre ord kunne forventes at gennemføre deres uddannelse en uge hurtigere end personer med 6 i karaktergennemsnit. På samme vis vil studerende med 12 i karaktergennemsnit forventeligt gennemføre deres studier 2,5 måned hurtigere end studerende med 2 i karaktergennemsnit.

”Forskellen på hvor hurtigt studerende med henholdsvis høje og lave karakterer gennemfører deres studier, er relativt lille og mindre end man kunne forvente,” udtaler evalueringskonsulent Bjarke Tarpgaard Hartkopf, som har været projektleder på analysen.

Tidligere analyser fra EVA har nemlig vist, at studerende med lave karaktergennemsnit ellers har større risiko for at falde fra deres studier og kommer langsommere i job efter endt uddannelse.

”Forklaringen på, at studerende med lave karakterer gennemfører næsten lige så hurtigt, kan blandt andet være, at studerende med lave snit langt oftere falder fra i løbet af deres studier, og derfor tæller mange af dem ikke med gennemførselsstatistikkerne. Som EVA’s tidligere analyser viser, er det altså fortsat de studerende med lave karakterer, som oplever de største udfordringer på universitetet, men de nye tal viser, at dem med lave gennemsnit, som faktisk gennemfører deres uddannelse, kun er marginalt længere tid om at gennemføre,” påpeger Bjarke Tarpgaard Hartkopf.

Store forskelle mellem universiteter og hovedområder

Resultaterne viser derudover, at studerende på Aalborg Universitet er markant hurtigere til at gennemføre end studerende på de andre universiteter, mens RUC er det universitet med den længste gennemsnitlige gennemførselstid.

”Analyserne viser, at der er langt større forskelle i gennemførselstid mellem de forskellige universiteter og på tværs af hovedområderne, end der er mellem studerende med forskellige karakterer. Det kan tyde på, at forhold på den enkelte institution eller uddannelse har en stor betydning, og at universiteterne og uddannelserne dermed har et betydeligt spillerum i forhold til at få nedbragt de studerendes gennemførselstid,” forklarer Bjarke Tarpgaard Hartkopf.