PRESSEMEDDELELSE

Studerende med størst behov deltager mindst i undervisning i studieteknik

23/04 2018

Halvdelen af nye studerende deltager ikke i undervisning i studieteknik, og dem med størst behov deltager mindst. Det viser en ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

I dag optages langt flere unge på en videregående uddannelse end for bare få år siden, og det har gjort gruppen af studerende mere sammensat. Der er derfor både fra politisk side og uddannelsesinstitutionerne et større fokus på at nye studerende hurtigt opnår studietekniske kompetencer som fx læseteknik.

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har i forbindelse med en større spørgeskemaundersøgelse spurgt mere end 10.000 studerende, om de har deltaget i undervisning i studieteknik i løbet af deres studiestart, og om de vurderede deres studietekniske kompetencer som tilstrækkelige ved påbegyndelsen af deres uddannelse.

Tallene viser, at 50 % af de nye studerende ikke deltager i undervisning i studieteknik i løbet af deres studiestart. Fordeles tallene ud på de tre sektorer, er der endnu færre universitetsstuderende (47%), der har deltaget i undervisning i studieteknik, og lidt flere studerende på professionshøjskolerne (51%) og flest på erhvervsakademierne (62%):

Det er overraskende, at kun hver anden deltager i undervisning i studieteknik, og det kan især bekymre, at færrest deltager på universiteterne, som har de lange og ofte meget teoretiske uddannelser med et betydeligt element af selvstudium,” forklarer konsulent Fie Reeder hos EVA, som står bag analysen.

Samtidig oplever 24 % af de nye studerende, at de ikke har tilstrækkelige studietekniske kompetencer ved studiestart, og paradoksalt nok er det den gruppe af studerende, som er mindst tilbøjelig til at deltage i undervisning i studieteknik. Kun 39 % af de nye studerende, som oplever at have utilstrækkelige kompetencer, har deltaget i undervisning i studieteknik, hvorimod det er henholdsvis 52% og 58 % af de nye studerende, som oplever at have tilstrækkelige eller mere end tilstrækkelige studietekniske kompetencer:

”Tallene tyder på, at nogle studerende undervurderer betydningen af god studieteknik, og at det især gælder dem med størst behov. Løsningen kan enten være, at man sætter mere målrettet ind over for dem med størst behov, eller at man simpelthen gør undervisning i studieteknik obligatorisk for alle”, siger Fie Reeder.
 

Datagrundlag

Tallene bygger på EVA’s forløbsundersøgelse blandt årgang 2016, som blev optaget på en videregående uddannelse, og data er indsamlet efter den første måned på studiet.