Artikel

Uddannelse er en god vaccine mod offentlig forsørgelse

12/06 2019

At tage en uddannelse er en effektiv måde at mindske sandsynligheden for at modtage offentlig forsørgelse på. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

Det er velkendt, at uddannelse er en god investering for såvel den enkelte som for væksten i samfundet. Det er dog i mindre grad belyst, hvilken betydning uddannelse har for forskellige gruppers risiko for at modtage offentlig forsørgelse. Det råder en ny rapport fra EVA bod på.

I rapporten undersøges sammenhængen mellem højest fuldførte uddannelse og tid på offentlig forsørgelse. Og tallene taler deres tydelige sprog: Personer, der gennemfører en videregående uddannelse modtager i gennemsnit offentlig forsørgelse i markant kortere perioder end lignende personer uden en videregående uddannelse.

Personer, der havde gennemført en kort videregående uddannelse modtog i gennemsnit offentlig forsørgelse i 8 procent af perioden fra 2007-2015, mens en sammenlignelig gruppe med gymnasial uddannelse i gennemsnit modtog offentlig forsørgelse i 17,2 procent af perioden. Analysen tyder dermed på, at personer, som gennemfører en kort videregående uddannelse, i gennemsnit mindsker den periode, hvori de modtager offentlig forsørgelse med 9,2 procentpoint sammenlignet med, hvis de i stedet kun havde en gymnasial uddannelse.

Tilsvarende mindsker personer, der har gennemført en lang videregående uddannelse, perioden, de modtager offentlig forsørgelse, med 12,0 procentpoint sammenlignet med, hvis de havde en gymnasial uddannelse som højest fuldførte uddannelse.

Figur: Effekten af at gennemføre kompetencegivende uddannelser sammenlignet med gymnasiale uddannelser som højest fuldførte

Note: Søjlerne angiver andelen af tid en person er på offentlig forsørgelse, opdelt efter højest fuldførte uddannelse.

Effekten af uddannelse gælder også for tidligere anbragte unge

EVA’s undersøgelse ser på effekten af videregående uddannelse for personer med forskellige sociale baggrunde og for personer, der har været anbragt uden for hjemmet. Her viser resultaterne, at effekten af uddannelse er nærmest ens for personer med en stærk eller mindre stærk social baggrund og for tidligere anbragte unge. For personer hvis forældre har en lang videregående uddannelse, giver en kort videregående uddannelse eksempelvis 10,6 procentpoints forkortelse af perioden på offentlig forsørgelse sammenlignet med hvis de kun havde en gymnasial uddannelse. Den tilsvarende effekt af at tage en kort videregående uddannelse for udsatte unge er 13,5 procentpoint.

”Det er bemærkelsesværdigt, at effekten af at tage en uddannelse ifølge analyserne er af nogenlunde samme størrelse uanset baggrunden – herunder også for unge, der har været anbragt uden for hjemmet”, forklarer Bjarke T. Hartkopf fra EVA.

”Generelt er det forventeligt, at uddannelse styrker unges forudsætninger for at blive en del af arbejdsmarkedet. Vi kan dog se, at personer, der tidligere har været anbragt, har betydeligt vanskeligere ved at klare sig på arbejdsmarkedet. Vi var derfor usikre på, om der ville være en tilsvarende effekt af at uddanne sig for tidligere anbragte. Men analyserne viser ingen tegn på, at uddannelse har mindre betydning for denne gruppe af udsatte unge,” uddyber han.

Sådan har vi målt offentlig forsørgelse

Følgende ydelser indgår i opgørelsen af offentlig forsørgelse i analysen: A-dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, fleksjob, ledighedsydelse, revalidering, førtidspension, ressourceforløb. Således tæller forløb med barselsdagpenge, feriedagpenge, orlov til børnepasning og SU ikke med.